»I videnskabsteorien findes begrebet ‘en sort svane’. Udtrykket bruges om en uforudsigelig begivenhed, der indtræffer pludseligt og uventet, og som ændrer den måde, vi ser verden på.«
Sådan forklarer Mads Brügger, som er vært på en TV 2-dokumentar af samme navn, begrebet.
Men hvor kommer det fra, og hvad har en sort svane med videnskabsteori at gøre?
»Den sorte svane er et pædagogisk eksempel, som vi i videnskaben bruger til at forklare et problem – nemlig, at selvom du ser noget nok så mange gange, kan du stadig ikke være sikker på, at det altid gælder,« fortæller lektor i videnskabsteori Mikkel Willum Johansen.
»I lang tid troede man, at alle svaner er hvide, fordi man kun så hvide svaner i Europa og Amerika. Men det ændrede sig, da man tog til Australien og så en sort svane – heraf begrebet ‘den sorte svane’.«
Kritik af positivismen
Den sorte svane bruges til at forklare et filosofisk problem, som vi har i videnskaben, forklarer Mikkel Willum Johansen, der er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik og en del af forskningsgruppen i videnskabsteori og -historie på Københavns Universitet.
Problemet kaldes induktionsproblemet og betyder, at du ikke kan generalisere på baggrund af enkelte erfaringer. Heller ikke selvom det er mange erfaringer.
Videnskabsfilosoffen Karl Popper brugte induktionsproblemet som en kritik af den videnskabsteoretiske strømning, der dominerede i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede – nemlig positivismen, forklarer han.
»Positivismen bygger på verifikation – altså vi ser ting, og på baggrund af vores observationer bygger vi videnskabelige love,« siger Mikkel Willum Johansen.
Karl Popper, der var østrigsk videnskabsfilosof i 1900-tallet, påpegede, at der var et problem med den måde at tænke på, og som modsvar formulerede han princippet ‘falsifikation’.
»Princippet går ud på, at man ikke skal gå ud og forsøge at bekræfte sin hypotese, men at man derimod skal forsøge det modsatte – nemlig aktivt forsøge at modbevise den,« fortæller Mikkel Willum Johansen og fortsætter:
»I stedet for at gå ned i den samme dam og kigge efter flere hvide svaner, skal man lede andre steder for at prøve at finde en sort – man skal udvide grænserne.«
Karl Poppers pointe var, at man skal passe på. For selvom man har set noget mange gange, er der stadig en fare for, at det ikke er det fulde billede.
Videnskaben rykker sig
Popper opsatte et kriterie, der siger, at en teori kun er videnskabelig, hvis den i princippet kan falsificeres.
»Man skal altså kunne forestille sig det modsatte scenarie, for at teorien er videnskabelig,« fortæller Mikkel Willum Johansen, der tilføjer:
»Der har dog været en del kritik af det kriterie. Det er en meget firkantet måde at beskrive, hvad videnskab er, og det giver heller ikke mening i alle former for videnskab.«
Videnskab.dk har tidligere beskrevet, hvordan Karl Popper brugte kriteriet til at skelne mellem videnskab og pseudovidenskab. En præmis, filosoffen Peter Godfrey-Smith ikke køber ind på.
»Det er karakteristisk for den videnskabelige tilgang, at man leder efter måder at udsætte hypoteser for empirisk test og at lede efter kontakt mellem teoretiske idéer, og hvad der måtte observeres,« siger han til Videnskab.dk.
Men Peter Godfrey-Smith mener altså ikke, at Karl Poppers idé om falsificering kan bruges som en skillelinje mellem videnskab og pseudovidenskab. Han mener, at det ikke er alle videnskabelige metoder, der kan falsificeres.
Videnskaben er mange forskellige ting, og den rykker sig hele tiden, forklarer Mikkel Willum Johansen.
»Eksemplet med svanerne er jo bare ét eksempel på det, der hele tiden sker i videnskaben – at hypoteser og teorier ændrer sig, fordi man bliver klogere, og man udvider sin horisont,« siger Mikkel Willum Johansen.
Vil det sige, at man aldrig kan være sikker på noget?
»Det er jo det, induktionsproblemet går ud på. Der er ikke noget, der er sikker viden, for der vil altid være en fare for, at der lurer en sort svane et sted derude.«
