240 skoleelever sad bænket i Planetariets store rumteater og lyttede til Andreas’ fortælling om missionen til ISS.
Efter Andreas’ foredrag fik ni heldige elever lov til at stille ham spørgsmål. Én efter én trådte eleverne frem og stillede deres spørgsmål.
Den første nysgerrige var Nikoline på 12 år: »Hvor varmt var det inde i rumkapslen, da I fløj ned til Jorden igen?«
»Det er et rigtig godt spørgsmål,« svarede Andreas.
»Det var rigtig spændende at mærke. Når vi først kommer ind i atmosfæren, bevæger vi os med 28.000 km/t. Det er atmosfæren, der bremser os, og det gør først og fremmest, at luften omkring os bliver lyserød.«
»Derefter kan vi simpelthen se varmeskjoldet langsomt brænde op, så gnister og små stykker af varmeskjoldet flyver forbi vinduerne. Og så kan vi mærke, hvordan hele kapslen bliver varmere og varmere, mens vi flyver ned gennem atmosfæren.«
»Jeg ved ikke, hvor varmt det blev – vi har ikke nogen temperaturmåler – men forsiden af varmeskjoldet bliver så varmt, at det faktisk brænder op og flyver forbi os. Så det er rigtig meget varme.«
Liva på 10 år ville gerne vide: »Hvordan var det at samarbejde med de andre astronauter i rummet?«
»Vi har et rigtig godt samarbejde, selvom vi kommer fra så mange forskellige lande. Vi var ni deroppe og mange af de forsøg, jeg skulle lave, var i samarbejde med de andre. Især den russiske kosmonaut Sergei (Volkov, red.), som jeg også fløj op med i Soyuz, hjalp mig meget.«
»Han hjalp mig med at bygge en stol, som jeg skulle sidde i, hvor vi skulle have testet eller undersøgt mine benmuskler.«
»Så vi havde et fantastisk samarbejde, og jeg var rigtig ked af at skulle sige farvel til dem efter bare 10 dage.«
Hugo spurgte: »Hvad gør man med skraldet oppe i rummet?«
»Ja – hvad gør man med skraldet? Vi får jo i hvert fald fire, fem eller seks gange om året et ubemandet forsyningsfartøj op til rumstationen med alle mulige forskellige forsyninger. Både til de videnskabelige forsøg, men også mad og tøj.«
»Efter vi har taget alle forsyningerne ombord på rumstationen, fylder vi fartøjet op med alt vores skrald, og så sender vi det tilbage til Jorden.«
»Men fordi forsyningsfartøjet ikke har noget varmeskjold, så brænder hele fartøjet op i atmosfæren sammen med alt vores skrald. Så det er den eneste måde, vi kan komme af med vores skrald på – altså ved at lade det brænde op i atmosfæren.«
LÆS OGSÅ: Andreas Mogensen: Rumstationen stinker
Derefter spurgte Sofus på 10 år: »Kunne du mærke overgangen fra vægtløs tilstand til tyngdekraft, da du sad i kapslen, som fløj tilbage til Jorden?«
»Helt sikkert! Kapslen styrer sig selv automatisk så længe, alting fungerer. Vi ramte atmosfæren et par sekunder senere end planlagt, og det betød, at kapslen hele tiden forsøgte at vende tilbage til den vej, den skulle have fløjet.«
»Derfor oplevede vi mere end normalt – cirka fire gange – at tyngdekraften var der. Så vi blev presset rigtig godt og grundigt ned i vores sæder i flere minutter, så vi kunne helt sikkert mærke tyngdekraften, så snart vi kom ned gennem atmosfæren, og vi kunne mærke, at vi blev presset ned i sædet.«
»Og så selvfølgelig da vi landede og skulle ud og gå. Der kunne jeg mærke det i benene, og det var skægt at mærke, hvor tung hele min krop føltes.«
11-årige Sara var nysgerrig efter at vide, om der skete noget, som ikke måtte ske?
