Den store huleløve (Panthera spelaea) er et af de største kattedyr, hvis poter har strejfet rundt på Jorden. Dyret dominerede engang et stort område, der strakte sig fra Vesteuropa, over Sibirien og ind i Nordamerika.
Men det store rovdyr forsvandt omkring istidens slutning for cirka 14.000 år siden. Nu har ny genomforskning vist, hvad der gjorde den store kat unik, og hvad der adskiller den fra dens mindre, men nulevende slægtninge, skriver The Independent på baggrund af ny forskning udgivet i tidsskriftet Cell.
I forskningen sammenlignede forskerne genomerne fra 20 løver (Panthera leo) og genomerne fra i alt 12 huleløver, der stammede fra mellem 17.000 og 148.000 år siden, og som blev fundet i Rusland, Østrig og i Canadas Yukon-territorium.
Materialet blev udvundet fra knogler og tænder, selvom blødt væv fra frosne sibiriske huleløveunger også blev analyseret.
»Huleløver var ikke blot istidsversioner af løver, men i stedet repræsenterede de en meget distinkt evolutionær afstamning,« fortæller evolutionsgenetiker og studiets medforfatter Love Dalén.
Forskningen tyder på, at de to arters evolutionære veje begyndte at adskille sig for cirka 1,7 millioner år siden i den tidlige Pleistocæne æra. Hver af dem udviklede unikke genetiske tilpasninger, der var egnet til deres respektive levesteder og færdigheder.
Nogle af de genetiske forskelle er observeret i gener, der relaterer sig til vækst, syn, hjernefunktion og kredsløbsudvikling.
»Huleløven var absolut et rovdyr i toppen af fødekæden og udfyldte en vigtig og betydningsfuld rolle for økologien. Den var et af de mest udbredte rovdyr, der nogensinde har levet,« fortæller studiets hovedforfatter, David Stanton, evolutionsgenetiker ved Cardiff University, til The Independent.
Dens kost omfattede formentlig uldne mammutter – og særligt unge og ældre af slagsen – ligesom den formentlig også mæskede sig i heste, rensdyr, antiloper, uldhårede næsehorn og bisoner.
Selvom mennesker også levede i de regioner, som huleløven herskede over i de senere stadier af istiden, er der ikke direkte beviser for, at mennesker indgik i huleløvens kostpyramide:
»Selvom der ikke er klare beviser for, at huleløber jagede mennesker, virker det meget sandsynligt, at de lejlighedsvis gjorde det. Hulemalerier viser, at istidsfolk var meget fortrolige med disse dyr. De er ofte afbilledet med bemærkelsesværdig nøjagtighed og vises normalt uden den store manke, der er karakteristisk for moderne hanløver,« fortæller Love Dalén.
