Ny, farlig form for klimabenægtelse påstår, at vi har brug for flere fossile brændstoffer

Hvis truslen forbundet med klimaforandringerne ikke står klart for os efter denne sommer, vil den nok aldrig gøre det.

Sommeren 2023 har været et forvarsel kendetegnet ved en stribe bekymrende vejrhændelser som ekstrem varme, skovbrande og oversvømmelser.

Alligevel fornægter olie- og gasindustrien stort set alt.

Ifølge det Det Internationale Energiagentur (IEA) er det nødvendigt med en kraftig reduktion af i olie- og gasproduktionen for at nå Paris-målet (COP 21) om at holde den globale opvarmning på 1,5 ℃.

Men kun en ganske lille del af industrien, der tegner sig for mindre end 5 procent af olie- og gasproduktionen, har målsætninger, der passer til Det Internationale Energiagenturs 'netto-nul'-krav.

Den nuværende generalsekretær for produktionskartellet Opec, Haitham al-Ghais, forventer, at den globale efterspørgsel på olie vil stige med omkring 10 procent til 110 millioner tønder om dagen i 2045 - en mængde, der er uforenelig med Paris-målene.

Den britiske regering har tilmed lige tilbudt en hjælpende hånd og tildelt omkring 100 nye olie- og gaslicenser i Nordsøen.

Hvad skal vi gøre med det modsætningsforhold?

Den nye klimabenægtelse

En nylig rapport fra Energy Policy Research Foundation (ERPF), der er finansieret af den amerikanske regering og forskellige unavngivne brancheorganisationer og fonde, er typisk for denne nye slags klimabenægtelse.

Rapporten ser Det Internationale Energiagenturs krav som en »grønstempling [...] for at blokere investeringer i olie- og gasproduktionen fra vestlige virksomheder.«

Rapporten betragter opfyldelsen af målene som for dyrt, for skånselsløs over for fattige lande og for skadelig for energisikkerheden i Vesten. Men de tager helt fejl.

Sociale omkostninger er enorme

Mange fremtrædende økonomer og forskere bruger et koncept, som forsøger at beregne, hvad et ekstra ton CO₂-udledning vil medføre af øgede klimaforandringer og medfølgende omkostninger i fremtiden kaldet Social Cost of Carbon - eller bare SCC.

Helt konkret anslår ekspertvurderinger fra 2019 prisen til mellem 171 dollars og 310 dollars per ton.

Hvis vi tager for eksempel 240 dollars per ton, bliver de sociale omkostninger ved fortsat CO₂-ækvivalent udledning næsten 8,5 billioner dollars hvert år (CO₂-ækvivalent er omregningsfaktorer til sammenligning af forskellige drivhusgassers indvirken på drivhuseffekten, red.).

Et nyligt studie har taget klimatiske feedback-loops med i deres udregninger. Begrebet dækker over, når et problem forårsaget af den globale opvarmning fører til et andet, som eksempelvis når smeltende permafrost udleder metan, der er ellers lå lagret i jorden.

Da studiet estimerede den økonomiske skade, resulterede det i en SCC på mere end 5.000 dollars per ton.

Det indebærer omkostninger på nærmere 170 billioner dollars om året, hvilket får investeringen på 4 billioner dollars i ren energi, som ifølge Det Internationale Energiagentur er nødvendig for at opfylde Paris-klimamålene, til at ligne en dråbe i havet.

Beregningen kan også gøres per tønde olie:

En IEA-rapport for COP28 anslår, at hver tønde olie i gennemsnit udleder 0,53 ton CO₂-ækvivalent i drivhusgas i løbet af hele dens livscyklus, hvoraf 20 procent kommer fra produktionen.

Går vi tilbage til vores gennemsnitlige SCC per ton på 240 dollars, peger det på en social omkostning på 126 dollars per tønde.

Med en nuværende oliepris på 85 dollars per tønde, er den samfundsmæssige skade ved at producere, transportere, raffinere og forbruge tønden med olie altså langt større - og det er før, vi medregner de førnævnte feedback-loops.

