Bachelorstuderende har svært ved at finde grænsen mellem snyd og god praksis

Hvor går grænsen mellem plagiering og acceptabel omskrivning? Hvor meget hjælp må man få fra forældre og medstuderende til individuelle universitetsopgaver?

Hvornår og hvordan må man benytte teknologier som ChatGPT? Hvornår må man kassere data fra et eksperiment, der er gået galt?

Universitetsstuderende møder spørgsmål som disse med jævne mellemrum. Men desværre er de ikke klædt særligt godt på til at håndtere dem.

Det viser et nyt internationalt studie af bachelorstuderendes forståelse af regler og normer for god akademisk praksis, der er ledet af danske forskere, og netop udkommet i tidsskriftet Ethics & Behavior. I boksen under artiklen kan du læse mere om studiet.

Snyder de studerende med vilje?

Når snyd blandt studerende omtales i medierne og dele af den videnskabelige litteratur, kan man få det indtryk, at studerende typisk snyder bevidst.

Snyd bliver således opfattet som et resultat af dårlig moral, ikke af manglende viden. Men er det altid rigtigt?

En af de bærende ideer i det nye studie var at undersøge antagelsen om, at studerende forstår de regler og normer, de arbejder under.

Den antagelse er vigtig, da den har stor betydning for, hvordan man bekæmper snyd.

Hvis de studerende forstår reglerne, men bryder dem alligevel, kan det være relevant at se på, hvordan reglerne bliver håndhævet.

Sanktioner alene vil derimod ikke være en særligt konstruktiv tilgang til at bekæmpe regelbrud, der sker på basis af uvidenhed.

Her er det måske snarere mere og bedre undervisning, der er svaret.

De fleste studerende kan genkende de groveste eksempler på regelbrud

I undersøgelsen blev deltagerne præsenteret for handlinger, der må betragtes som klare regelbrud:

For eksempel at betale en anden for at skrive en opgave for sig, eller at kopiere en hel side fra en ekstern kilde ind i ens egen opgave uden at markere den som et citat.

De blev dernæst spurgt om de mente, at handlingen var inden for reglerne.

Langt de fleste deltagere var udmærket klar over, at man skal skrive sine egne opgaver (93 procent af de 1.639 adspurgte studerende), og at man ikke må skrive en hel side af fra en anden kilde (86 procent af de adspurgte).

Men gør man eksemplerne bare lidt mindre ekstreme, får mange det svært.

Kan de studerende genkende plagiat?

I undersøgelsen fik deltagerne en opgave, hvor de skulle vurdere, om forskellige parafraser af et kort afsnit (41 ord) var acceptabel ud fra gældende regler og normer.

Den første af disse parafraser var egentlig ikke en parafrase, men en direkte kopi af originalteksten uden reference.

Hver fjerde deltager angav, at den var ’helt acceptabel’ eller ’acceptabel’, hvilket er i modstrid med både danske og internationale definitioner af plagiering.

Deltagerne blev herefter præsenteret for en parafrase, hvor der kun var ændret nogle få ikke-essentielle ord (’som’ til ’der’, for eksempel), og der var byttet lidt rundt på sætningernes rækkefølge.

28 procent af deltagerne angav, at det var acceptabelt eller helt acceptabelt, selv om der ikke var nogen reference til originalen.

Gråzoner er helt fremmede for de fleste

Mange af de dilemmaer, studerende står med i hverdagen, handler ikke om klare regelbrud.

I stedet ligger de i en gråzone, hvor reglerne ikke giver et klart svar på, hvad der er rigtigt eller forkert, enten fordi reglerne slet ikke dækker situationen, eller fordi den rette handling afhænger af konteksten.

Vi kan, som eksempel, forestille os en gruppe kemi-studerende, der skal lave en serie eksperimenter, hvor de undersøger, hvad der sker, hvis man bruger forskellige koncentrationer af et stof.

De ser en klar tendens i resultaterne af de fleste forsøg, men ét af forsøgene giver et helt skævt resultat. Hvad skal de gøre?

Forskelligt fra situation til situation

Det er klart, at de ikke bare må slette det afvigende resultat uden grund (selv om en lille del af deltagerne faktisk var i tvivl).

Men hvad nu hvis gruppen efterfølgende opdagede, at de havde glemt at tilføje et kemikalie til blandingen i netop det forsøg, der gav et afvigende resultat?

Ville det så ikke være helt acceptabelt, at gruppen gentog forsøget, der i første omgang gav et afvigende resultat, og brugte det nye resultat i deres rapport, uden at nævne deres fejl?

