Hvor i fødekæden er mennesket egentlig?

Der er vist ikke nogen tvivl om, at mennesket sidder godt i det, hvis vi sammenligner os med andre arter. Måske for godt, for vi har en slem tendens til tage alt pladsen og udrydde de andre.

70 procent af de større insekter er forsvundet i Tyskland. Det samme procenttal hajer er ikke længere i havene.

Men hvis vi ikke havde haft vores teknologi, ville vi være ret forsvarsløse over for løverne, tigerne eller bjørnene.

Så hvor er mennesket egentlig i fødekæden? Det undrer vores læser Nina sig over:

»I moderne tid har mennesket våben, gift og andre dræbere, som arten kan gøre brug af, men sådan har det jo ikke altid været. Så hvor i fødekæden hører mennesket egentlig til? Jeg har engang hørt, at det er nogenlunde på niveau med ansjosen og grisen, passer det virkelig?,« spørger Nina.

Videnskab.dk’s læsere er som regel ikke sådan til at løbe om hjørner med, så vi ringer til en mand, der ved en masse om emnet for at spørge, om det virkelig kan passe, at vi udkonkurreres af en lille fisk.

Lavere end huskatten

Placeringen i fødekæden afhænger af, hvad man spiser, fortæller biolog Søren Faurby fra Göteborgs Universitet, men medgiver, at Nina meget vel kunne have fat i noget.

Til dem, der lige skal have fødekæden opsummeret, så begynder den med Solen, der giver energi til planterne. Herfra distribueres energien i led fra planter til planteædere og til sidst rovdyr.

I dag taler forskerne om føde-net, bestående af mange kæder, der internt påvirker hinanden. Organismer på samme trin i fødekæderne tilhører samme såkaldt trofiske niveau:

1. grønne planter

2. planteædere

3. rovdyr

4. lidt større rovdyr — osv.

Fordi mennesket er altædende, er det svært at give os en direkte placering i fødekæden. Og derfor kan vi komme til at havne de mærkeligste steder.

»Mennesket er i flere forskellige led. Vi er kun i andet led, hvis vi spiser en gulerod, men vi er i tredje led, hvis vi spiser en kanin, der har spist guleroden. Spiser vi en gris, er vi længere oppe, for grisen er også indimellem et rovdyr.«

»Katte er udelukkende rovdyr ligesom en løve, så man kan godt sige, at en huskat er højere oppe i fødekæden end mennesket, der jo også lever af planter,« griner Søren Faurby.

\ Læs mere

Biodiversitet: En million arter er truede – men vil det skade mennesket?

Fisk spiser fisk spiser fisk

Fødekæder i havet er anderledes. Havlivet begynder med planteplankton, der bliver spist af dyreplankton. Fisk vil leve af enten dyreplankton eller andre fisk i lange rækker fra de bittesmå til de enorme hvide hajer. Og her stopper ædegildet så, for dem er der ingen, der tør spise.

»Så derfor er alle dyr i havet typisk længere oppe i fødekæden end ting på landjorden, hvor man ofte bare ser tre led. Du har planter, og så for eksempel en hare eller gazelle, der æder det, og så er der noget, der spiser dem bagefter,« siger Søren Faurby.

Nina kan altså have ret i, at ansjosen er højere oppe i fødekæden end mennesket, fordi der er flere led bag den og dens kost. Men man kan slå den ved selv at spise skællet kost, foreslår Søren Faurby.

»Hvis du spiser en laks, kommer du meget højt op. Tun er noget af det højeste, man kan komme. Spis en stor rovfisk, så kommer man højt op i fødekæden,« forklarer han.

De jagede bliver jagerne

Søren Faurby fortæller, at mennesket har skiftet plads i fødekæden. Flere og flere dyr er blevet lagt under mennesket, så vi nu befinder os i toppen af mange kæder. Sådan har det ikke altid været.

Søren Faurbys egen forskning tyder på, at mennesket allerede for omkring fire millioner år siden ændrede på økosystemerne i Afrika.

Dengang havde abemenneskearten Australopithecus afarensis lært at jage rovdyr væk fra deres nedlagte bytte ved hjælp af sten og måske spyd, siger Søren Faurby. Lidt som avancerede gribbe.

Og så døde nogle af dræberne af sult.

To millioner år senere lærte homo-slægten at jage bytte ved at udmatte det.

»Mennesket er et af de dyr, der er bedst til langdistanceløb i hele dyreriget. Det bruges som jagtstrategi i Kalahari i dag, hvor jægerne bare følger efter en gazelle, indtil den ikke kan klare mere og falder om, så de kan gå hen at slå den i hovedet. Vi kunne udmatte et bytte ved at følge efter det hele tiden.«

Hvad så med grisen?

Så tilbage til Ninas spørgsmål. En gris er ikke noget helt dårligt bud på, hvor vi er i fødekæden, siger Faurby, for vi spiser alt, ligesom grisen.

Men den er der også mange andre dyr, der aktivt jager, og selvom en gris gladelig spiser hjortekid, hvis den kan komme til det, er vi alligevel en anelse bedre til at jage end den.

Så svaret på, hvor vi er placeret i fødekæden, er heldigvis lidt sejere end en gris – eller en ansjos, for den sags skyld.

