Stridsvognen var verdenshistoriens første supervåben

Det hele kan se lidt sort ud for tiden. Men måske er vi mennesker bedre rustet til fremtidens udfordringer, end vi lige går og tror? Det er tanken bag bogen bogen ’De menneskelige samfunds historie fra fortid til nutid’, som følger menneskets vej fra jægerstenalderen til i dag.

Et enkelt nedslag i det forløb er – på godt og ondt – udviklingen af menneskets første supervåben. Hvordan det gik til, kan du læse i dette let redigerede uddrag fra bogen.

Verdens første supervåben

Mennesket tæmmede hesten et sted mellem 3500 f.v.t. og 2200 f.v.t. Der er enighed om, at det skete i området nord for Det Kaspiske Hav, altså et sted i Centralasien. Hesten revolutionerede krigsførelsen, fordi den banede vejen for verdenshistoriens første komplekse supervåben: stridsvognen.

Den oprindelige stridsvogn kørte på to hjul, og den blev trukket af et mindre spand heste. Den havde plads til en fører og en bueskytte, og den gjorde det muligt at beskyde fjendtlige fodtudser på sikker afstand, ja, faktisk at meje modstandernes infanteri ned, hvis der var tale om en sværm af stridsvogne.

I perioden fra omkring 1800 f.v.t. og knap 1.000 år frem var dette mobile skyts nøglen til militær succes i Eurasiens store civilisationsområder.

Specielt afgørende var den i det åbne terræn, vi finder i Mellemøsten, Centralasien, Nordindien og dele af Østasien.

Europa var med sine vidtstrakte skovområder og bjerge og bakker mindre fremkommelig for stridsvogne, men selv her finder vi det nye super våben afbilledet på en måde, der viser, at det nød stor prestige, for eksempel i fresker fra græske bronzealdersamfund, og vel også i vores egen Solvogn.

Først efter år 1000 f.v.t. blev stridsvognen erstattet af kavaleri, der normalt opererede sammen med infanteri. Samtidig gjorde jernvåben og rustninger det muligt for infanteri at beskytte sig imod stridsvognene og dermed undgå at bryde linje og flygte i panik i mødet med tohjulede fjender.

Stridsvognens store tidsalder var forbi, men den havde vendt op og ned på magtforholdene og tilsyneladende også sprogstammerne i store dele af Eurasien.

Stridsvognens indtog i Mellemøsten

Stridsvognen synes at være opfundet det samme sted, som hesten blev tæmmet, nemlig i området omkring Det Kaspiske Hav, muligvis helt tilbage omkring år 2000 f.v.t.

Herfra spredte den sig hurtigt på tværs af Eurasien. Inden for få hundrede år efter 1800 f.v.t. dukker stridsvognen op i Mellemøsten, herunder Egypten, i Iran og Nordindien, mod vest i det græske område og i Nordeuropa samt langt mod øst i Nordkina.

Den første definitive dokumentation finder vi i hittitiske relieffer i Anatolien omkring 1800 f.v.t., og hittitterne skulle i de kommende århundreder projicere magt fra deres anatolske base og ind i Mellemøsten ved hjælp af det nye supervåben.

I 1600 f.v.t. erobrede og ødelagde de den mægtige by Ebla i det nordlige Syrien – hvis konger kan spores helt tilbage til omkring 2600 f.v.t. – i 1531 f.v.t. plyndrede de selveste Babylon, og i 1274 f.v.t. stødte hittitternes stridsvognshær ved Kadesh i Syrien sammen med den egyptiske farao Ramses 2.s stridsvognshær i det, der bliver anset som oldtidens største slag med det nye supervåben.

Egypterne havde på det tidspunkt taget den nye våbenteknologi til sig, og slaget endte tilsyneladende uafgjort.

Stridsvognen styrkede overalt magthaverne, fordi den var så dyr at producere og anvende, og den var med til at bane vejen for verdens første egentlige internationale system, bestående af stater som Egypten, hittitterne, Mitanniriget, Babylon og Assyrien, i perioden 1500-1200 f.v.t. (Finer, 1996, 175-176).

Kongerne i disse stater havde regelmæssige diplomatiske udvekslinger, hvori de titulerede hinanden som ’storkonge’ og hengivent omtalte hinanden som ’broder’. I perioden indtil 1200 f.v.t., hvor flere af disse riger forsvandt i det, der bliver kaldt “det store bronzealderkollaps”, interagerede Mellemøstens stormagter på flere niveauer: diplomatisk, via handel samt naturligvis militært.

Stridsvognen og indoeuropæerne

Arkæologer knytter stridsvognens spredning til de indoeuropæiske folkeslag, hvis urhjem i dag er lokaliseret til området nord for Sortehavet. Yamnayaerne kalder vi indoeuropæernes forfædre, der ifølge lingvister talte et sprog, der er stamfader til de romanske, keltiske, germanske, baltiske, græske, oldiranske og oldindiske sprog, samt til en stribe hedengangne sprog, herunder hittitisk.

Yamnayaernes efterkommere og deres sprog og kultur spredte sig i bronzealderen, meget hurtigt, på tværs af Eurasien. Meget tyder på, at denne spredning skyldtes, at indoeuropæernes forfædre var andre folkeslag militært overlegne, fordi de rådede over stridsvognen.

Helt til oldtidens Kina nåede stridsvognen, omkring 1200 f.v.t., og nogle historikere mener, at det var iransktalende indoeuropæere, der bragte den med sig som lejesoldater. Andre foretrækker den forklaring, at det var kineserne selv, der tog teknologien til sig, som de egyptiske faraoner tidligere havde gjort.

Det er umuligt at afgøre, hvad der er op og ned i den sag her på mere end 3.000 års afstand. Det eneste, vi med stor sikkerhed kan sige, er, at stridsvognens spredning ikke ændrede den etniske og sproglige sammensætning i det kinesiske område.

Uanset om de havde en finger med i spillet eller ej, finder vi ikke spor af en indoeuropæisk overklasse, der kom ridende på frakkeskøderne af hesten og stridsvognen.

Til gengæld gjorde stridsvognen det tilsyneladende muligt for Shang-dynastiet, det første historisk dokumenterede kinesiske kejserdynasti, at underlægge sig store dele af området omkring Den Gule Flod i vor tids Nordkina.

Her adskiller Kina sig fra de fleste andre områder, hvor stridsvognen vandt indpas i det andet årtusinde f.v.t., og hvor det netop var indoeuropæerne, der bragte den med sig. Det bedste eksempel er Mitanniriget i vor tids Syrien. Det blev dannet omkring år 1500 f.v.t., og dets befolkning talte et sprog, vi kalder hurritisk.

Men overklassen havde indoeuropæiske navne, og et bevaret værk om ridekunsten indeholder en stribe ord, der er beslægtet med det oldindiske sanskrit, herunder talord for 1, 3, 5, 7 og 9 samt tekniske betegnelser om hesteopdræt og ridning.

Vi finder også en traktat mellem hittitterne og Mitanniriget, der påkalder de oldindiske guder Indra, Varuna og Mithra. Det bliver normalt forklaret med, at en gruppe af lejesoldater fra langt mod øst – datidens indoeuropæiske eksperter i brugen af stridsvogne – har taget magten i Mitanniriget og derefter udgjort en sejrende krigerkaste.