’Backrooms’ er en low-budget gyserfilm, der havde premiere den 29. maj og allerede har indtjent over 200 millioner dollar på verdensplan.

Men ’Backrooms’ er også et eksempel på, hvordan et internetfænomen bliver afsæt for en succesfuld mindgame-fortælling, som bliver set i biografen.

Og det er et eksempel på en fortælleform, som er lavet af – og måske med særlig appel til – Generation Z, også kaldet Gen Z, der er født mellem 1997 og 2012, og dermed aldrig har kendt en verden uden internet.

Her får du en gennemgang af filmen og nogle af dens mange referencer til både gyserhistorier på internettet og gamle klassikere.

Uhygge på YouTube – ’Creepypasta’

Lad os begynde på YouTube.

Her blev videoen ’Backrooms (found footage)’ nemlig publiceret i 2022. Den var instrueret af teenageren Kane Parsons med inspiration fra ’Creepypasta’-fænomenet.

Creepypasta er betegnelsen for en type af internet-gyserfortællinger, som brugere begyndte at dele på platformen 4Chan i midten af 00’erne (navnet er opstået med udgangspunkt i copy-paste).

Parsons blev inspireret af de skræmmende historier og omsatte dem til en 10 minutters kortfilm/video på sin YouTube-kanal @kanepixels.

Den korte film skildrer uhyggelige stemninger ved at bevæge sig rundt i forladte labyrintiske gullige rum suppleret med en summende lydside, som fra et lysstofrør. Videoen gik viralt og er i dag blevet set mere end 84 millioner gange.

Backrooms og Zoomer-renæssancen

Filmen 'Backrooms', der netop har haft premiere, er baseret på netop denne kortfilm, men har to hovedpersoner og en fortløbende fortælling.

Den er da også instrueret af selvsamme Kane Parsons, der uploadede videoen til YouTube for fire år siden, og er produceret af det nyskabende og succesfulde filmproduktionsselskab A24, kendt for blandt andet Oscarvinderen 'Everything Everywhere All at Once'.

Det er en overraskende succes i biograferne for en film, som har kostet 10 millioner dollar at producere, og det bliver derfor et flot gennembrud for det, der også kaldes ’Zoomer’-renæssancen.

Instruktøren Kane Parsons bliver hyldet som repræsentant for Gen Z, der også kaldes Zoomer-generationen, sammen med Curry Barker’s ’Obsession’, der er en anden lavbudgetgyser, som lige nu har succes i biografen.

Det er en generation, som naturligt publicerer og deler deres film på sociale medier og har afsæt i digitale formater og trends på sociale medier, og som har en fortrolighed med meme-kulturen.

Samtidig er ’Backrooms’ også et eksempel på en effektiv horrorfilm med traditionelle ’jump-scares’.

Biografiilmens forbindelse til internettet er præsenteret via stemninger. For eksempel med den slimede lyd når Clark går gennem væggen, eller når knitrende lyde skaber foruroligende ’moods’ ligesom i den oprindelige virale video fra 2022.

En mand i krise – en mental fortælling

’Backrooms’ følger discountmøbelhandleren Clark (spillet af Chiwetel Ejiofor), som er uddannet arkitekt, men også en bitter og alkoholiseret mand, der er smidt ud af sin kone og derfor overnatter i sin forretning.

Han går i terapi hos psykologen Mary (som spilles af Renate Reinsve).

En dag opdager Clark en særlig indgang til en anden dimension – et ’backroom’ som består af et netværk af gullige gange og korridorer, med heldækkende tæpper, tilfældige møbler, fluorescerende knitrende lys og måske et monster.

Senere får den nysgerrige Mary også adgang til den alternative dimension, og det udvikler sig til en spooky erkendelsesrejse for dem begge.

Grænsesituation i en eksperimental fortælling

I Backrooms er Clark en mand i krise, som helt konkret befinder sig i en grænsesituation. Han har ikke noget hjem – men da han ’går igennem væggen’ til det gullige univers, oplever han at finde sig tilpas i de tomme rum.