I visse sammenhænge kan en sådan kassering af afvigende data, som man kender årsagen til, være acceptabel, mens det i andre sammenhænge ikke er det.

Tilsvarende når man citerer kilder:

Visse steder i en tekst, for eksempel i et metodeafsnit, vil det i praksis være acceptabelt at bruge tekst, der ligger meget tæt på andres beskrivelse af samme metode, så længe, der refereres til originalen.

I et diskussionsafsnit derimod, hvor forfatteren forventes at bidrage med noget nyt, vil det typisk blive set som plagiering, hvis man lægger sig for tæt op ad andres tekst.

Kun seks procent mente, regelbrud er afhængig af kontekst

Hvis de studerende tror, at reglerne altid giver klare svar, er de dårligt klædt på til at håndtere sådanne gråzonesituationer.

Derfor er det vigtigt, at studerende (og deres undervisere) forstår, at god akademisk praksis afhænger af konteksten, og at reglerne ikke altid giver et klart svar.

For at teste deres forståelse af gråzoner blev deltagerne i undersøgelsen præsenteret for en række eksempler på handlinger, der er tilladt i visse sammenhænge, men forbudt i andre.

For hver handling kunne deltagerne (lidt forsimplet) svare, enten at handlingen er tilladt, at den er forbudt, eller at det afhænger af konteksten. Der var dog ikke ret mange, der brugte den sidste mulighed.

Kun seks procent af deltagerne brugte den svarmulighed, når vi spurgte dem, om man må kassere et afvigende datapunkt, hvor afvigelsen har en kendt årsag.

De studerende skal lære selv at vurdere sagen

Langt de fleste deltagere mente, handlingen enten var entydig forbudt eller tilladt. Det samme mente de om de andre gråzonesituationer vi præsenterede dem for.

Resultaterne viser, at mange bachelorstuderende tror, at regler altid giver klare svar. Så enkelt er det akademiske liv dog ikke.

En del af de dilemmaer, man møder som studerende, kræver, at man er i stand til at lave sine egne etiske overvejelser, og at man er i stand til at spørge og diskutere med undervisere og vejledere.

Det skal ikke føles forkert at spørge underviserne til råds

Ikke overraskende havde en stor andel af deltagerne i løbet af deres uddannelse været i tvivl om, hvad der var god praksis.

Knapt halvdelen havde være i tvivl om korrekt citationspraksis og hver tredje havde været i tvivl om god praksis i datahåndtering, mens knapt hver femte havde været i tvivl i forbindelse med samarbejde.

Som det dog fremgår ovenfor, betyder tvivlen ikke, at de studerende har øje for gråzoner og grænsetilfælde. De fleste mener, at der altid er klare svar, som de bare ikke kender.

Vi ser derfor et behov for at forberede de studerende bedre på de dilemmaer, de møder under deres studier.

Det er i den forbindelse vigtigt, at de studerende ikke gemmer sig, hvis de er i tvivl. I stedet skal de stille spørgsmål til medstuderende og undervisere, og dermed bidrage til at gøre alle klogere.

Eksisterende undervisning virker i bedste fald ikke

Mange universiteter har indført forskellige former for undervisning i god akademisk praksis.

Undervisningen varierer i varighed og format, men godt halvdelen af deltagerne i undersøgelsen angav, at de havde modtaget en eller anden form for undervisning.

Godt hver fjerde havde modtaget mere end én hel dags undervisning. Desværre havde undervisningen haft meget lille effekt på de kompetencer, vi målte på.

For de fleste spørgsmål var der nemlig ikke signifikant forskel på svarene fra dem, der havde modtaget undervisning, og dem, der ikke havde.

Den primære forskel var i relation til grå-zoneeksemplerne, og her indikerer undersøgelsen, at undervisningen i visse tilfælde har haft en negativ effekt.

I værste fald har undervisningen negativ effekt

Deltagere, der havde modtaget undervisning, var i nogle tilfælde mere tilbøjelige til at give udtryk for en unuanceret opfattelse af reglerne end de, der ikke havde.

Undersøgelsen giver ikke et klart svar på, hvorfor de nuværende undervisningsformer ikke virker bedre.

Andre studier (se her og her) har peget på, at der kan være en tendens til, at man i undervisningen fokuserer for ensidigt på at forebygge alvorligt snyd.

Man får introduceret de studerende til regler og grelle eksempler, men når aldrig til de gråzonesituationer, studerende oplever i deres hverdag.

INTEGRITY-projektet har derfor udviklet undervisningsmateriale, herunder online-portalen Integrity Games, der netop adresserer den slags dilemmaer.