Da det russiske videnskabsmodul Nauka 29. juli blev koblet sammen med rumstationen ISS, opstod nogle problemer, som vi allerede har omtalt i artiklen Russisk rumuheld skaber problemer for ISS.
Men nu er der kommet nye detaljer frem, som viser, at problemerne har været større end først antaget.
Efter sammenkoblingen var det naturligvis meningen, at Nauka skulle slukke for sine styremotorer, da ISS har sine egne motorer, som sørger for, at rumstationen hele tiden er drejet på en måde, så de store solpaneler vender mod Solen.
Et par timer efter sammenkoblingen tændte Nauka helt uventet for sine styremotorer, noget, den absolut ikke burde have gjort.
Det skete, mens besætningen på ISS var travlt beskæftiget med at kontrollere, at forbindelsen mellem Nauka og ISS var absolut lufttæt, så rumstationen ikke ville tabe luft.
Om der var tale om en softwarefejl eller en menneskelig fejl er ikke helt klart.
Flyveleder fik fridagen inddraget
Denne begivenhed ændrede helt fridagen for flyveleder Zebulon Scoville i Houston.
Scoville havde været med til at forberede sammenkoblingen og ville egentlig bare lige se, hvordan det gik, inden han selv skulle overtage posten som flyveleder. Men så begyndte problemerne.
Advarselslamper blev tændt, og to korte kodelinjer viste, at der var noget galt.
Da Scoville var godt inde i sammenkoblingsproceduren, overtog han lederskabet fra kollegaen Gregory Whitney, som skulle til møde – og det var så slut på fridagen.
Hvad der derefter skete, var resultatet af et samarbejde mellem NASA, det russiske rumagentur, Roskosmos, og de syv astronauter på ISS.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
ISS drejede hele 540 grader
Første opgave var at slukke for styremotorerne på Nauka, men det kunne kun lade sig gøre fra en jordstation i Rusland, som ISS først ville flyve hen over efter en time.
I mellemtiden gjorde ISS’ egne styremotorer alt, hvad de kunne, for at rette op på situationen, men det var ikke så let.
Stille og roligt begyndte ISS at dreje sig, og hvor det var endt, er ikke godt at vide – men heldigvis standsede Naukas motorer efter 15 minutter, måske fordi de var løbet tør for brændstof.
Men før kontrollen var genoprettet, havde ISS faktisk slået en kolbøtte, da den var drejet hele 540 grader.
Først drejede rumstationen 360 grader, og så var man jo tilbage ved start, men så tog den lige ekstra 180 grader og endte ’med bunden i vejret’.
På det tidspunkt var Naukas motorer løbet tør for brændstof, og så kunne ISS dreje 180 grader tilbage, så stationen nu igen var vendt korrekt i forhold til Solen.
Alle disse drejninger tog ikke mere end 44 minutter, men derefter gik der jo lidt tid, før man var sikker på, at situationen var under kontrol.
I den første beretning nævnes i øvrigt en drejning på 45 grader. Dette tal var den vinkel, som rumstationen var drejet på det tidspunkt, hvor astronauterne blev spurgt.
De har hele tiden været klar over, at den samlede drejning var meget større.
Astronauterne praktiserede ‘better safe than sorry’
På intet tidspunkt roterede ISS så hurtigt, at de syv astronauter kunne mærke det, og de tog det hele meget professionelt.
Den højeste drejningshastighed var nemlig kun 0,56 grader i sekundet, hvilket svarer til, at en hel omgang rundt på 360 grader ville tage over 10 minutter.
Men, som man siger på engelsk: ’Better safe than sorry’ – således tog de nogle sikkerhedsforanstaltninger:
For at undgå, at Nauka igen kunne starte sine styremotorer, besluttede russerne dagen efter at tømme de heliumtanke, der blev brugt til at sætte brændstoftankene på Nauka under tryk.
