Gyldent fund i dybhavet mystificerer forskerne: Hvad i alverden er det?

På 3.300 meters dybde har en fjernstyret undervandsbåd gjort et usædvanligt fund.

Midt på den stenede havbund i Alaskagolfen – ud for Canada og Alaskas kyster - dukkede der pludselig noget blødt og gyldent op.

Fundet er lidt over 10 centimeter i diameter og sad fastklæbet til en sten.

Men »ud over det faktum, at det er biologisk i sin oprindelse,« aner forskerne faktisk ikke rigtig, hvad det er, de har fundet, fortæller ekspeditionskoordinator Sam Candio.

»Vi er forbløffede over fundet, og det tjener som en påmindelse om, hvor lidt vi ved om vores egen planet, og hvor meget der er tilbage at lære og værdsætte om vores hav,« siger Sam Candio i en pressemeddelelse fra det amerikanske havforskningsinstitut NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration).

Spektakulær farve

På Statens Naturhistoriske Museum har det mystiske fund også givet anledning til diskussioner blandt forskerne.

»Vi har siddet og snakket om, hvad det kan være, ved frokostbordet. Man finder generelt mange usædvanlige og ukendte ting i dybhavet, men denne her er især spektakulær på grund af sin gyldne farve,« siger Tom Schiøtte, som forsker i marint liv fra Arktis og Nordatlanten ved Statens Naturhistoriske Museum.

Hans bedste gæt er, at der kan være tale om et forladt ægkapsel fra en kendt – eller ukendt – dyreart.

»Der er et hul i den, som tyder på, at noget kan være brudt ud af den. Hajer og rokker har ægkapsler af forskellig facon, som ofte hæfter fast til bundmateriale, så det kunne måske være noget i den retning,« siger Tom Schiøtte.

En fisk? En svamp? Et æg?

Hans kollega, lektor Peter Rask Møller, som er ekspert i fisk – herunder hajer og rokker – mener imidlertid ikke, at der er tale om noget, som stammer fra hans fagfelt.

»Det er ikke en fisk, og jeg tror heller ikke, at det er et æg fra hajer eller andre fisk. Jeg tror nærmere, det kunne være en svamp, en koral eller en søanemone af en slags,« lyder hans gæt.

Han henviser derfor til Tom Schiøtte, som har mere viden om havsvampe, koraller og lignende.

»Siger Peter, at det ikke er fra en fisk? Jamen, det tror jeg altså, det må være. Jeg henviser tilbage til ham,« griner Tom Schiøtte.

»Der er nok bare ikke nogen af os, der ved, hvad det er for en gylden dims. Vi må vente og se, hvad DNA-analyserne siger.«

Blev støvsuget op

Efter at ’den gyldne dims’ var blevet opdaget på havbunden, prikkede forskerne først lidt til det med en fjernstyret robotarm.

Her kunne de konstatere, at der var tale om noget blødt, og snart efter hev de en ’støvsuger’ frem, som kunne suge fundet op.

»Det gode ved, at de får suget fangsten op og får den hjem i laboratoriet, er, at de kan analysere dens DNA og få et langt mere klart svar på, hvad det er for en størrelse, end hvis man udelukkende skulle artsbestemme den ud fra billeder,« siger Peter Rask Møller, lektor og kurator ved Statens Naturhistoriske Museum.

Han fortæller, at han ofte selv får tilsendt billeder af fisk, som forskere har filmet eller fotograferet i dybhavet, og som de gerne vil have hjælp til at identificere.

»Vi bruger rigtig meget tid på at kigge på billederne og hjælpe med at artsbestemme, men det kan godt være svært. Derfor er det fedt, når det nogle gange lykkes at suge fundet op. Jeg har for eksempel været med til at artsbestemme og beskrive en ukendt slimål, som blev støvsuget op fra dybhavet,« fortæller Peter Rask Møller.

Følg med live

I øjeblikket befinder den gyldne art sig ombord på ekspeditionsskibet Okeanos Explorer, som fortsætter sin udforskning af Alaskagolfen indtil 16. september – og som kan følges live her.

Når forskerne er nået ind til mere højteknologiske laboratorier, end hvad der findes ombord på ekspeditionsskibet, er det netop planen, at det gyldne fund skal have analyseret sit DNA.

Selvom fundet har vakt opsigt i en række medier og forskningsmiljøer, er det langt fra usædvanligt, at forskere finder nye arter på ekspeditioner til det dybe hav.

»Næst efter verdensrummet er dybhavet det mest uudforskede område, der findes. I min egen skoletid – som snart er længe siden – fik jeg at vide, at de anstrengelser, vi gør os for at undersøge dybhavet, svarer til, at en luftskipper flyver hen over en tåget by og trækker vod. Han får måske en barnevogn og halvdelen af en statue med op, og ud fra det skal han stykke en historie sammen om, hvordan vores samfund ser ud,« fortæller Tom Schiøtte.

På samme vis er der fortsat kæmpestore huller i vores viden om dybhavet. Simpelthen fordi vi kun kender til små brudstykker af historien om dybet, som vi mere eller mindre tilfældigt støder ind i, fortæller han.

»Vi er selvfølgelig kommet langt siden min skoletid, fordi vi har fået ubåde og fjernstyrede fartøjer, som vi kan sende ned i dybet. Men dybhavet er et enormt område – virkelig, virkelig stort - så billedet med luftskipperen er stadig passende, synes jeg,« slutter han.