Udledningen af CO2 er skyld i, at en klimatrussel nu ikke bare står for døren, men er trådt indenfor. Verdens lande har i den nye Paris-aftale anerkendt, at vi har et problem, og at vi er nødt til at skrue ned for vores CO2-udledning.
Men skal vi nå målet om, at gennemsnitstemperaturen kun må stige maksimalt to grader, skal der drastiske midler i brug.
Et af dem kan være CO2-lagring, også kendt som Carbon Capture & Storage, CCS.
I foråret kunne forskere påvise, at indfanget CO2 på to år kunne omdannes til kalksten i Islands vulkanske undergrund.
Fundet var lidt af en sensation. Forskerne bag regnede nemlig med, at det ville tage flere år, og derfor var det en stor overraskelse, at det kunne gøres så hurtigt.
På den anden side var det amerikanske energiministerium nødsaget til at trække sig fra et CO2-lagringsprojekt, der var skudt omkring 6,2 milliarder kroner i. Anlægget skulle gøre kulkraftværkerne CO2-fri, men anlæggets deadline blev af flere omgange udskudt, og i foråret 2015 blev det ifølge Ingeniøren skrinlagt.
\ Sådan indfanger man og lagrer CO2
Lige nu har man kun erfaringer med at indfange CO2 i forbindelse med gasproduktion og ved kraftværker.
Det gør man ved, at røgen fra produktionen ledes igennem nogle procesanlæg, hvor CO2’en kan udskilles fra luften og bindes i væsker. Ved at opvarme væskerne i andre tanke, kan man skille CO2’en fra og pumpe den ned i undergrunden, hvor man i forvejen har en boring. På den måde kan man have et lukket system, hvor CO2’en, der udledes under produktionen, kan fanges og føres ned i jorden.
Hvis virksomheder i Danmark kunne indfange deres CO2, ville detogså kunne transporteres til passende lagringssteder og blive pumpet ned i undergrunden.
Så hvor står CO2-lagring på nuværende tidspunkt? Hvilke metoder bør vi satse på, og hvad står i vejen for, at vi kan støvsuge vores CO2-affald væk fra atmosfæren? Og kan CO2-lagring overhovedet spille en rolle i vores kamp mod klodens stigende temperaturer?
Det har Videnskab.dk spurgt to forskere inden for CO2-lagring om, og det sidstnævnte spørgsmål er de begge enige om svaret på, nemlig at CO2-lagring er vigtigere for klimaet, end mange tror.
»Skal jeg være helt ærlig, så er det et supervigtigt element, som mange desværre vil bestride. Vi hører mest, at vi skal holde op med at spise kød, flyve til udlandet og bruge CO2-krævende produkter, men gjorde vi alt det, ville det kun dække godt 15 procent af den CO2, vi udsender. Hvordan forhindrer vi de resterende 85 procent i at ramme os lige i hovedet?« siger den ene forsker Philip Loldrup Fosbøl, der er lektor og blandt andet forsker i CO2-udskillelse og -lagring ved Institut for Kemiteknik på Danmarks Tekniske Universitet.
CO2-lagring er kun rentabelt i samarbejde med olieindustrien – lige nu
Men lad os vende tilbage til forsøget med at omdanne CO2 til kalksten i Island, hvilket kun er et af mange CO2-lagringsprojekter, der er i gang i hele verden. Det er dog begrænset, hvor mange steder, man kan anvende metoden. Det kræver nemlig, at man har en vulkansk undergrund. Noget de færreste lande ligger inde med.
Hvad, man i stedet kan alle vegne, er at pumpe CO2 ned i undergrunden, og det har man stor succes med flere steder. Eksempelvis i Norge.
\ Læs mere
Vest for Stavanger ligger Sleipnerfeltet, hvor nordmændene henter olie og gas op fra undergrunden. Sleipnerfeltet styres af Statoil, og i 1991 blev olieselskabet pålagt en CO2-skat fra den norske stat. Statoil var ikke glad for at skulle betale denne skat og spurgte, om selskabet i stedet måtte pumpe CO2’en, som kom fra olieproduktionen, tilbage i undergrunden.
