Den fossile brændstofindustri og dens politiske indflydelse var den største elefant i rummet i forbindelse med publikationen af FN’s Klimapanel IPPC's tredje og endelige rapport.
Det store stridsspørgsmål er: Hvordan taler vi om at afbøde klimaforandringerne uden at konfrontere den fossile brændstofsindustri?
»Det er ligesom Star Wars uden Darth Vader,« siger miljøsociolog Robert Brulle fra Brown University.
Industriens rolle blev udeladt i vigtigt sammendrag
Samfundsforskere har haft succes med at presse på for, at mere af deres forskning blev inkluderet i IPCC-rapporterne.
De har skrevet kapitler, der berører alt fra at afvise påstande om, at mindre udviklede lande har brug for fossile brændstoffer for at hjælpe med at tackle fattigdom, til en sammenfatning af indsatsen for at blokere for klimapolitik.
Og den tredje klimarapport slår én ting helt fast:
De teknologier og politikker, der er nødvendige for at imødegå klimaforandringerne, eksisterer. Og det eneste, der reelt står i vejen, er politik og interessegrupper for fossile brændstoffer.
Den fossile brændstofindustris rolle belyses gennem rapportens næsten 3.000 sider. Men forskerne bemærker, at den på mystisk vis var fraværende i 'Summary for Policymakers' (sammendrag for politiske beslutningstagere), som traditionelt er den første del af rapporten, der bliver publiceret, og som ofte får den største opmærksomhed i medierne.
Et tidligere udkast til resuméet, der blev lækket til The Guardian, beskrev imidlertid industrien for fossile brændstoffer og andre, der er investeret i en høj CO2-økonomi, som 'særinteresser', der aktivt har arbejdet imod klimapolitikken.
\ Uddrag fra det tidligere udkast til 'Summary for Policymakers'
Det tidligere udkast bemærker:
»Faktorer, der begrænser ambitiøs omstilling, omfatter strukturelle barrierer, en inkrementel (gradvis stigende) snarere end systemisk (helhedsorienteret) tilgang, mangel på koordinering, inerti (tilbøjelighed til at fastholde en bestemt retning for en udvikling på trods af påvirkninger udefra ), fastlåsning til infrastruktur og aktiver samt fastlåsning som en konsekvens af egeninteresser, regulatorisk inerti og mangel på teknologiske kapaciteter og menneskelige ressourcer.«
Robert Brulle, hvis forskning er citeret flere gange i rapporten, var forfærdet over at se udeladelsen.
»Forskerne har tydeligvis gjort deres arbejde og leveret rigeligt materiale om klima-obstruktionsaktiviteter i rapporten,« siger han.
»Den politiske proces med at skabe Summary for Policymakers endte med at redigere alle disse oplysninger væk.«
Saudi-Arabien og olieselskaberne skulle godkende Summary for Policymakers
I modsætning til de forskningstunge kapitler, som udelukkende er kontrolleret og skrevet af de involverede forskere, skal Summary for Policymakers godkendes af regeringsrepræsentanter fra 195 lande rundt om i verden.
Godkendelsesprocessen for dette års afbødningsrapport var den længste og mest omstridte i IPCC's historie.
Ifølge lækkede rapporter argumenterede især repræsentanter fra Saudi-Arabien for flere referencer til fangst og -lagring af CO2 og udvanding af sproget om at lukke ned for produktion af fossilt brændstof.
Repræsentanter for olieselskaberne var også inkluderet i denne proces som både forfattere og redaktører af rapporten, hvilket har været tilfældet, siden IPCC startede.
I forbindelse med den seneste rapport var en seniormedarbejder for Saudi Aramco - Saudi-Arabiens statsejede olie- og gasselskab - én af de to koordinerende hovedforfattere, en stilling med betydelig indflydelse, til kapitlet om tværsektorielle perspektiver.
En mangeårig Chevron-medarbejder var også redaktør på kapitlet om energisystemer.
»Selvfølgelig var intet af dette en hemmelighed,« bemærker Julia Steinberger, professor i økologisk økonomi ved universitetet i Lausanne, og én af hovedforfatterne på afsnittet om afbødningsmuligheder, som er kompatible med langsigtede mål.
