Har du nogensinde spekuleret over, hvad der ville ske med din Coca Cola-dåse, hvis du hældte syre eller base hen over den? Sikkert ikke, men det har en forskergruppe fra University of Nottingham, og det er der kommet nogle meget underholdende optagelser ud af.
I videoen herover kan du se, om syre eller base gør mest skade på en coladåse - uden at sige for meget, kan vi allerede nu afsløre, at der ikke er meget tilbage af dåsen, når forsøget er slut.
Forskeren, som udfører forsøget, er selv overrasket over resultatet.
Forskerne vandt pris for deres videoer
Forskergruppen vandt i 2011 en pris fra det anerkendte tidsskrift Science for at have lavet årets fedeste undervisningsvideoer.
Science uddeler hvert år prisen SPORE (Science Prize for Online Resources in Education) for at skabe opmærksomhed om de bedste undervisningsmaterialer på nettet.
Ifølge Science modtog de engelske forskere prisen, fordi deres videoer på én gang er frække, underholdende og velfortalte, så alle udenforstående kan følge med.





























