Uhørt stor fisk hevet op fra dybhavet: »Det er helt obskurt«

Hvad gemmer havets dyb egentlig på?

Det er stadig et puslespil, hvor forskerne fisker efter brikker. Men nu har et nyt studie med dansk deltagelse halet endnu en ganske enorm brik op af dybhavet i Japan.

Resultatet er udgivet i tidsskriftet Scientific Reports, og her kan man læse, hvordan en række japanske forskere i 2016 hev en sværvægter af en glathovedfisk på 25 kilo op fra det dybeste hav, hvor end ikke Solens stråler kan trænge ned.

Arten er blevet døbt Narcetes shonanmaruae efter det skib, der halede den ind.

»Det er en helt obskur gigant af en ny fiskeart, der er blevet hevet op fra dybet. Man opdager tit nye arter, men det er størrelsen på den her, der virkelig er helt udenfor, hvad vi kender til,« lyder det fra en begejstret medforfatter Jan Yde Poulsen, der er ph.d. og marineforsker ved Australian Museum i Sydney.

Der er cirka 100 arter i glathovedfisk-familien, og de er typisk under en meter og har en mere beskeden kampvægt på omtrent 1 kilo.

»Vi har at gøre med en artsfamilie, hvor næsten allesammen er små. Så kommer den her, som næsten er helt ude af proportioner, og det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvad der ellers gemmer sig dernede,« funderer Jan Yde Poulsen.

Vi er nede, hvor de store fisk vender

Når man taler om dybhavet, er vi er helt nede på 1.000 meters dybde, hvor andre store fisk som sildekonger, klumpfisk og marliner ikke søger ned. Her er der intet sollys tilbage, og det er et sted med mange ukendte tilpasninger, forklarer Jan Yde Poulsen.

De nye fund, der tæller i alt fire styks glathovedfisk, blev halet ind helt nede fra 2.500 meter under havoverfladen ved Suruga Bay. Det er en bugt ved Stillehavskysten i Honshū i Shizuoka Prefecture i Japan, og området er kendt for dybhavsfiskeri og en intensiv fisketradition.

Det til trods ved man stadig ikke alt om, hvad dybhavet gemmet på, men via en fire kilometer lang fiskeline er man nu blevet et nyk klogere.

»Vi har at gøre med en gruppe af fisk, der normalt lever af vandmænd, og et område, der ikke er så rigt på næring,« beretter Jan Yde Poulsen.

»Så det, at vi nu har en helt ny art, der spiser fisk - den blev fanget på makrel - er lidt et wake-up call for japanerne. De troede, at området var godt kortlagt, og det kan være en brik til at kortlægge biodiversiteten og havets økosystem i området, som tydeligvis har flere ubekendte,« fortsætter han.

Har kigget på 'fingeraftryk'

Når man skal undersøge, hvad det er for en fisk, der er blevet halet ind, sker det i dag via DNA-analyser. Og det er her, Jan Yde har bidraget.

Sammen med en række kolleger har han via fiskens udseende samt DNA-analyser slået fast, at den nye art ikke lever af vandmænd som de andre fisk i den specielle familie - men derimod indtager en plads øverst i hierarkiet ved glathovedfiskens familiebord.

Til at fastslå dette laver forskerne analyser af blandt andet fiskens maveindhold, og de undersøger såkaldte stabile isotoper. Det er en slags fingeraftryk over lang tid, der indikerer, hvor langt fra sollys fisken spiser – og i dette tilfælde er det langt.

Men her stopper de fleste spor imidlertid, for den evolutionære sti er blevet udvisket.

»Noget af det interessante – og til tider frustrerende - ved at arbejde med disse fisk, er, at vi ikke ved, hvordan glathovedfiskene har udviklet sig fra andre fiskegrupper og ned i de dybeste havområder,« siger Jan Yde Poulsen.

»Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt med sikkerhed at fastslå, hvem deres nærmeste slægtninge er. Sildefisk, laksefisk eller sågar fisk beslægtede med piratfisk eller karper har været på tale, men det er spekulativt på nuværende tidspunkt, og sådan fungerer evolutionen jo ofte.«

En svær disciplin

Marianne Nyegaard, p.hd. og marinebiolog ved Auckland War Memorial Museum i New Zealand, er imponeret over forskernes grundighed og beskrivelsen af den nye fisk.

»Dybhavsforskning er jo noget af det mest logistisk udfordrende inden for marinbiologi, og man får sjældent ret meget materiale til at beskrive en ny art, men her har de beskrevet arten fra flere vinkler,« siger Marianne Nyegaard, der selv forsker i blandt andet klumpfisk.

Hun hæfter sig især ved, at man har fundet så stor en fiske-spisende krabat i dybhavet, da Solens stråler ikke når langt nok til at sørge for, at der er en stor bestand af fisk at mæske sig i.

»I dybhavet spiser fiskene det, der falder ned, eller også så spiser de dem, der spiser nedfaldet (predation). Er man i den sidste kategori, kan der være langt mellem måltiderne. Så det, at Yokuzuna glathoved-arten kan vokse sig så store og lader til at være relativt talrige i dybderne ved Suguga Bay, er overraskende,« uddyber Marianne Nyegaard.

Hun er enig med Jan Yde Poulsen i, at det er spektakulære består i, at de har fundet så stort et bæst i et område, der ellers er relativt velkendt.

»Men i virkeligheden er der meget, vi ikke ved om dybhavet, set i forhold til hvor stort et område, det udgør af vores klode. Det er slet ikke usædvanligt, at man finder nye arter, når man kigger ned dybet, som jo er en ren Star Wars-verden af fantastiske organismer.«

Et dybhavs-monster?

Om man kan kalde den nye opdagelse et ’monster’ fra dybet, kan du selv vurdere i videoen.

Ifølge Jan Poulsen har den ingen ekstreme tilpasninger, men er imidlertid udstyret med et stort gab, hvilket er sjældent for arterne i den familie.

Men selv om den hverken har store hugtænder eller vilde horn, vil den store fisk påvirke økosystemet i dybhavet.

»Hvordan de er blevet så store og kan leve så langt nede er svært at sige. De kan ikke bruge meget energi på at svømme rundt, når der ikke er mere næring, men det tyder det på, at de faktisk gør. Fiskens størrelse, energiniveau, metabolisme og fødegrundlag er en tilbagevendende biologisk problemstilling« vurderer Jan Poulsen.

Og hvis du overvejer, hvordan sådan et monster ville tage sig ud på grillen, kan du godt glemme det – den vil ikke udgøre en særlig delikat anretning, forsikrer Jan Yde Poulsen. Konsistensen er gelé-agtig og minder mest om vores hjemlige stenbidere i mangel på en bedre gastronomisk sammenligning.