Hvis prognoserne for klimaudviklingerne i verden holder, kan 2022 blive Oslos sidse chance for at arrangere et vinter-OL.
Lillehammer kan muligvis være med lidt tid endnu, mens byer som Sotsji, Garmisch-Partenkrichen, Grenoble og Chamonix er på grænsen til at være for varme til vinter-OL allerede i dag.
Selv med de mest konservative vurderinger som udgangspunkt er det kun halvdelen af de hidtidige 19 OL byer, der vil kunne arrangere legene igen i 2080, ifølge en ny undersøgelse fra de to rutinerede OL arrangører Canada og Østrig.
University of Waterloo i Ontario står bag projektet sammen med Management Center i OL byen Innsbruck.
»Den kulturarv, som verdensfejringen af vintersport hvert fjerde år er, havner mere og mere i farezonen,« siger professor Daniel Scott, som er hovedforfatteren bag det nye studie om vinter-OL’s fremtid i en varmere verden.
»Færre og færre traditionelle vintersportsregioner kommer til at være i stand til at være værter for et vinter-OL.«
Oslo er højrisiko-by i 2050
Allerede om 30-40 år er det slut for byer som Vancouver, Sarajevo og Oslo, ifølge undersøgelsen.
Oslo udpeges som en højrisiko-by for nye vinterlege i 2050 uafhængigt af, om det er høje eller lave prognoser for udslip af klimagasser, der lægges til grund.
30 år senere i år 2080 estimeres Oslo til helt at være udelukket, mens Lillehammer er havnet i højrisikozonen.
Temperaturen er allerede steget med 7,4 grader
I værste fald med de højeste vurderinger over fremtidige udslip vil der kun være seks tidligere OL-byer, som har nok vinter og sne til at arrangere OL i 2080: Sapporo, Salt Lake City, St. Moritz, Cortina d’Ampezzo, Calgary og Albertsville.
»Rapporten viser tydeligt de udfordringer, klimaændringerne har medført, og som ligger foran os,« siger Chris Steinkamp.
Han er direktør for Protect Our Winters; en organisation, der arbejder for at engagere vintersportsudøvere i arbejdet mod klimaændringer.
»Det er ekstra stærkt at se på, hvordan tidligere olympiske værtsbyer kan blive påvirket af et højtudslipsscenario,« siger Chris Steinkamp i en pressemeddelelse fra University of Waterloo.
I løbet af de 90 år, der er gået siden historiens første vinter-OL i franske Chamonix, er legene blevet placeret i stadig varmere værtsbyer.
Den gennemsnitlige temperatur i dagstimerne i februar lå på 0,4 grader i Oslo og de andre byer, som arrangerede vinter-OL i 1920’, 30’, 40’ og 50’erne.
I værtsbyerne fra 1960 til 1998 var temperaturen 3,1 grader i gennemsnit. I de fire byer, der har arrangeret vinter-OL siden årtusindskiftet, har gennemsnitstemperaturen en februardag været på 7,8 grader.
Dårligt vejr er en af OL’s største udfordringer
»I dag er det vanskeligt at forestille sig, hvordan det alsidige konkurrenceprogram skulle kunne gennemføres udelukkende på naturlig is og sne, som det foregik i de første årtier med vinter-OL,« siger Robert Steiger på Management Center Innsbruck.
Frem mod midten af dette århundrede ventes februartemperaturen i de tidligere OL-byer at stige med mellem 1,9 0g 2,1 grader, og i 2080 skønnes den at ligge på 2,7 til 4,4 grader højere end i dag.
Det Canadisk-Østrigske studie fastslår, at succesen med et OL-arrangement i høj grad afhænger af godt vejr, mens arrangørerne peger på dårligt vejr som en af de største udfordringer.
Vejret påvirker muligheden for at forberede sig på legene, og det kan påvirke både åbnings- og afslutningsceremonierne, tilskuerkomfort, transport, synlighed og timing af tv-udsendelserne, og ikke mindst om udøverne får gode og retfærdige forhold.
Klimaændringer vil skabe større afstande mellem udendørs og indendørs aktiviteter
Teknologien har udviklet sig kraftigt gennem OL’s historie. Snekanoner, kunstig nedkøling af sporerne og bedre vejrmeldinger er vigtige dele af et vellykket arrangement i vore dage.
»Men til trods for teknologiske fremskridt er der grænser for, hvad dagens strategier for risikostyring kan klare at håndtere,« siger Daniel Scott.
»Inden midten af dette århundrede kommer disse grænser til at være passeret i flere tidligere OL-værtsregioner.«
Det, at gennemsnitstemperaturen er højere i de seneste OL-byer end hos tidligere arrangører, hænger også sammen med, at flere øvelser nu arrangeres indendørs. Men den udvikling har ikke nogen betydning for konklusionerne i rapporten:
»Klimatilpasninger, som er udviklet gennem de sidste 50 år, gør det muligt at holde legene i varmere regioner som Vancouver og Sotsji, hvor et komplet udendørs program ikke vil være muligt. Det er de konkurrencer, der primært holdes udendørs, som er sårbare for vejr og klimaændringer på sigt,« siger Daniel Scott.
»De arrangører, som vi peger på, vil kun fortsætte med at arrangere indendørsdelen af legene. Men de kommer i så fald til at måtte arrangere sammen med nye partnerregioner, som ligger længere væk,« konstaterer han.
Flere lande må samarbejde om OL-værtskab
Det betyder, at Vancouver for eksempel kan arrangere OL en gang til, men da må skiøvelserne flyttes længere ind i landet.
»Det vil ændre dynamikken i legene på den måde, at hovedarrangementet ville komme til at ligge længere væk fra de snebaserede konkurrencer,« siger Daniel Scott.
For nogle værtsbyer betyder det også, at de vil blive nødt til at finde sig en snedækket partnerregion i et andet land. Garmisch-Partenkirchen er for eksempel Tysklands højestbeliggende vintersportsområde. Bliver det for varmt der, så må München slå sig sammen med et område i Østrig eller Schweiz, hvis byen skal søge om et fremtidigt værtskab ved vinter-OL.
»Samtidig kommer det naturligvis til at blive regioner, som egner sig klimatisk og har de andre kritiske faktorer, der behøves for at arrangere OL. Det betyder at legenes geografi kommer til at udvikle sig i takt med klimaændringerne,« siger Daniel Scott til forskning.no.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
