Hverken dum som en krokodille eller klog som en abe

En Tyrannosaurus rex ligger og sover. Dens våde, varme ånde siver ud af næseborene. T. rex og andre dinoers kroppe var nemlig varmere end omgivelserne.

T. rex’s kropsvarme har givet den et højere stofskifte. Men har det høje stofskifte også gjort den mere intelligent? Og hvor intelligente var den og andre dinoer egentlig?

Netop det sidstnævnte har været en hed debat i videnskabelige dinokredse siden 1800-tallet og frem til i dag.

Videnskab.dk har blandt andet bragt artiklen ’Forskere i dino-debat: T-rex ville tabe til en bavian i intelligens’, hvor debatten endnu engang har fået nyt liv.

I en ny kommentar i tidsskriftet The Anatomical Record blander jeg og mine kolleger os i den debat, da den har manglet essentiel viden om, hvad intelligens og kognition egentlig er.

Vi beskriver, hvordan det kognitive landskab så ud for flere hundrede millioner år siden.

Vi argumenterer for, at T. rex's højere stofskifte har gjort den betydeligt mere intelligent end nutidens øgler – men ikke lige så intelligent som nutidens pattedyr og fugle.

Kognitivt våbenkapløb over millioner af år

I dinosaurernes tid var der ingen primater, ravne eller papegøjer, som er nogle af de klogeste dyr, vi har i dag.

Det kognitive niveau lå derfor en del lavere.

Da livet først gik på land, var det sandsynligvis helt fint blot at kunne spotte og angribe et bytte – som padder gør det i dag.

Snart kom reptilerne til.

De kunne nemmere varme deres kroppe op i solen uden at tørre ud. En varm krop er også en hurtigere og mere aktiv krop til gavn for jagten.

Men en højere aktivitet kræver samtidig mere mad. Og at skaffe meget mad kræver intelligens.

Det kognitive våbenkapløb var i gang.

Dinosaurerne kom til senere, og mange voksede sig enorme. De behøvede ikke længere aktivt at varme deres kroppe op på grund af deres størrelse – i modsætning til øgler, krokodiller og reptiler helt generelt.

De store dinoers konstante, høje kropstemperatur betød en endnu større sult.

Over millioner af år har våbenkapløbet foregået mellem jægere og bytte, men også imellem forskellige jægere og byttedyr. Det klogeste byttedyr eller jæger får succes, mens taberen uddør.

Et højt stofskifte kræver en kraftfuld hjerne

Vi kan ikke direkte undersøge hjernen af en T. rex i dag, da hjerner ikke fossilerer.

Men ved at se på dinosaurers hjernekasser kan vi se, hvordan hjernens form har ændret sig fra reptil til T. rex og videre til fuglelignende dinosaurer.

Det giver os en idé om, hvor udviklet T. Rex’ hjerne var for sin tid og bringer os nærmere på at forstå deres kognition

Kognition handler grundlæggende om, hvordan alle levende væsener opfatter og reagerer på omverdenen – for at finde mad, undgå farer og for at formere sig.

Det skal altså ikke forstås som lange tankerækker, men mere et ’hvordan forholder jeg mig til min verden her og nu’ (jf. padden, der spotter og angriber sit bytte).

Kognition kan derfor forstås som en form for forlængelse af stofskiftet, da kognition er til for, at dyr kan skaffe mad nok til at holde kroppen i gang.

Jo varmere et dyr er, desto højere stofskifte og desto mere mad har det brug for.

En forøgelse af stofskiftets hastighed skaber derfor et behov for en højere intelligens til mere effektivt at kunne finde mad.

Sådan lyder rationalet i den ’varmblodede (endotermiske) hjernehypotese’, som vi er tilhængere af.

Derfor er T. rex mere intelligent end en øgle

Og hvad har det så med Tyrannosaurus rex at gøre?

En stor Tyrannosaurus rex ville have haft et højere stofskifte end de øgler, vi kender i dag.

Det største rovdyr, landjorden har kendt, har mistet varme til omgivelserne meget langsomt, fordi dens overflade er lille i forhold til dens volumen.

De store dinoer kunne holde deres kropstemperaturer høje mere eller mindre konstant. Og høj varme giver et højere stofskifte.

Og så er vi tilbage ved hjernen.

T. rex ville have haft brug for en mere kraftfuld hjerne for at skaffe nok mad til sit høje stofskifte.

Og det gør, at vi godt tør sige, at den var mere intelligent end de koldblodede (vekselvarme) dyr, eksempelvis nutidens øgler og krokodiller.

Dertil kommer, at en mere kraftfuld hjerne i sig selv vil kræve mere energi.

Der har således igennem millioner af dinosaurers (og fugles) evolution foregået et feedback loop, hvor et større behov for mad har skabt en bedre hjerne, som har skabt et større behov for mad, osv.

T. rex’s intelligens mellem øgler og fugle

Så hvad kan vi sige – og ikke sige – om T. rex's intelligens?

Deres høje stofskifte har krævet masser af mad og en god hjerne til at skaffe det.

Vi kan ikke meningsfuldt sige, hvilket nutidigt dyrs intelligens de har størst fællestræk med. Dertil er forskellene mellem T. rex og nutidens dyregrupper for store.

For slet ikke at tale om den usikkerhed, der altid vil være, når man forsøger at undersøge uddøde dyrs intelligens.

Men når vi ser på stofskiftet, kropstemperaturen og hjernens form og sammenligner med andre dyr, kan vi med nogenlunde sikkerhed sige, at T. rex slår øgler på intelligens, men taber klart til eksempelvis fugle og bavianer.

Sammen med det unikke kognitive konkurrenceniveau for millioner af år siden, har det resulteret i en intelligens, som var et produkt af dinosaurernes tid: Et sted midt imellem.