En historie fuld af krige og geopolitiske spændinger

Også argumenterne om energisikkerhed fra EPRF og ligesindede er meningsløse. Olie- og gasindustriens historie er fuld af krige og geopolitiske spændinger.

Omstillingen til renere energityper kan kun øge vores energisikkerhed samt reducere behovet for at overvåge fjerntliggende autokratier.

Argumentet om, at fattige lande skal fortsætte med at brænde CO₂ af udviklingsmæssige årsager, er ikke bedre.

I den seneste rapport fra 2022 skriver FN's klimapanel (IPCC), at klimaforandringerne sandsynligvis vil skabe en stigning i »tab og skader, særligt blandt de fattigste sårbare befolkninger«.

Ligeledes vurderer WHO, at man klimaforandringerne »mellem 2030 og 2050 forventes [...] årligt at forårsage cirka 250.000 yderligere dødsfald som følge af underernæring, malaria, diarré og varmestress«.

Hvad gør vi så?

Benægterne foreslår ingen alternativer til en reduktion af CO₂-udledningen og ignorerer ofte ganske enkelt klimaforandringerne.

Den seneste ERPF-rapport omtaler kun klimaforandringerne fire gange - man skulle næsten tro, at hedebølger, skovbrande, oversvømmelser, det stigende havniveau og ødelæggelsen af naturlige habitater forårsaget af klimapassivitet foregik på en anden planet.

Vi har stadig tid til at begrænse den globale opvarmning til under 1,5 ℃.

Det er rigtigt, at vi vil få brug for olie og gas i mange år fremover, og at der på nuværende tidspunkt ikke er alternativer til visse sektorer som flyrejser, skibsfart og en del industri.

Ikke desto mindre er der stadig meget, der kan gøres nu for at gøre en stor forskel.

For at tilskynde til omstillingen til renere energi er regeringerne nødt til at stoppe statsstøtten til fossile brændstoffer, som ifølge Den Internationale Valutafond beløb sig til 5,9 billioner dollars alene i 2020.

Blot én måde at opfylde Paris-målsætningen

Vi er også nødt til at sætte en ordentlig pris på CO₂ – hvilket kun 40 lande har forsøgt indtil videre, og tilmed har ingen af dem fastsat prisen nærheden af de anslåede sociale omkostninger ved at udlede CO₂.

Lande, der modsætter sig at opkræve deres egne forurenere, bør stå over for en kulstof-grænse-justeringsmekanisme (CBAM), som er en tarif, der effektivt sætter forureneren på lige fod som lokale aktører.

Hvis alle aktører i de fossile brændstoffers forsyningskæde står for omkostningerne ved den skade, de forårsager, vil behovet for at udfase langsigtede investeringer i fossile brændstoffer blive mere indlysende.

Det Internationale Energiagenturs krav til 'netto-nul' er blot én måde at opfylde Paris-målsætningen om 1,5 ℃ opvarmning.

Andre muligheder undersøges for indeværende af nogle af de mere troværdige aktører i olieindustrien, herunder Shell, BP og norske Equinor, men alle løsningsmodellerne kræver et væsentligt fald i olieefterspørgslen og produktion inden 2050.

I stedet for at kritisere indsatsen for at bremse klimaforandringerne og sponsorere meningsløse rapporter, der kræver flere fossile brændstoffer, bør olieindustrien eliminere lækager, afluftning og afbrænding af metan samt elektrificere så mange processer som muligt ved hjælp af vedvarende energi.

Omkostningerne vil vokse

Industrien bør også anvende teknologier til CO₂-fangst, -brug og -lagring i løbet af de næste 10 år. Ja, det vil øge prisen på fossile brændstoffer, men det er præcis, hvad vi har brug for for at gøre rene energikilder konkurrencedygtige over hele linjen samt fremskynde energiomstillingen.

Jo hurtigere industrien begynder at se realiteterne i klimaforandringerne i øjnene, desto større chance har den for at overleve.

De virksomheder og endda lande, der producerer fossile brændstoffer, skal tage ansvar for og betale omkostningerne for den skade, de forårsager.

Omkostningerne er allerede enorme - og de vil vokse. Dem, der overlever, vil kun gøre det som leverandører af ren, vedvarende og bæredygtig energi.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.