»Nej, vi havde ikke rigtig nogle problemer. Alt gik som planlagt. Man kan sige, den største udfordring fik vi et par dage inden opsendelsen, hvor vi fik at vide, at i stedet for kun at bruge seks timer på at flyve op til rumstationen, skulle vi bruge 51 timer.«
»Det var, fordi rumstationen lå i en lidt for høj bane, så vi kunne simpelthen ikke nå derop på de normale seks timer.«
»Det betød så, at mit ophold på rumstationen blev forkortet fra 10 dage til kun 8 dage. Så det var nok den største udfordring.«
»Det betød, at jeg måtte arbejde lidt hårdere for at nå at fuldføre alle de videnskabelige eksperimenter. Men ellers gik missionen som smurt. Så det var heldigt.«
Ella på 12 år spurgte: »Blev du på noget tidspunkt bange for, at du ikke ville vende tilbage til Jorden igen?«
»Nej, ikke rigtigt. Altså selvfølgelig lige da raketten bliver tændt, så sidder jeg spændt i mit sæde og venter på at se, hvad der sker.«
»I de minutter hvor raketten er tændt, er der ikke meget, vi kan gøre som astronauter andet end bare at holde fast i vores sæde. Og det samme under landingen. Der sidder vi selvfølgelig også spændt og venter på, at faldskærmen bliver udløst.«
»Men nej, der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg var bange for ikke at komme tilbage. Teknikkerne og ingeniørerne arbejder rigtig hårdt på at sørge for, at alt fungerer, som det skal, og der har været rigtig mange opsendelser og landinger med Soyuz, så det er en meget robust teknologi, vi bruger.«
Thomas, 11 år, spurgte: »Er det sandt det der med, at ryggraden retter sig ud? Og hvis ja, hvor meget højere blev du?«
»Mange astronauter bliver højere, når de er vægtløse. Jeg ved ikke, om jeg nåede at blive højere. Jeg kan i hvert fald sige, at jeg blev målt for et par dage siden, og der havde jeg samme højde, som jeg havde inden missionen.«
»Så der er ikke sket de store ændringer for mig, men det jeg oplevede – som mange andre astronauter også oplever – var, at jeg fik lidt ondt i ryggen, så det kan godt være fordi, at jeg var blevet lidt højere, mens jeg var deroppe.«
»Typisk gjorde det mest ondt, hvis jeg eksempelvis forsøgte at sove. For hvis du bare lægger dig til at sove med dine arme foran dig, så svæver dine arme op foran dig, og så svajer du sådan lidt i ryggen.«
»Det fik jeg ondt i ryggen af. Så i stedet forsøgte jeg at sove med armene bag på ryggen eller med knæene oppe, så jeg ikke fik den svajen i ryggen, og så gik rygsmerten væk.«
Ada, også på 11 år, ville vide: »Har du fået bivirkninger på din krop efter du kom hjem til planeten og hvilke?«
»Jeg har ikke fået nogle alvorlige bivirkninger. Det som sker, når man lander, det er, at du skal vænne dig til tyngdekraften igen, og det er hovedsageligt dine muskler, der skal vende sig til at bære din krop.«
»De første par dage, føltes hele min krop rigtig tung, og hver gang jeg skulle tage et skridt, så måtte jeg koncentrere mig og bruge mine benmuskler.«
»Jeg skulle også vænne mig til at balancere igen. Vores balancesans, ligger i vores øre.«
»Der ligger sådan nogle bittesmå sten på nogle fine hår, som kan mærke tyngdekraften, og det er det, der gør, at vi kan holde balancen.«
»Når man er vægtløs, så forsvinder den evne. Da jeg kom tilbage til Jorden igen – den første dag eller to – der var jeg sådan lidt svimmel, netop fordi ørerne skulle vænne sig til tyngdekraften igen.«
»Men efter to dage var svimmelheden forsvundet, og min krop føltes helt normal igen. De første to dage kunne jeg godt mærke, at jeg var tilbage på Jorden og skulle vende mig til det, men efter to dage var alting normalt igen.«
Til sidst spurgte Clara om Andreas havde nye mål eller drømme.
»Det er et godt spørgsmål,« svarede han.
»Lige nu tænker jeg stadig på missionen. Altså de 10 dage. Jeg fik så mange nye oplevelser, at det kommer til at tage et stykke tid at arbejde mig igennem dem.«
»Selvom min opsendelse kun var for to uger siden, føles det som om, det er et halvt år tilbage, fordi der er sket så meget på de 10 dage.«
»Men jo, der kommer da sikkert et tidspunkt, hvor jeg begynder at tænke på, hvad der ellers skal ske.«
»Som astronaut er jeg også en del af et hold, og det holdarbejde vi har, er rigtig vigtigt. Min engelske kollega Tim (Peake, red.) skal sendes op til december og min franske kollega skal op næste år til november.«
»Der er meget arbejde for mig med at hjælpe dem og gøre dem klar til deres mission. Så lige nu koncentrerer jeg mig bare om det.«
