Jean Just var egentlig på jagt efter australske dybhavskrebs, da han tilbage i 1986 undersøgte havet omkring Australiens sydøstkyst. Men under ekspeditionen dukkede noget højst uventet op i nettet, som stadig giver forskere verden over grå hår.
I nettet lå der nemlig nogle nærmest mikroskopiske gopler, som aldrig var blevet beskrevet for videnskaben. 28 år senere er de to mystiske gople-arter stadig et mysterium, da de ikke kan placeres i dyreriget. I et nyt studie, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift PLOS ONE, redegør Jean Just og to andre danske forskere for, hvordan goplerne minder uhyre meget om 600 millioner år gamle livsformer kaldet Edicara Faunaen.
»Hvis det holder stik, at de her gopler hører til Edicara faunaen, så er det en af de største opdagelser inden for dybshavsforskning. Forestil dig, at du står med nogle dyr, som skulle være uddøde for 600 millioner år siden, men stadig lever,« siger Reinhardt Møbjerg Kristensen, der er professor ved Statens Naturhistoriske Museum og er medforfatter på det nye studie.
Han pointerer, at forskerne endnu ikke er overbeviste om, at dyrene rent faktisk er beslægtet med den fossile Edicara Fauna, da der mangler DNA-prøver fra de to nye gople-arter, som kan pege på slægtskabet.
Hvad er det for en fisk?
De to gopler, Dendrogramma discoides og Dendrogramma enigmatica, som ved et tilfælde endte i nettet i 1986, ligner havets svar på en kantarel. De har form som en lille paddehat på 11 – 17 millimeter, men den ene af de to, Dendrogramma discoides, mangler sin ’stilk’.
\ Fakta
Man har tidligere fundet dyr, som man for længst troede var uddøde. I 1952 fik Galathea-ekspeditionen hentet et bløddyr op fra dybet af Stillehavet ud for Costa Rica. Dyret hørte til dyregruppen af urbløddyr (Monoplacophora), som ellers kun var kendt som fossiler fra Devon omkring 400 millioner år tidligere. Det ’nye’ blød dyr fik betegnelsen Neopilina galatheae. Kilde: Jens Tang Christensen
I goplernes ’hat’ kan man med et mikroskop se nogle små strenge, som strækker sig fra midten og ud, hvor de deler sig i to strenge. Det er fordøjelses- og vandkanalsystemet, fortæller Reinhardt Møbjerg Kristensen.
»Selvom de minder om noget fra gopleverdenen, så kan vi ikke få sat dem i en gruppe, fordi de ikke passer ind. De har ikke de samme celler som for eksempel brandmænd og vandmænd, og de har ikke nældeceller. Vi har i stedet set på 630 millioner år gamle fossiler, og dengang var der nogle dyr, som minder om vores gopler,« siger Reinhardt Møbjerg Kristensen.
Ikke utænkeligt, at det er fortidsgopler
Reinhardt Møbjerg Kristensen forklarer, at Edicara Faunaen er en særlig gren af livets træ, som man troede var uddød. Til denne gruppe af dyr hører Edicara Fauna hører arterne Albumares brunsae, Anfesta stankovskii, og Rugoconites enigmaticus, som goplerne fra det australske dyb minder allermest om. Fossilerne af de tre uddøde arter viser nemlig, at deres fordøjelsessystem deler sig på samme måde.
Og det er faktisk ikke helt utænkeligt, at der i havets dyb lever organismer, som vi for længst troede, var uddøde, fortæller ph.d. Jens Tang Christensen.
»Man kan ikke afvise, at der skulle leve noget i dybhavet, som er beslægtet med flere millioner år gamle former. Fossilerne, som er brugt til sammenligning, er også dybhavsorganismer, og de gopler her er også taget fra dybhavet på 400 meter og 1.000 meters dybde, så det kan man sagtens forestille sig,« siger Jens Tang Christensen, der er ph.d. ved Institut for Bioscience – Akvatisk biologi på Aarhus Universitet.
Formalin ødelagde DNA

Det virker måske underligt, at forskerne endnu ikke har fundet ud af, hvad goplerne er for nogle. De kunne vel bare have taget en DNA-prøve? Men så let er det ikke.
Da goplerne i sin tid blev hevet ombord på skibet, blev de lagt i formalin, som er en fortyndet form af formaldehyd. Formalin er godt at konservere organiske materialer i, men problemet er, at det fikserer DNA’et, så man ikke kan undersøge det.
Forskerne har siden 1986 kun forsøgt at fange eksemplarer af goplerne én gang til i 1988, men da blev DNA’et desværre også fikseret. Ifølge Jens Tang Christensen kunne man have brugt andre metoder end formalin, hvis man ville bevare goplernes DNA.
»Man kunne have puttet dem i absolut alkohol, som har en alkohol procent på 96,9. Så havde man haft mulighed for at lave DNA-prøver. Man kunne også have frosset dem ned ombord og senere lavet DNA-prøver. Det gør man i dag med mammutter, som graves ud af permafrosten,« forklarer han.
Problemet med absolut alkohol er blot, at goplerne, som er gelé-dyr, skrumper, når de kommer i kontakt med den stærke alkohol. Det gør arbejdsprocessen endnu sværere, fordi goplerne i forvejen kun er få millimeter store.
Nye eksemplarer af goplerne mangler

Den viden, som findes om goplerne, er beskeden. Det var blandt andet derfor, at fundet af goplerne i 1986 ikke blev publiceret i et videnskabeligt tidsskrift i første omgang.
Siden har forskerne brugt tid på at tage en masse nærbilleder af de næsten 20 eksemplarer, som findes, og nærstudere dem. Reinhardt Møbjerg Kristensen håber dog, at der er andre forskere, som ligger inde med viden om de små havvæsner.
»Vi håber, at der er nogen, der ligger inde med materiale, så vi kan finde ud af noget mere om de her dyr, andet end at prøve at fange dyrene igen,« siger han.
Men hvis forskerne skal finde en endelig forklaring på de to kantarellignende gopler, så skal de have fat i nye eksemplarer, mener Jens Tang Christensen.
»Man kommer næppe nærmere en endelig afklaring, før det lykkes at skaffe frisk materiale som grundlag for bedre anatomiske studier og anvendelse af moderne molekylære teknikker. De sidstnævnte var ikke så udviklede, da man i sin tid fandt disse dyr, og undrede sig over hvad det var,« siger han.
Vi ved meget lidt om det dybe hav
Begge forskere påpeger, at vi faktisk ved mere om vores solsystem, end vi ved om, hvad der foregår 1.000 meter under havets overflade. Det skyldes til dels, at det er svært at komme derned, men det skyldes også, at der ved et uheld tit kommer nye arter med op til overfladen fra fiskere, som blot smider dem ud igen.
»Hele historien understreger endnu engang, hvor lidt vi ved om dybhavet, og hvor meget der endnu er at opdage dernede. Når vi bevæger os på havets overflade, befinder vi os få hundrede meter fra en verden af liv, som for en stor del er ukendt, og hvis indbyrdes relationer vi ved meget lidt om,« siger Jens Tang Christensen.
\ Kilder
- Reinhardt Møbjerg Kristensen (SNM)
- Jens Tang Christensen (AU)
- Dendrogramma, New Genus, with Two New Non-Bilaterian from the Marine Bathyal of Southeastern Australia (Animalia, Metazoa incertae sedis) – with Similarities to Some Medusoids from the Precambrian Ediacara, 2014, PLOSONE, DOI: 10.1371/journal