El Niño er et tilbagevendende klimafænomen, der kan mærkes over hele kloden. Den har tre faser:
- en kold fase, kendt som La Niña,
- en neutral fase
- og en varm fase, El Niño.
I 2026 lå foråret på den nordlige halvkugle i en neutral fase efter en relativt mild La Niña.
Det har været forventet, at vi går ind i en El Niño-fase omkring midten af året, og 11. juni bekræftede den amerikanske vejrmyndighed NOAA, at El Niño er dannet i Stillehavet.
Den kan udvikle sig til at blive meget kraftig hen mod årets slutning, og der tales ligefrem om en 'super-El Niño'.
Men hvilke konsekvenser kan det få? Og har vi set noget lignende før?
Usædvanlig havstrøm i Stillehavet
Denne periodiske, usædvanligt varme havstrøm i Stillehavet blev oprindeligt bemærket af peruvianske fiskere i 1800-tallet.
De kaldte den El Niño, hvilket betyder 'drengen' på spansk – her i betydningen'Jesusbarnet', fordi fænomenet ofte dukkede op omkring juletid.
Klimafænomenet opstår, når varmt vand fra det ækvatoriale Stillehav fortrænger det normalt kolde vand ud for kysterne ved det nordlige Chile, Peru og Ecuador syd for byen Guayaquil.
Her er havvandet normalt ret koldt på grund af Humboldtstrømmen, der løber fra syd mod nord langs denne del af Sydamerikas kyst, og på grund af opstrømning af koldt dybvand.
Betydningen af disse strømme er markant. Tag for eksempel den chilenske by Antofagasta ved Stillehavskysten og Rio de Janeiro ved Atlanterhavskysten. De ligger næsten på samme breddegrad, omkring den sydlige vendekreds, men deres gennemsnitlige havtemperaturer er meget forskellige: omkring 18 °C i Antofagasta og 24 °C i Rio de Janeiro.
For peruvianske fiskere betød den varmere El Niño-strømmens ankomst, at deres mest talrige og eftertragtede fisk, anchoveta, som hedder peruansk ansjos på dansk, forsvandt.
Den trives nemlig i koldt, planktonrigt vand.
Et hav- og atmosfærefænomen
I 1920'erne gjorde den britiske fysiker og klimatolog Gilbert Walker en overraskende opdagelse.
Da han analyserede enorme mængder data om lufttryk, indså han, at når trykket steg over den sydamerikanske del af Stillehavet, faldt det i det nordlige Australien og Indonesien — og omvendt. Med andre ord var to områder af kloden, der lå tusindvis af kilometer fra hinanden, forbundet gennem deres lufttryksmønstre.
Det er det, vi i dag kalder en 'telekobling': en meteorologisk forbindelse over store afstande.
Denne koordinerede svingning i lufttrykket på tværs af det sydlige Stillehav fik navnet Den Sydlige Oscillation. Men hvad har havstrømmen El Niño egentlig at gøre med det atmosfæriske fænomen Den Sydlige Oscillation?
Ud over at have negative konsekvenser for fiskeriet i Peru fører El Niño også regn med sig, og nogle gange endda voldsom regn, til de tørre områder i Peru og det nordlige Chile, hvor verdens tørreste ørken, Atacamaørkenen, ligger.
I 1957-1958 førte en meget kraftig El Niño til voldsom regn i Peru og andre lande samt alvorlig tørke i Indien og Sydøstasien. Det satte yderligere gang i forskningen i fænomenet.
I 1960’erne opdagede den norske meteorolog Jacob Bjerknes, at opvarmningen af den sydamerikanske del af Stillehavet under El Niño hang sammen med Den Sydlige Oscillation.
Dermed påviste han en tæt forbindelse mellem havet og atmosfæren.
Når den tropiske højtrykszone over det sydlige Stillehav svækkes sammen med det tilhørende passatvindsmønster, hvor vindene blæser fra Sydamerika mod Australien og Indonesien, bliver vandet i det ækvatoriale Stillehav varmere og begynder at bevæge sig mod Mellemamerika.
Her deler strømmen sig og fortsætter sydpå langs dele af kysterne ved Ecuador, Peru og Chile. Det er sådan, El Niño opstår.
Jacob Bjerknes viste, at atmosfæren og havet hænger tæt sammen, og at det, der sker ét sted i klimasystemet, kan få betydning andre steder.
Da man kombinerede navnene på den oceaniske og den atmosfæriske del af fænomenet, fik El Niño sit officielle navn: El Niño-sydlig oscillation, ofte forkortet ENSO.
Værste El Niño i det 20. århundrede
I 1982-83 førte den kraftigste El Niño i det 20. århundrede til ekstremt vejr verden over, blandt andet oversvømmelser ved den amerikanske stillehavskyst og i det sydlige USA samt tørke i det nordøstlige Brasilien og Indonesien.
Det gav også en usædvanligt mild vinter på de mellemste breddegrader i Europa, Asien og Nordamerika.
Fra da af observerede man, at temperaturerne i det ækvatoriale Stillehav fra tid til anden også kunne vise en negativ afvigelse, altså være lavere end normalt.
Samtidig blev højtrykssystemet over det sydlige Stillehav stærkere, og det samme gjorde passatvindene.
Denne situation, som var det modsatte af El Niño, fik navnet La Niña.
Kort sagt bringer El Niño varmt havvand og mere ustabile vejrforhold, mens La Niña giver koldere vand end normalt og mere stabile forhold i Ecuador, Chile og Peru.
Fænomenerne indgår i tilbagevendende cyklusser, men ikke med faste intervaller.
Den sidste kraftige El Niño i det 20. århundrede fandt sted i 1997-98 og førte til alvorlige oversvømmelser i Californien. Katastroferne, som ramte USA, fik stor medieopmærksomhed.
Hvordan vil den næste kraftige El Niño udvikle sig?
En super-El Niño vil med stor sandsynlighed presse den globale gennemsnitstemperatur yderligere i vejret; hvis ikke i 2026, så i hvert fald i 2027.
Temperaturen kan ende nogle få tiendedele grader over det niveau, man ellers ville forvente ud fra den nuværende globale opvarmning.
Der vil også komme kraftig regn i landene langs Andesbjergene, i området omkring Mar del Plata i Argentina, i Østafrika og i dele af det sydlige USA, mens Sydøstasien, dele af Australien og det nordøstlige Brasilien vil blive ramt af alvorlig tørke.
I Middelhavsområdet er El Niño-La Niña-cyklussen svagere, først og fremmest som følge af regionens særlige geografiske forhold. Under en meget kraftig El Niño kan området dog forvente højere temperaturer end normalt og muligvis også større risiko for ekstremt nedbør.
Under alle omstændigheder ved vi i dag, at det, der engang blev opfattet som et fænomen begrænset til de peruvianske fiskeområder, i virkeligheden er et globalt samspil mellem atmosfæren og havet med konsekvenser, der kan være katastrofale i egne langt fra der, hvor fænomenet har sit udspring.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