Uholdbar interessekonflikt
Mens forfattere og bidragydere er forpligtede til at oplyse deres tilhørsforhold, siger Julia Steinberger, at bidrag fra olieindustriens insidere repræsenterer en uholdbar interessekonflikt.
»Bare fordi en person udfylder formularer, betyder det ikke, at de ikke har andre interesser på hjerte, som ikke afspejler forskningen og den offentlige interesse, men i højere grad afspejler deres arbejdsgiver.«
På trods af indflydelsen fra olieselskaber og olierige nationer fremhæver rapporten stadig fossilindustriens indflydelse på politikudformningen og fjerner nogle af industriens yndlingsmyter.
I det nye kapitel om 'Efterspørgsel, tjenester og sociale aspekter af afbødning' udfordrer forskerne for eksempel den gamle tro på, at forbruget af fossile brændstoffer udelukkende er drevet af efterspørgslen.
»Det, vi var i stand til at demonstrere, var faktisk det modsatte: Udvikling eller bæredygtig udvikling er helt umulig uden klimaafbødning. Basta,« siger Julia Steinberger, der er medforfatter af kapitlet.
»Medmindre vi afbøder klimaet, vil konsekvenserne indhente os hvert skridt på vejen og gøre livet stadigt mere svært og elendigt, især i det globale syd.«
Ikke midler nok
Forbindelsen mellem social retfærdighed og klimaafbødning løber gennem hele rapporten.
»Folk er begyndt at indse, hvor alvorlig klimakrisen er, og at måderne til at imødegå udfordringerne fra klimakrisen - at gå over til klimavenlig energi, passe på miljøet, transportomstillingen – også har en tendens til at forbedre energisikkerheden, retfærdigheden, sociale bekymringer, har en masse win-win-situationer og medfølgende fordele,« siger Catherine Mitchell, professor i energipolitik ved Exeter University, og én af de to koordinerende hovedforfattere på kapitlet med fokus på politik.
Samfundsforskere, der håber på at gøre yderligere indtog, ikke kun i IPCC-processen, men også i politik-udformningen mere bredt, står med et hønen eller ægget-dilemma, ifølge Dana Fisher, direktør for programmet for samfund og miljø ved University of Maryland og medforfatter på kapitel 13.
Dana Fishers forskning fokuserer på den indflydelse, aktivisme har haft på klimapolitikken.
»Vi har ikke midler nok til at støtte den slags forskning i stor skala, der gør, at man kan have høj tillid til resultaterne,« siger hun, hvilket begrænser mængden af samfundsvidenskabelig forskning, der kan bruges i rapporten.
Brug for mere end klimamodeller
Mindre end 1 procent af klimaforskningsmidlerne fra 1990 til 2018 gik til samfundsvidenskab, blandt andet statskundskab, sociologi og økonomi. Det er på trods af, at selv naturvidenskabsforskere er enige om, at passivitet på klimaområdet nok ikke vil blive løst med mere videnskabelig dokumentation.
»Tilbage i 80'erne troede vi på informationsunderskudsmodellen for social forandring, og at hvis vi bare kunne få informationen til politiske beslutningstagere, ville de gøre det rigtige,« siger atmosfæreforsker Ken Caldeira, seniorforsker for Bill Gates' Breakthrough Energy.
»Og nu ser vi, at det i virkeligheden ikke handler om informationsunderskud, det handler om magtforhold og folk, der ønsker at bevare deres økonomiske og politiske magt. Så bare at fortælle folk noget mere klimavidenskab vil ikke hjælpe noget.«
Det betyder ikke, at der ikke er behov for yderligere atmosfæriske modeller eller en bedre forståelse for forskellige aspekter af klimavidenskaben.
Men det, denne rapport gør meget klart, er, at handling på klimaområdet ikke er begrænset af mangel på videnskabelig viden eller teknologiske muligheder, men af forankrede magtstrukturer og fraværet af politisk vilje.
For effektivt at adressere det og handle i tide for at undgå de værste konsekvenser af opvarmningen, er samfundsforskerne helt enige: Vi får brug for mere end klimamodeller.
Denne artikel blev oprindeligt publiceret i The Guardian og bliver genpubliceret her som en del af Covering Climate Now, der er et internationalt journalistisk samarbejde, som styrker dækningen af klimaet. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
