De sidste par indlæg har på bloggen har handlet om forskningspolitik. Det er et emne, jeg nok skal komme tilbage til, men denne gang vil jeg tage en lille afstikker til humanistisk videnskabsteori.
Anledningen er Mathias Clasens kronik “Ud med Freud, Marx og Lacan”, hvori Clasen dels kritiserer den nuværende tilstand i den humanistiske forskningslejr, og dels gør sig til talsmand for, at humaniora bør søge inspiration i naturvidenskaben, nærmere bestemt i den darwinistiske evolutionsteori, for at finde bedre og mere videnskabelige metoder.
Kronikken er interessant og har skabt en del debat – og er bl.a. blevet fulgt op af en meget god baggrundsartikel om forholdet mellem humaniora og naturvidenskab her på sitet (“Kløften mellem naturvidenskab og humaniora bliver dybere“). Med fare for visse gentagelser vil jeg tillade mig at give mit eget perspektiv på sagen også.
Inden vi går i gang, skal det dog i parentes indsparkes, at fakultetsbetegnelserne humaniora og naturvidenskab er præget af en del historiske tilfældigheder, så det er ikke alle fag, der passer lige godt ind, der hvor de nu er blevet indplaceret – er matematik fx et naturvidenskabeligt fag, er lingvistik et humanistisk?
Og hvad med psykologi? Derfor bliver det følgende temmelig generaliserende. Jeg håber, det går an.
To virkeligheder – to genstandsfelter
De fleste har nok en fornemmelse af, at humaniora og naturvidenskab er meget forskellige videnskabsområder. For det første beskæftiger de sig med vidt forskellige genstandsfelter.
Naturvidenskaben beskæftiger sig med den fysiske virkelighed, der eksisterer uafhængigt af vi mennesker, mens humaniora beskæftiger sig med produkterne af menneskers handlinger, som artefakter, sprog, kunstværker og i det hele taget alt, hvad vi samler under begrebet kultur. Der er en afgørende forskel på disse to genstandsfelter.
Den fysiske virkelighed bliver ikke påvirket af naturvidenskabens beskrivelser af den – en artikel i Nature pludselig får ikke pludselig tyngdekraften til at ændre sig. Men god humanistisk forskning kan faktisk få mennesker til at handle anderledes.
Hvor forfejlede Freuds teorier end måtte være, så har de utvivlsomt haft en enorm indvirkning på vores billede af os selv og ikke mindst på den kunst, der er blevet produceret i de sidste hundrede år.
Derfor er der ikke bare en forskel mellem humaniora og naturvidenskabens genstandsfelt, der er en væsensforskel, og det giver de to videnskabsformer helt forskellige betingelser at fungere på.
Målet for de to videnskabsformer er også vidt forskellige. I en klassisk (dvs. positivistisk) forståelse søger naturvidenskab Sandheden med stort S i form af en objektiv og neutral beskrivelse af den fysiske virkelighed, til dels med den bagtanke, at viden om verden og naturkræfterne sætter os i stand til bedre at beherske og udnytte dem.
I humaniora søger man derimod primært at forstå og fortolke menneskelivet og vores kulturprodukter. En del humanistisk forskning har dog også (i lighed med samfundsvidenskaberne) et frisættende potentiale.
Ved at undersøge og reflektere over, hvad det vil sige at være menneske, kan humanistisk forskning få os til at erkende skjulte magtrelationer og uhensigtsmæssige handlingsmønstre, og via den erkendelse hjælpe os til at bryde ud og handle anderledes.
En del af de navne, der nævnes i Clasens kronik og kommentarerne til den, så som Freud, Foucault og Lakoff, er præcis eksempler på den form for forskning.
Så for at opsummere, gør naturvidenskaben det altså lettere for os at magte og forstå den fysiske virkelighed, mens humaniora hjælper os med at magte og forstå os selv. Humaniora og naturvidenskaben har vidt forskellige mål, vidt forskellige genstandsfelter og opererer under vidt forskellige betingelser.
Det er derfor ikke rimeligt at gøre naturvidenskab til den standard, humaniora skal måles ud fra (som Clasen og de litterære darwinister gør), og man skal heller ikke regne med, at man uden videre kan overføre naturvidenskabelige metoder til humaniora.
Der er dog en ting, der gør billedet lidt mere sammensat. Vi mennesker eksisterer jo ikke udenfor den fysiske virkelighed. Vi består af samme slags atomer, der er underlagt de samme fysiske love, som alt andet stof i Universet.
