De kommende år vil en lang række forandringer påvirke det konventionelle, danske landbrug, som vi kender det. Det landbrug, der mere end noget andet har formet vores land. Kom med i stalden og på marken og forstå udviklingen sammen med landets førende landbrugsforskere.
De kommende år vil en lang række forandringer påvirke det konventionelle, danske landbrug, som vi kender det. Det landbrug, der mere end noget andet har formet vores land. Kom med i stalden og på marken og forstå udviklingen sammen med landets førende landbrugsforskere.
Man skal ikke mange kilometer ud fra Rådhuspladsen, før man møder dem.
De er overalt i landet. På småøer, langs motorveje, i dale, på bakker.
Markerne.
Her ligger de, som farvede felter i landskabet, hvert år bugnende af afgrøder.
Måske vil det overraske dig, at tre fjerdedele af landbrugsarealet - svarende til 44 procent af hele Danmark - slet ikke bruges til at dyrke mad til os selv.
Det bruges til at producere foder til vores landbrugsdyr.
De næste årtier bliver afgørende for, hvordan de danske marker skal se ud fremadrettet.
Den grønne trepart, klima- og biodiversitetshensyn, ekstreme vejrhændelser og en aldrende generation af landmænd vil alt sammen ændre det danske landskab.
Spørgsmålene er:
Hvad vil der ske med det konventionelle landbrug?
Og hvad med de 44 procent af Danmark, der i dag bruges til foderproduktion?
Ved Randers sidder den konventionelle griseproducent Christian Gylling Jensen bag rattet og overvejer, hvilken kurs han skal sætte for sin gård i fremtiden.
Christian Gylling Jensen driver gården ved Randers efter sine forældre, der også var svinebønder.
Om hans søn skal overtage familiegården, er lidt uklart.
»Alderen er ved at indhente mig, og jeg har ikke helt styr på den næste generation. Det ville være fedt, hvis min søn overtog, men jeg bliver ikke skuffet, hvis han ikke gør,« siger han.
Danmark er det land i verden, der har flest svin i forhold til befolkningen. Ifølge FN’s Fødevareorganisation FAO var der i 2020 13,4 millioner svin i Danmark, svarende til omkring 2,3 svin for hver eneste dansker. Siden er antallet af herboende svin faldet, men det skyldes en stigning i eksporten af smågrise til udlandet. I 2025 boede der ifølge Danmarks Statistik 11.6 millioner svin i Danmark.
Når det gælder antal svin i forhold til landenes størrelse, ligger vi også helt i top:
I Danmark bor der i gennemsnit 3,12 svin per hektar land. Kun Tuvalu, en mikroskopisk østat i Polynesien, har flere svin per hektar end os - nemlig fem. De har dog kun 13.000 svin i alt.
Kilde: FN’s FAO
Det moderne landbrug har gjort Danmark grønt – men også ensformigt.
Siden 1960’erne har blandingsgødning med kvælstof, fosfor og kalium (NPK) og pesticider givet landmændene kontrol over næsten enhver jordtype.
»Det danske landbrugsareal er meget homogent lige nu. Det er det på grund af teknologi og kunstgødning. Vores fødevaresystem er ikke justeret i forhold til de naturlige forskelle, der findes på markerne,« siger professor Henrik Hauggaard-Nielsen fra Roskilde Universitet.
Han peger på, at naturens variation er blevet fjernet – og at politikere fortsat regulerer landbruget, som om jorden overalt er ens.
Mellem 1950 og 1980 steg forbruget af gødning i Danmark markant. Uden at høstudbyttet fulgte med. En af årsagerne var den stærkt voksende, specialiserede svineproduktion, som producerede store mængder gylle, som landmændene skulle af med, og som derfor blev spredt på markerne. Det skabte et massivt overskud af næringsstoffer i landskabet.
En stor del af disse næringsstoffer fandt vej til vandmiljøet og via luften også til sårbare naturområder som heder og overdrev. Her blev balancen mellem arter forstyrret, og mange sjældne planter forsvandt. Det var dog især problemerne i vandmiljøet, med algeopblomstringer og iltsvind, der i første omgang skabte offentlig opmærksomhed og debat.
Debatten førte til øget miljøregulering og var medvirkende til danskernes store appetit på økologiske fødevarer, der begyndte i slut-1980’erne.
Problemerne med næringsstoffer er i mange år blevet forsøgt løst gennem regulering og teknologisk optimering. En stor del af gyllen afgasses nu i biogasanlæg og pumpes derefter ned i jorden gennem rør bagerst på gyllevognen. Det står i stærk kontrast til 1990’erne, hvor det ikke var et sjældent syn at se en traktor køre rundt med et eksploderende, spruttende krater bagerst på gyllevognen.
Fra start-90’erne til start-00’erne reducerede landbruget kvælstofudvaskningen med cirka 43 procent.
Siden har niveauet stået stille, og problemet er derfor ikke løst. Iltsvindet er massivt i de indre danske farvande, og cirka 70 procent af udvaskningen stammede i 2023 ifølge Miljøstyrelsen stadig fra landbruget.
