Den Internationale Rumstation, ISS, får snart vokseværk.
Rumstationen udvides nemlig med et nyt 13 meter langt og 20 ton tungt laboratoriemodul, kaldet Nauka, som skal kobles til den russiske side af ISS.
Og det må siges at have været længe undervejs, for Nauka skulle oprindeligt sendes op i 2007, før tekniske problemer og budgetbesværligheder satte en stopper for det.
21. juli 2021 skete opsendelsen endelig, og det forventes, at det nye modul vil være færdiginstalleret den 29. juli.

Stor udvidelse af ISS
Når installationen er færdig, vil astronauterne på ISS have 70 kubikmeter mere at bevæge sig på og have ekstra plads til at udføre eksperimenter, opbevare last og hvile sig.
Derudover kommer modulet også med en stor ny robotarm, ERA, som skal sidde på ydersiden af rumstationen, leveret af Den Europæiske Rumorganisation, ESA, skriver BBC.
Naukas opsendelse kommer på et tidspunkt, hvor Rusland stiller spørgsmålstegn ved sin fortsatte medvirken på ISS. Rusland har offentligt meldt ud, at de måske trækker sig fra projektet i 2025, skriver BBC.
Sidste gang Rusland sendte et modul til ISS var i 2010, det var opbevaringsmodulet Rassvet.

\ Læs mere
cll

































