Hvorfor får flere ADHD og autisme? Forskere finder mulig forklaring i deres DNA

ADHD og autisme.

I nogle lande er antallet af de diagnoser op mod tidoblet inden for de seneste årtier.

Men i et nyt studie kan danske DNA-forskere udelukke flere af de mest udbredte forklaringer på udviklingen.

For det skyldes ikke en stigende genetisk risiko for at udvikle lidelserne, konkluderer de.

»Vi kan tværtimod se tegn på en udtynding af den genetiske risikoprofil i forhold til ADHD og autisme,« siger Sonja LaBianca, som har stået i spidsen for det nye studie og arbejder som postdoc ved Institut for Biologisk Psykiatri under Amager og Hvidovre Hospital.

Hun og kollegerne har analyseret DNA i hælblodprøver fra over 37.000 danskere, som har fået diagnoserne i perioden 1994 til 2016. Resultatet:

»De, som senest har fået diagnoserne, er mindre genetisk belastede eller disponerede for at få lidelserne, end dem, som har fået dem tidligere,« siger Sonja LaBianca.

Dermed er der altså ikke tegn på, at særlige giftstoffer fra miljøet har påvirket vores DNA og skabt en større tilbøjelighed til at få konstateret ADHD eller autisme.

I stedet kan forskerne nu pege på en anden og mere sandsynlig forklaring.

Det nye studie har anvendt en såkaldt polygen risikoscore (PRS) til at bestemme en årsag til udviklingen.

Testen måler den samlede sum af forskellige genetiske risici forbundet med bestemte sygdomme, adfærdstræk eller kognitive træk, og Niels Bilenberg kalder PRS for en »anerkendt metode«.

Han er klinisk professor i Forskningsenhed for børne- og ungdomspsykiatri ved Syddansk Universitet og har gennemgået det nye studie for Videnskab.dk.

Det virker troværdigt, når studiet viser et markant fald i genetisk risiko for ADHD og autisme blandt dem med diagnoserne, mener han.

»Det fortæller om en ny virkelighed, hvor man giver diagnoser til folk, som i en lettere grad udviser tegn på de her lidelser.«

»Det tolker jeg sådan, at tærsklen til at få en diagnose er blevet lavere.«

Først har forskerne analyseret udviklingen af den genetiske risiko over årene.

Dernæst har de anvendt resultaterne til at teste holdbarheden af tre gængse forklaringer på stigningen i diagnoser:

1. Bedre opsporing

En populær forklaring er, at vi er blevet bedre til at opspore lidelserne i befolkningen.

Dén forklaring stemmer ikke overens med, hvad man kan se i de diagnosticeredes genetik, mener Sonja LaBianca:

»Hvis stigningen skyldes bedre opsporing, ville jeg forvente, at den genetiske risikoprofil ville stige med årene, fordi vi dermed antager, at en del har gået rundt med symptomer og genetiske risikofaktorer, uden at vi har opdaget dem.«

Men det er ikke, hvad data viser.

I stedet falder den genetiske risikoprofil samstemmigt på tværs af alle faktorer - ikke kun for ADHD og autisme, men også for beslægtede diagnoser som bipolar lidelse og skizofreni.

2. Ændrede mønstre for diagnosticering

Et andet bud er, at psykiatrien i højere grad giver diagnoser som ADHD og autisme frem for andre.

Men forskerne afviser forklaringen om, at diagnosticerede i højere grad flytter fra én diagnose til en anden, for eksempel fra at blive konstateret bipolar til i højere grad at få diagnosen ADHD.

Sonja LaBianca forklarer:

»Ellers ville vi for eksempel se en stigning i den genetiske risikoscore for bipolar, mens den genetiske risikoscore for ADHD ville falde blandt dem, som senest har fået en ADHD-diagnose.«

3. Bredere kriterier for ADHD- eller autismediagnose

Den tredje gængse forklaring på de mange diagnoser er, at kriterierne for at få en ADHD- eller autismediagnose er blevet udvidet.

Det er den forklaring, som forskerne nu finder mest sandsynlig.

Men det betyder ikke, at man kan sætte to streger under den, understreger Sonja LaBianca:

»Det betyder, at resultaterne understøtter en hypotese om, at vi er gået fra smalle, skarptskårne kriterier til nogle bredere kriterier for, hvad det vil sige at have ADHD eller autisme,« siger hun.

»Det er oplagt at tænke, at folk dermed er mindre syge eller belastede af de her lidelser i dag, end de har været tidligere. Men det kan vi altså ikke konkludere på baggrund af en analyse af genetik.«

I det nye studie har forskerne udelukkende set på folks diagnoser. De har ikke data på folks symptomer - og de kan derfor heller ikke sige, om deres symptomer er blevet mindre udtalte med årene.

Kunne udviklingen ikke også handle om, at det er blevet sværere at leve med en anderledes tankegang eller adfærd - og at man derfor opsøger en diagnose for at få hjælp?

»Jo, det er nærliggende at tænke, at der er noget i samfundet, der gør det sværere at leve med de her lidelser end tidligere. Men det kan vi ikke sige med sikkerhed.«

Niels Bilenberg understreger, at forklaringen om de udvidede kriterier stadig er forbundet med usikkerhed.

Men det nye studie giver alligevel anledning til diskussion, mener han:

»Vi er nødt til at tage stilling til, hvem vi skal give plads til i psykiatrien. Der er ikke plads til alle, og vi må blive bedre til at fokusere på dem, som har mest brug for hjælp.«

Forsker efterlyser mere rummelighed

I et større samfundsperspektiv er vi »nødt til at udvise større rummelighed over for folk, som har en anden adfærd, end vi er vant til«, siger Niels Bilenberg.

»Det gælder for eksempel mange af de børn, som vi i dag sender i specialundervisning, og det gælder mange voksne, som i dag har svært ved at tilpasse sig uddannelse og arbejdsmarkedet. Vi er nødt til at give dem mere plads i det bredere samfund, hvis vi skal have ressourcer nok til alle.«

Studiet viser ikke tegn på decideret ‘overdiagnosticering’, forklarer Sonja LaBianca og peger på, at det ellers ofte bliver fremhævet i debatten om diagnoserne.

»Folk med diagnoser har fortsat en større risikoscore for ADHD og autisme end resten af befolkningen,« siger hun.

Der er dog et ‘men’.

Forskerne har kun set på data fra diagnosticerede frem til år 2016. Siden da er antallet af diagnoser steget yderligere.

De seneste 10 år kan den genetiske risiko blandt de diagnosticerede altså godt være faldet endnu mere.

Den kan måske endda være endnu tættere på gennemsnittet for risiko i den øvrige befolkning.

Det må fremtidig forskning vise.