Husdyrproduktionen er skævt fordelt i landet og finder fortrinsvis sted i Vestdanmark. Det gør også, at udledningen af kvælstoffer er skævt fordelt.
Kilde: Aarhus Universitet
Mens miljøkravene skærpes, taler politikere og tænketanke om at omlægge dansk landbrug til planter i stedet for husdyr.
Blandt andet har tænketanken CONCITO i en rapport argumenteret for en omlægning fra produktion af foder til dyr til planter til mennesker.
Et studie fra Københavns Universitet fra 2020 regnede ud, at en komplet omlægning til planteproduktion på Danmarks landbrugsarealer vil kunne reducere sektorens CO2-udledninger med op til 92,9 procent.
Men forskerne tvivler.
»Dyrkning af nye afgrøder som bønner og linser er fuldstændig afhængig af efterspørgslen. Det kan godt lade sig gøre, men efterspørgslen har haltet,« siger professor Henrik Vejre fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.
Jørgen E. Olesen, professor i agroøkologi ved Aarhus Universitet, er mere direkte:
»Det er smukke tanker, som nogle sidder og gør sig over en caffe latte. Der kommer ikke til at ske en skid, før vi ændrer vores fødevarevaner. Vi eksporterer tre fjerdedele af vores produktion, så der skal også ske en ændring i Europa – og det går ikke i den rigtige retning.«
Han kender landmænd, der har prøvet med linser, men som stadig har dem liggende i laden.
»De kan ikke sælge dem,« siger han og placerer altså dermed ansvaret ved efterspørgslen:
»Hvor mange fastfood-steder tilbyder plantebaserede ting? Der er ikke så meget af det. De tilbyder i stedet skodmad, som man endda bliver syg af. Fedt, salt og kulhydrater.«
Professor Tommy Dalgaard ved Aarhus Universitet mener også, at omlægningen af det danske landbrugsareal med al sandsynlighed vil gå langsomt. Og at størstedelen af landmænd i Danmark vil fortsætte som hidtil, ikke mindst på grund af de penge, de har investeret allerede:
»Fremtidens landbrugsareal fylder halvdelen af Danmarks samlede areal. En tredjedel af de 50 procent vil kunne ændre sig og omlægges til nogle af de scenarier, der diskuteres for tiden. De sidste to tredjedele er låst i en udviklingsretning på nogle spor af driftsformer, som vi har i dag.«
De to tredjedele, der ifølge Dalgaard er låst på deres udviklingsspor, skyldes, hvor mange penge der er investeret, hvor højt specialiseret bedrifterne er, og så også hvor personligt investerede landmænd er i deres arbejde:
»Jeg tror, de fleste landmænd bare udvider de næste 10 år. De mindre sælger til de store, som udvider. Hvis du har en stor mælkeproduktion, og det er far og søn, der ejer den, så ønsker de at fortsætte. Og i øjeblikket er markedet så godt som nogensinde.«
Professor Tommy Dalgaard vurderer, at den tredjedel, der ikke er låst i et udviklingsspor, skyldes generationsskifter, mere fleksible ejerskaber til jorden og folk, der bakker ud og lukker.
Et internationalt, sammenlignende studie med hollandske og danske forskere fra 2016 dokumenterede dengang, hvordan nogle få strukturelle forskelle mellem hollandsk og dansk konventionel svineproduktion har ført til, at danske landmænd bruger 12 gange mere areal per produceret svin end deres hollandske kolleger.
En gennemsnitlig dansk gård havde i 2016 3.500 svin og 170 hektar jord. Danske landmænd producerer selv størstedelen af deres foder og kan komme af med egen gylle på egne marker. I Holland havde en typisk gård 2.500 svin, men kun 10 hektar jord. Hollandske landmænd køber derfor alt foder og eksporterer store mængder gylle.
Forskellene skyldes både høje jordpriser og politiske rammer. I Holland har man presset på for at intensivere husdyrproduktionen, mens Danmark har koblet gylleproduktion på egne gårde tættere til landbrugsjorden.
Resultatet er, at hollandske landmænd betaler langt mere for gyllens bortskaffelse – i 2011 hele 3,5 gange så meget pr. kilo kød som de danske. Gyllen eksporteres især til Tyskland og Frankrig, hvorfra foderet samtidig købes.
Danske landmænd er mindre sårbare over for foderpriser og miljøkrav, men deres høje gæld gør sektoren udsat, når svinepriserne falder - og lægger altså beslag på en meget stor del af Danmarks samlede areal.
Landmænds incitament til at ændre på deres arealanvendelse afhænger også af globale markedsudviklinger. Det er der generel enighed om blandt landets forskere.
Danmark producerer fødevarer, der på det internationale marked har en høj kvalitet, så der vil fortsætte med at være efterspørgsel på de eksisterende produkter, lyder det fra dem alle.
»Hvis den bedste sushi er fra Japan, og den bedste laks er fra Norge, kommer det bedste svin fra Danmark. Det er den måde, verden tænker på, det er en global logik, og det vil også fortsætte ad det spor, når man ser på, hvordan de for eksempel dyrker svin i Kina. I Danmark er man relativt set ret idealistisk. Så jeg tror, det bliver en transition i steps og ikke specielt hurtigt,« siger Tommy Dalgaard.
