Forskere finder igen mystiske huller i dybhavet

Længst mod nord i Stillehavet ligger Beringstrædet.

Sidste år stødte forskerne helt uventet på flere rækker af huller langs havbunden. Det var i en dybde på godt 3.500 meter.

Videnskab.dk's norske søstersite, forskning.no, fortalte for en måned siden om, hvordan forskere om bord på det norske forskningsskib 'G.O. Sars' i 2004 sendte en ubemandet fjernstyret ubåd - en ROV - med kamera ned til havbunden midt i Atlanterhavet, nord for Azorernes øhav.

»Helt uventet dukkede sporene pludselig op på skærmen nede fra omkring 2.000 meters dybde,« fortalte Odd Aksel Bergstad til forskning.no om det, der skete for 20 år siden.

Den nu pensionerede forsker ved Havforskningsinstituttet i Norge ledede dengang rejsen til det midtatlantiske hav.

I en publikation i 2022 stillede han og den amerikanske forsker Michael Vecchione spørgsmålstegn ved, hvorfor ingen havde været i stand til at forklare disse huller i de mange år, som er gået siden 2004.

Ekstreme habitater

Har andre forskere nu endelig fundet svaret dybt nede i Stillehavet?

Anne Helene Tandberg er forsker ved Universitetsmuseet i Bergen og ekspert i havdyr, der lever under ekstreme forhold.

I havdybet møder dyrene et enormt tryk. I tillæg er det koldt og helt mørkt.

Nede i Marianergraven sydøst for Japan, verdens dybeste sted på godt 11.000 meter, kan trykket sammenlignes med, hvis hundrede elefanter tog plads sammen oven på hovedet på dig.

Ikke desto mindre er der mange levende organismer hernede.

Sommeren 2022 deltog Anne Helene Tandberg i en ekspedition om bord det tyske forskningsskib 'R/V SONNE' til den nordlige del af Stillehavet.

Hovedformålet, hun og forskerne ved Senckenberg Instituttet i Tyskland havde, var at lede efter liv nede i Aleutergraven, som er cirka 7.000 meter dyb.

»Vi også gerne lave undersøgelser lidt længere nordpå oppe i Beringstrædet, mellem Alaska og Rusland,« siger hun.

Her blev det, Anne Helene Tandberg betegner som en 'kæmpe klump', sænket fra forskningsskibet. 'Klumpen' var fyldt med filmkameraer og almindelige kameraer, der tager enkeltbilleder i høj opløsning nede i dybhavet.

Huller på havbunden

Anne Helene Tandberg og kolleger sad og så filmbilleder nede fra dybet.

»Og så så vi pludselig en masse huller nede på bunden, «siger hun til forskning.no.

»Hullerne lå i rækker efter hinanden. Til sidst fandt vi i alt 200 af dem 3 forskellige steder.«

Anne Helene Tandberg fortæller, at forskerne hurtigt kunne konstatere, at der var en horisontal tunnel – eller en slags passage – under hver af disse rækker med huller.

Så hundrede forskellige dyr på film

»I de videoer og billeder, vi tog, optog vi næsten 100 forskellige dyrearter, der levede på stedet omkring 3.500 meter nede i dybet.«

»Det var bare de dyr, vi kunne se, for i tillæg er der hundredvis af andre smådyr hernede. Vi finder dem, når vi får analyseret prøver, vi tager fra dybet.«

Forskerne på 'R/V SONNE' var enige om, at det må have været et af de lidt større dyr, de kunne se på billederne, som lavede hullerne.

De fisk, de havde observeret, mente de, var for store. Orme på havbunden blev også udelukket. Det samme gjaldt søpindsvinene, de så.

»Så pludselig fik min kollega Angelika Brandt øje på et næsten hvidt dyr med et rosa skær. Det var et krebsdyr, en amfipod. Det kom ud af et af hullerne.«

Det var et dyr, noterede Angelika Brandt sig, fordi det lignede noget, en kollega af hende havde observeret på havbunden nede i Antarktis i 1980'erne.

Et hidtil ukendt dyr

Med et særligt redskab lykkedes det forskerne at fange et krebsdyr mage til det, de havde set komme ud af hullet dybt i havet.

»Da vi fik det op, viste det sig at være et dyr, der formentlig ikke har været registreret før. Men jeg kunne konstatere, at den tilhørte krebs-slægten Maera,« siger Anne Helene Tandberg, som var den, der vidste mest om krebsdyr på ekspeditionen.

Dyret havde den rigtige størrelse i forhold til hullerne, og det har forfødder, der er specielt designet til at grave.

Det ler, som du ser på siden af hullerne på billederne i denne artikel, mener forskerne, at krebsdyret kan have skubbet op af hullerne.

Anne Helene Tandberg og hendes kollegers hypotese er, at dyret graver en tunnel, som det kan opholde sig i.

Men i stedet for at bære leret, det graver op, helt ud til åbningen for enden af tunnelen, kan krebsdyret nemmere komme af med leret, hvis det bliver kastet op gennem et af hullerne, som ligger på rad og række.

Dyret er med andre ord ret smart.

Forskerne antager, at amfipoden enten graver efter føde, eller at den måske laver et skjulested for sine unger.

Samtidig undrer de sig over, hvordan et krebsdyr så frygteligt langt nede i havets kolde mørke har fundet ud af at lave så avanceret ingeniørarbejde.

Giver ikke svar om hullerne i Atlanterhavet

Samtidig er Anne Helen Tandberg og hendes kolleger ret sikre på noget andet:

De har ikke fundet svar på, hvem der gravede de huller, Odd Aksel Bergstad og hans kolleger fandt i Atlanten for knap 20 år siden.

»De hulrækker, de fandt nord for Azorerne, havde ikke en passage eller tunnel under sig. Så det kan ikke have været det samme dyr, der har lavet disse rækker af huller. Det må være noget andet.«

Så det 20 år gamle mysterie om hullerne i Atlanterhavets dyb er stadig ikke løst.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.