Mens det skete, samlede alle syv astronauter sig i det amerikanske modul. De lukkede alle luger og satte skodder for vinduerne i deres udsigtsmodul. De gjorde også klar til at genstarte computerne.
Først derefter turde man sende de to russiske kosmonauter Novitsky og Dubrov ind i Nauka for at besigtige den.
Desuden skulle de begynde på det meget store arbejde med at undersøge atmosfæren ombord i Nauka og kontrollere den for urenheder som følge af tømningen af heliumbeholderne.
Kosmonauterne installerede også alarmer og røgdetektorer – og derefter fulgte en del arbejde med at forbinde en masse kabler og sørge for, at Naukas computere blev integreret med computerne på ISS.
Lettelse i kontrolrummet
Den japanske kommandør på ISS, Akihiko Hoshide, ønskede jordkontrollen tillykke med, at tømningen af heliumtankene var gået godt, så de igen kunne vende tilbage til mere normale forhold.
Som flyveleder Scoville skrev på twitter:
»Jeg har aldrig før:
1) været mere stolt af de hold, der sidder i kontrolcentrene på Jorden, og astronauterne på rumstationen
2) måttet erklære en spacecraft emergency (nødsituation for rumstationen)
3) været så glad for at se, at alle solpaneler og radiatorer stadig hænger på (efter kolbøtten)«
Det sidste kan man godt forstå, for ISS er med alle sine solpaneler og moduler en meget spinkel konstruktion, som let kan gå i stykker, hvis den udsættes for alt for voldsomme påvirkninger.
Nu er styremotorer heldigvis så svage, at de ikke kan udsætte rumstationen for meget store påvirkninger – de kan kun give rumstationen et lille puf og ikke et stort skub.
Rumstationen drejede så langsomt, netop fordi styremotorerne både på Nauka og ISS er så svage.
Man har ikke brug for hurtige og voldsomme bevægelser i rummet, hvor mottoet er ’giv tid’, og det er det, motorerne er indrettet efter. Den filosofi reddede her hele situationen.
Var astronauterne i fare?
Her er må svaret være: Naturligvis, men faren var nu ikke særlig stor.
Der er syv astronauter ombord, og de to rumskibe, som er koblet til ISS, kan præcis rumme syv mand. De tre kan være i Soyuz, og de fire i Dragon.
Man kan i nødstilfælde hurtigt frakoble rumskibene og lande nogle timer senere på Jorden.
Det ville dog efterlade det meget store problem, det ville være, at efterlade den 420 ton tunge ISS ude i rummet.
Hvis man mister kontrollen over ISS, kan den ende med at falde ned ethvert sted på Jorden mellem 51 graders nordlig og 51 graders sydlig bredde.
Og det er helt sikkert, at tonstunge stykker af stationen ville overleve turen ned gennem atmosfæren, hvilket vi hernede på Jorden nok ikke vil være så glade for.
Når ISS engang er udtjent og skal bringes ned, er det planen, at det skal ske meget kontrolleret, så resterne af rumstationen vil falde ned et øde sted i det sydlige Stillehav.
»Failure is not an option«
Der har i rumfartens historie været andre nødsituationer, og vi har omtalt de tre mest berømte i artiklen Rumfartens mørke side: Den blodige ilddåb.
Disse tæller blandt andet eksplosionen på Apollo 13-rumskibet på vej mod Månen i 1970 og mange år senere branden og sammenstødet på den gamle russiske rumstation Mir.
For alle nødsituationer kunne man jo bruge den berømte sætning, som flyvelederen Gene Kranz påstås at være kommet med under Apollo 13: ’Failure is not an option’.
Det er en god sætning, selv om han vistnok aldrig har sagt det.
Heldigvis behøvede vi ikke denne gang at komme så højt op, så vi nøjes i stedet med flyveleder Scovilles udbrud på Twitter, da det hele var overstået:
»Yeehaw! That. Was. A. Day« (- som ovenikøbet var hans fridag).