»Vi er nok det samme sted som en bjørn. Vores diæt passer meget med bjørnes. Hvis du ser en bjørn spise noget, kan du som regel også selv spise det.«

Og så er der ikke nogen, der spiser hverken bjørne eller mennesker. Indimellem hænder det, at krokodiller eller tigere, for eksempel, kommer til det, men det er sjældent, siger Søren Faurby.

Mennesket er styrende for fødenettet

Seniorforsker Beate Strandberg fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet kan ikke helt lade være med at grine, da hun bliver spurgt, om mennesket er samme sted i fødekæden som ansjosen. Det tror hun ikke helt på. Til gengæld kan hun sagtens se Søren Faurbys pointe med bjørnen.

»I vores udnyttelse af andre organismer minder vi mere om et top-rovdyr end en gris eller ansjos, men så synes jeg også, at sammenhængen hører op. Mennesket har nemlig sat os ud over fødenet-systemet,« siger hun.

I naturen er der en tæthedsregulering mellem toprovdyr og planteæderne. Hvis der er mangel på føde, vil der på sigt komme færre rovdyr.

»Derfor tilpasser man også sit fødeindtag efter de ressourcer, der er tilgængelige. Men mennesket har lært at styre fødetilgængeligheden på en måde, som ikke ses hos noget andet dyr, og det går ud over det samlede fødenet,« fortæller Beate Strandberg.

Vores landbrug og generelle udnyttelse af naturens ressourcer har som bekendt ikke bare indflydelse på de dyr og planter, der er en del af vores – og bjørnes – kost. Udnyttelsen påvirker også fødenettet de steder, vi ikke befinder os.

»I kraft af vores påvirkning ændrer vi hele systemet fundamentalt. Vi kan fjerne føden for nogle organismer, men vi kan også gå ind og fjerne rovdyrene, som styrer udviklingen på lavere liggende niveauer i fødenettet,« siger Beate Strandberg og fortsætter:

»Det kommer også meget tydeligt frem i det navn, vi har for vores nuværende tidsalder, som vi kalder for antropocæn, altså den menneskepåvirkede tidsalder.«

Du kan gøre noget

Det kan være svært at overskue, hvad man som enkeltperson kan gøre ved så store påvirkninger. Beate Strandberg fortæller, at påvirkningen foregår helt ned på et bakterielt niveau. Når vi sprøjter områder med pesticider eller udleder andre giftstoffer, kan det slå organismer ihjel, også organismer, som det ikke var hensigten at ramme, og som er fundamentale for andet liv i fødenettet.

Men så kommer seniorforskeren med en god nyhed: Man kan gøre lidt selv og én af de ting, man kan gøre, er slet ikke at gøre noget. Først og fremmest skal man undgå gift og pesticider.

»Der behøver ikke blive fjernet skadedyr i vores have. Hvis man kalder et dyr for et skadedyr, har man allerede sagt, at der er dyr, man ikke vil have. Skadedyr er jo en del af et fødesystem ligesom alle mulige andre dyr,« siger Beate Strandberg.

»Man kan være med til at skabe et livsgrundlag ved ikke hele tiden at skulle styre sin have. Det er godt at have lidt uorden. Lad være med at rydde for meget op, slå græs hele tiden, og lad bare døde blade eller en død træstamme ligge. Hvis du skal gøre noget, kan det være at anlægge et lille vandhul.«

Videnskab.dk har tidligere besøgt en biolog i haven, der giver tips og tricks til at designe en have, der styrker og bevarer biodiversiteten og tilmed også er god ved klimaet. Du kan læse artiklen her: Se professors klimahave: Binder 6 ton ekstra CO₂.

Beate Strandberg siger, at det nuværende nye fokus på klimavenlige fødevarer nogenlunde kan overføres til, hvis man gerne vil spise sig til mere biodiversitet.

»Der er ingen tvivl om, at hvis vi producerer og forbruger mindre animalsk mad, bliver vores krav til dyrkningsjord mindre. Vi bruger rigtig meget jord på verdensplan til at producere føde til dyr, som vi så spiser. Vi behøver ikke blive veganere eller vegetarer, behovet for dyrkning af afgrøder til dyrehold vil hurtigt blive mindre, hvis vi ændrer vores kostvaner; og det kan også blive til gavn for biodiversiteten,« slutter hun.

Tak for spørgsmålet, Nina

Vores læser Nina skal have mange tak for sit gode spørgsmål. Du kan tænke lidt over, at du spiser på samme måde som en bjørn, næste gang du får hældt noget på tallerkenen. Og så eventuelt få en stor tunbøf, så du rigtig kan føle dig som dyrenes konge.

Eller du kunne også bruge al den tid, du sparer, nu du ikke længere skal rydde op i haven, på at få lavet nogle rigtig gode rødbedebøffer, så vi kan passe godt på naturens pressede fødekæder.

Hvis andre læsere går med spørgsmål, de godt kunne tænke sig at stille videnskaben, er man altid velkommen til at sende en e-mail til sv@videnskab.dk.

\ Læs mere

Selv ganske lidt olie kan smadre fødekæden i Arktis

\ Læs mere

Kom med i sjælden urørt skov: God for biodiversiteten, men hvad med klimaet?