Vi er med andre ord objekter, der kan gøres til genstand for en naturvidenskabelig undersøgelse – Shakespeare var, som Clasen gør opmærksom på, jo blot et omvandrende centralnervesystem.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor langt man kan komme med en undersøgelse af den type. Det naturvidenskabelige perspektiv på virkeligheden kan være interessant og give os mange nyttige informationer, men det vil altid mangle noget.
For at tage et konkret eksempel oversvømmes aviserne hvert forår af beskrivelser af, hvad forelskelse biomekanisk set er, nemlig en bestemt cocktail af hormoner og neurotransmittere, der pludseligt oversvømmer hjernen.
Men en biokemiker, der aldrig har været forelsket, vil heller ikke finde ud af, hvordan det opleves at være forelsket, ligegyldig hvor grundigt hun undersøger de forskellige molekyler og deres indvirkning på hjernen.
Mennesker kan have oplevelser, følelser og handle efter hensigter, men det kan atomer, molekyler og de andre indbyggere i den fysiske virkelighed ikke. Væsentlige dele af det, at være menneske, forsvinder simpelthen fra et rent naturvidenskabeligt perspektiv.
Dermed ikke sagt at det naturvidenskabelige perspektiv er ubrugeligt. Der kan sagtens komme masser af nyttig og interessant viden ud af at undersøge, hvordan menneskets centralnervesystem fungerer og er blevet udviklet. Naturvidenskaberne kan sagtens bidrage positivt til humanvidenskaberne – og omvendt.
Men hvis man reducerer Shakespeare til atomer, der er underlagt fysikkens deterministiske love, eller til et stykke neuromekanik, der fungerer efter darwinistiske principper, så går der noget væsentligt tabt.
Det naturvidenskabelige perspektiv kan ikke stå alene, hvis man vil forstå vi mennesker og vores kulturprodukter. Det er ikke nok at se mennesker som fysiske objekter, man må også betragte dem som subjekter med alt, hvad dertil hører af bevidsthed, oplevelser, følelser, hensigter mv.
Det ene udelukker ikke det andet
Jeg er selv en varm fortaler for tværfaglighed og tværvidenskab, men jeg mener at Clasen i sin kronik begår den fejl, at han gør sig til fortaler for faglig imperialisme, dvs. det, at et fagområde (nemlig humaniora) invaderes og opsluges af et andet (nemlig naturvidenskab). Og det går ikke.
Der kan hverken komme noget frugtbart ud af at bedrive humanvidenskab udelukkende fra et snævert naturvidenskabeligt perspektiv, eller ved at udskifte de humanvidenskabelige metoder med strenge naturvidenskabelige ditto.
Darwinistisk litteraturteori mv. kan allerhøjst levere et supplement til traditionel humanistisk forskning – men muligvis et godt supplement.
Lad os til sidst se lidt nærmere på, hvad dette supplement så består i. I korte træk antages det i den darwinistiske litteraturteori, at vi menneskers handlinger og motiver er præget af de evolutionære vilkår, vi er underlagt.
Dvs. at vi hele tiden – hvad enten vi er klar over det eller ej – forsøger at maksimere vores biologiske fitness, vinde status og at finde partnere, der kan give os rigeligt og levedygtigt afkom.
Ud fra den synsvinkel forsøger de darwinistiske litteraturteoretikere dels at forklare, hvorfor vi mennesker overhovedet skaber noget så (i et overlevelsesmæssigt perspektiv) unyttigt som kunst, og dels nyfortolker de en række kendte litterære værker.
Hvad angår det sidste er det en præmis, at vi mennesker foretrækker litteratur og kunst, der afspejler de evolutionære vilkår, vi er underlagt, dvs. værker hvor hovedpersonernes grundlæggende motiver på samme måde som vores egne altid i et eller andet omfang er præget af kampen for reproduktiv succes.
Det kan være pudsigt og interessant og at se velkendte tekster som Hamlet og Jane Austens Stolthed og Fordom fortolket ud fra dette perspektiv (se fx bogen literary animal, evolution and the nature of narrative).
Det er dog svært at se de evolutionære læsninger som udtømmende fortolkninger, der én gang for alle kan afløse alle tidligere læsninger af de nævnte værker, og den darwinistiske litteratur har efter min mening næppe potentiale til at blive det samlende fundament for al videre litteraturkritik.
I bedste fald leverer teorien blot endnu et fortolkningsperspektiv, der kan føjes til listen med valgmuligheder, man giver de æblekindede førsteårsstuderende, Clasen omtaler i sin kronik.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