Han mener dog, at Danmark skal være opmærksom på, hvad der sker omkring os:
»Hvis Ukraine bliver Europas fødevarekammer, får vi kornet billigere derfra. Så skal vi bruge vores arealer til noget andet. Måske skov, energi eller vådområder.«
Ifølge Professor Tommy Dalgaard er den store ubekendte spiller Ukraine, og om landet bliver et fødevarekammer for EU. Og det gør de nok, mener han.
»Hvis de bliver det, kan de levere korn til Danmark. Og så skal vi noget andet på vores arealer. Så skal vi slet ikke producere foder til dyr længere, for det kommer billigere fra Ukraine. Og måske også fra Rusland på et tidspunkt.«
Dalgaard sidder med i internationale styregrupper i både FN- og EU-regi og fortæller, at EU kigger på to scenarier lige nu: Et med og et uden Ukraine.
Hvis Ukraine kommer med i det indre marked, har man ikke længere råd til at føre den landbrugspolitik, som man gør nu. Så vil alt ændre sig. Meget er derfor oppe i luften i øjeblikket.
Selv om grønne organisationer drømmer om en hurtig omstilling, vil meget afhænge af de enkelte landmænd. De fleste ejer jorden selv og har millioner bundet i stalde, maskiner og gæld.
Christian Gylling Jensen arbejder næsten hver dag året rundt med undtagelse af en skiferie og ture i sommerhus. Og når man er i sommerhuset, så er det ferie, som han siger. Men det ligger kun en halv time væk, så han altid kan komme hjem til gården til fodringen.
»Er det op til os at brødføde verden – nej. Men hvis vi har rammerne, synes jeg, vi skal gøre det,« siger han.
Hos Christian Gylling Jensen handler det også om andet end økonomi. Det handler om at sprede investeringer og forretningsområder ud.
»For min far handlede landbruget om at have så store og flade marker som muligt. Jeg tænker anderledes. Et læhegn er biodiversitet – og jagt. Det er mit bidrag i arealpuslespillet,« siger han.
Christian har allerede omlagt flere hektar til skov og vådområder. Og har blandt andet også investeret i vindmøller.
»Nogle skriver en sang eller en bog. Jeg giver en skov. Jeg vil gerne sætte et aftryk,« siger han.
Teknologien spiller også ind på, hvordan det konventionelle landbrug udvikler sig de kommende år.
Implementering af præcisionslandbrug og teknologi som droner og autonome robot-traktorer er centrale elementer i den forbindelse.
Centrale aktører som Landbrug & Fødevarer og SEGES Innovation forventer, at såkaldte klimavirkemidler vil hjælpe landbruget med massive reduktioner i landbrugets klimabelastning.
Med færre hænder i erhvervet er det simpelthen nødvendigt med teknologisk hjælp.
Mindskede udledninger og øget produktivitet er desuden vigtige komponenter i at undgå den klimaafgift, der som en del af Den Grønne Trepartsaftale indføres på landbruget fra 2030 og frem.
Fremtiden for det konventionelle landbrug er altså svær at spå om. Og ikke alle forskere er enige.
Professor Henrik Hauggaard-Nielsen tror, vi vil se konkrete ændringer i landskabet om ti år:
»Jeg vil gætte på, at 10 procent dyrkes med bælgplanter. Der bliver mindre foderproduktion og flere afgrøder til mennesker. Det vil ændre Danmark.«
Men tempoet bliver langsomt, medgiver han også. De store maskiner kører videre, mens en ny generation af landmænd – som Christian Gylling Jensens søn – stadig overvejer, om de vil tage over.
Denne artikel er den første af tre artikler om landbrugets fremtid i serien 'Kampen om Danmarks areal'. De kommende artikler fokuserer på økologisk og regenerativt landbrug - følg med her, og læs mere om landbrugets udvikling.
Danmark er under stor forandring i denne tid:
Kyster bygges til, marker lægges om, skove får lov at gro vildt, og byerne breder sig på bekostning af det åbne land, alt imens vi forsøger at finde balancen mellem natur, klima og vækst.
I denne artikelserie dykker vi ned i de virkeligheder og dilemmaer, der former fremtidens Danmark – gennem forskningen, politiske beslutninger og menneskene, der lever midt i forandringen.
Du kan navigere mellem seriens artikler ved at trykke på prikkerne i nedenstående danmarkskort.
Artiklerne udkommer løbende i starten af 2026. Tilmeld dig Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev, og modtag de næste artikler direkte i din indbakke.
Tekst og foto: Jens Renner Christensen og Marius Renner Christensen
Redigering: Ditte Holst Svane-Knudsen, Jonas Salomonsen og Jon Mathorne
Serien er støttet økonomisk af Carlsbergfondet. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Fotografier og fortællinger fra serien udgør også den omrejsende fotoudstilling 'Det formede land', der indtil videre har besøgt Middelfart, Thisted, Aarhus og København.