Det fik Statoil grønt lys til og har siden 1996 pumpet en million ton CO2 tilbage i oliereservoiret om året.
Det hører dog med til historien, at CO2’en, som olieindustrien pumper ned i oliereservoirerne, faktisk gør, at man kan pumpe mere olie op. Derfor har ‘carbon, capture and storage’, som metoden kaldes, fået et lidt blakket ry. Ikke desto mindre er det den mest succesfulde måde at lagre CO2 på, vurderer Philip Loldrup Fosbøl.
»Den mest succesfulde CO2-lagringsteknik er lige nu i samarbejde med olieindustrien. Det har kunnet lade sig gøre, fordi man har et økonomisk incitament til det. Men på lang sigt er CO2-lagring fra cement-, stål-, og fermenteringsindustrien interessant, fordi man kan lave permanentlagring i de dybliggende, salte, vandbærende lag i undergrunden,« siger han.
Tomme naturgasfelter kan huse CO2 herhjemme
Undergrunden er langt det bedste sted at lagre CO2, både på land, men også dybt nede i havbunden.
I Nordsøen har Danmark eksempelvis allerede boreplatformer, hvor der er naturgasfelter, og hvor nogle af dem er ved at blive tømt og sagtens kan lagre CO2 i stedet, mener Niels Poulsen, der er seniorforsker ved Stratigrafisk Afdeling og blandt andet er en del af GEUS’ carbon capture and storage-hold.
\ Fordele og ulemper ved CO2-lagring på land og til vands
CCS-projekterne rundt omkring i verden er både på land, men også til vands. Og der er fordele og ulemper ved begge dele.
Hvis man bygger et CCS-anlæg på landjorden, kan man billigere pumpe CO2’en ned i jorden, end man kan ude på havet, fordi er er flere omkostninger forbundet med en havoperation.
Til lands har CCS nogle steder, men ikke alle, mødt stor lokal modstand. Lagringsstederne skal overvåges, forskere skal holde øje med, hvordan den lagrede CO2 opfører sig i undergrunden
Til gengæld kan forskere nemmere holde øje med, hvordan den lagrede CO2 opfører sig i undergrunden under havet, fordi man nemt kan foretage seismiske målinger med skibe. Skal man derimod gøre det til lands, kræver det ofte tilladelser fra landmænd, før man må gå ind på deres grund og foretage målinger.
Det er lidt ligesom vindmøller. Det er OK at placere dem ude på havet, hvor de ikke forstyrrer nogen, men at stille dem på land, hvor de larmer og forstyrrer udsigten er en helt anden snak, vurderer forskerne.
»I Danmark har vi lagret naturgas på land to steder. Eksempelvis ved Stenlille på Sjælland, så hvorfor ikke lagre CO2 i tilsvarende strukturer? I øvrigt er naturgas eksplosivt og brandfarligt, men CO2 derimod er ikke brandfarligt, så der er i princippet en større risiko forbundet med at lagre naturgas,« siger Niels Erik Poulsen.
Han fortæller, at man eksempelvis har et område i Skagerrak lidt ud for Hirtshals, hvor forskerne spår, at man vil kunne lagre, hvad der svarer til hele Nordjyllands CO2-udslip hvert år de næste 40 til 50 år.
Og CO2‘en vil forblive dernede, forsikrer Niels Poulsen. Jordlagene, som ligger rundt om reservoiret, fungerer nemlig som uigennemtrængelige barrierer. CO2‘en kan derfor ikke sive andre steder hen eller ud af lageret.
USA vil fange CO2 direkte fra luften
Det er især industrier, der arbejder med olie, gas, stål og cement, der vil kunne få glæde af CO2-lagringen, fordi de har svært ved at foretage en grøn omstilling, fortæller Philip Loldrup Fosbøl
»I Danmark har ordet CCS fået et negativt billede, fordi det forbindes med olieindustrien, men mange industrier er bundet på hænder og fødder, fordi de ikke kan lave en grøn omstilling, som el-industrien eksempelvis kan med solceller og vindmøller. I stål- og cementindustrien er det eksempelvis umuligt at komme af med CO2-udledningen, og de ville have gavn af CO2-lagring,« siger Philip Loldrup Fosbøl.