Fortællingen bliver dermed også et eksempel på en ’mind game film’, som skifter mellem virkelighedsniveauer, når både Clark og Mary bevæger sig fra den virkelige verden til ’backrooms’.

Netop skiftet mellem virkelighedsniveauer kender vi også fra mindgame-film som ’Inception’, der skaber spænding med et komplekst hierarki af drømmeniveauerne, ligesom baner i et computerspil.

Men i stedet for ’Inception’s James Bond-lignende drømmescenarier, så trækker 'Backrooms' på de uendelige og forvrængede gule rum og inddrager også et lavbudget-virkemiddel, som man kalder ’found footage’.

Hvad er ’Found Footage’ gyset?

'Backrooms' indledes med en ’found footage’, det vil sige en videooptagelse, som vi ikke kender oprindelsen på, men som introducerer os til universet – det gule, forladte og labyrintiske ’mellemrum’.

Found footage bliver brugt i flere klassiske lavbudget horrorfilm som for eksempel ’Cannibal Holocaust’ (1980), ’The Blair Witch Project’ (1999) og ’Paranormal Activity’ (2008).

Det uhyggelige ved found footage er, at optagelsen ofte er foretaget af en karakter, der formodentlig ikke overlevede en konfrontation med monsteret.

I 'Backrooms' fungerer found footage-sekvensen effektivt som en autentisk stemningsskabende prolog, der knytter an til den oprindelige YouTube-video.

Liminal horror – gys og Freud

De gule ’mellemrum’ i filmen er også et godt eksempel på det, som kaldes ’liminal horror’. Det betegner, når uhyggelige overgangsrum som førnævnte korridorer, men også trappeopgange, parkeringskældre og transithaller i lufthavne spiller en central rolle.

Det er steder, vi alle kender, og samtidig kan de også være urovækkende, klaustrofobiske og rumme det ubekendte.

På en måde bliver ’Backrooms’ gule gange og rum dermed også et eksempel på Freuds begreb ’the uncanny’ – det vil sige, når det velkendte og trygge pludselig virker fremmedgørende og underligt.

Liminale rum – de forladte mellemrum

'Backrooms' dyrker, med karaktererne Clark og Mary som guider, fascinationen af de liminale rum, altså overgangszoner,, som for Gen Z kan forstås med coronapandemien som en nostalgisk kontekst.

Det var en tid, hvor man på distancen kunne betragte de mange velkendte rum og lokaliteter fuldstændig tømt for mennesker. Man kan også spore brugen af liminale rum i filmklassikere som ’The Shining’ med hotellets kolossale lobby og korridorerne med det mønstrede tæppe. Eller i David Lynch’s ’Twin Peaks’ med rummet med de røde velourgardiner.

Ligesom i klassikerne bliver lokationen – ’mellemrummet’ i 'Backrooms' en slags monster i sig selv – den bliver ’uncanny’.

Backrooms – den nye digitale filmkultur

'Backrooms' er en udfordrende ’mind game’-film, der giver os stof til eftertanke og en på én gang genkendelig stemning og en nyskabende visuel stil.

Det er også en mindgame-fortælling, hvor de to hovedpersoner – Clark som manden i krise og hans psykolog Mary med barndomstraumer – forsøger at finde mening i de labyrintiske rum.

Vi kommer som tilskuere på arbejde for at få fortællingen til at gå op i en højere enhed, men hvis man er fortrolig med Generation Z’s internet, så er de øde korridorer et velkendt territorium.

'Backrooms' er samtidig også en elementær og effektiv gyser med en helt særlig gul æstetik og lydside og et relaterbart tema for de fleste: at vi på trods af modstand og udfordringer søger – ligesom Clark og Mary – efter mening i en kompleks verden, selvom vi ikke ved, hvad der gemmer sig bag det næste gule hjørne ...