\ Læs mere
Men selv hvis man indfangede CO2’en fra de industrier, som udleder særligt meget CO2, vil der stadig være al den CO2, som vi udleder fra transportmidler, og den er straks sværere at indfange. Der er dog forskning, der arbejder på, at det skal kunne lade sig gøre, fortæller Niels Poulsen.
»I USA har man lavet forsøg med at fange CO2 direkte fra luften, og det er ret interessant, for så kan man fange den CO2, der kommer fra transportsektoren. Hvis det kan komme til at virke, ville det være en stor gevinst,« siger han.
CO2-skat er nødvendig for etableringen af flere CCS-anlæg
Norge er foregangsland, hvad CO2-lagring angår, og det har kunnet lade sig gøre hos dem, fordi landet har en olieindustri, der har et økonomisk incitament til at anvende CO2-lagring. Industrien kan dels pumpe mere olie op, men de kan også undgå CO2-skatten.
Og det er netop en CO2-skat, der ville kunne gøre CCS-anlæg langt mere udbredte, end de er i dag, vurderer Philip Loldrup Fosbøl.
»Hvis der var en CO2-skat, kunne industrierne spare penge ved at undgå at udlede CO2. En skat kunne altså blive en drivkraft for virksomhederne til at komme af med deres CO2. Men den skal være global, hvis det skal virke,« siger han.
Udover Norge, har man i Canada og USA allerede store projekter i gang, hvor man har pumpet CO2 ned i undergrunden. I Canada har man eksempelvis med Quest-projektet pumpet mere end en million ton CO2 ned i undergrunden. Men langt de fleste store projekter på verdensplan er stadig i opstartsfasen eller kun lige begyndt at indfange CO2.
CO2-lagring kan blive en sovepude
Niels Poulsen vurderer, at vi herhjemme med de allerede kendte teknologier vil være i stand til at etablere et CCS-anlæg inden for fem år.
Og det er ikke et spørgsmål om hvis, men når, da alle verdens lande har sagt ja til, at minimum 12 procent af verdens CO2-udledning skal indfanges og lagres, hvis vi skal nå klimamålene fra COP21.
Spørgsmålet er så bare, om CO2-lagrene ikke bliver en slags udskydelse af problemerne, fordi folk kan fristes til at tro, at de kan beholde deres nuværende forbrugsmønster, fordi nogle anlæg fjerner deres CO2-affald?
Til det svarer Niels Poulsen:
»Vi er tvunget til at indstille vores forbrug, sådan er det bare. Vi har jo ikke uendelig lagerplads i landet til at opbevare CO2 i,« siger han.
Philip Loldrup Fosbøl mener, at det er en interessant tanke:
»Det kræver i hvert fald, at man kan overbevise folk om, at de skal nedsætte deres forbrug, og kan man få folk til at nedsætte det så meget, at man bliver bæredygtig? Det tror jeg ikke, for det vil klart forringe ens levestandard, hvis man ikke må køre i bil, ikke have varme i huset om vinteren eller have en vaskemaskine, opvaskemaskine eller tørretumbler. På lang sigt skal man derfor satse på grøn strøm, så man er dækket ind på den front,« siger han.
\ Læs mere
Men uanset hvad, er vi ifølge begge forskere nødt til at etablere CO2-lagring herhjemme og forsøge at bremse udledningen af CO2 og dermed, at kloden opvarmes yderligere.
»Det er jo 100 gange dyrere at lade være, for hvis temperaturerne stiger mere end to til fire grader, så har vi mellem en halv og en million mennesker i københavnsområdet alene, der skal flyttes et andet sted hen (pga. havniveaustigninger red.). Og der er ingen andre alternativer, som det ser ud nu,« siger Niels Poulsen.
