I maj drog forskere ud på en månedlang ekspedition til Arktis.
Med forskningsfartøjet Kronprins Haakon rejste forskere og studerende fra 16 lande til Framsundet, som er sundet mellem Svalbard og Grønland.
Her sænkede de et fjernstyret undervandsfartøj (ROV) flere tusinde meter under havoverfladen.
»Instrumentet er vores øjne og hænder på bunden af havet,« siger Giuliana Panieri, som er professor ved Universitet i Tromsø og ekspeditionsleder på turen.
Målet var at undersøge, hvilke arter der lever i ekstreme miljøer dybt nede i mørket.
Forskerne har indsamlet hundredvis af forskellige skabninger fra dybhavssletten, undersøiske bjergkæder, hydrotermiske 'skorstene' og muddervulkaner.
»Vi ved meget lidt om dybhavet. På hver ekspedition indser jeg, at der stadig er så meget at opdage. Det her er kun begyndelsen,« siger Giuliana Panieri.
Behårede rejer
Der ser bestemt ud til at være nye arter blandt de individer, der er blevet indsamlet, siger Giuliana Panieri, men det vil først endelig blive slået fast ved en workshop i oktober ved Universitet i Tromsø, hvor specialister fra hele verden er blevet inviteret til at undersøge mangfoldigheden fundet på turen.
En af de mærkværdige skabninger var en reje med hårlignende gevækster.
»Rejerne blev fundet på 3.000 meters dybde, og der var rigtig mange af dem,« siger Giuliana Panieri.
»De var røde og dækket af noget, der lignede hår. Men det var faktisk kolonier af bakterier. Disse bakterier omdanner giftig svovlbrinte til energi; et levende eksempel på tilpasning og symbiose.«
Symbiose er, når to forskellige organismer samarbejder for at overleve.
Der var også flere typer fisk at se.
»Det er fascinerende at se disse dyr bevæge sig på bunden af havet cirka 3.000 meter under overfladen.«
Tanglus med pansrede kroppe, vandmænd på stilke, der ligner blomster, og fisk med frostvæske i blodet er eksempler på andre dyr, der blev indsamlet, skriver Ocean Census på sin hjemmeside.
Organisationen har samarbejdet med UiT og REV Ocean om ekspeditionen.
En røgfyldt havbund
Projektet startede på forhånd med en grundig undersøgelse af, hvor det var mest interessant at nedsænke undervandsrobotten.
Fra båden fulgte forskerne med, mens undervandsfartøjet bevægede sig gennem de forskellige mørke miljøer, for at beslutte hvilke slags organismer og prøver, der skulle hentes op.
»Et særligt øjeblik fanget af ROV'ens kamera var, da vi stødte på en hydrotermisk undervandskilde,« fortæller Giuliana Panieri.
Langs oceanryggen, som er en undersøisk bjergkæde, der er opstået på grund af kontinenternes bevægelse, strømmer varme kilder enkelte steder. Glødende vand, rigt på mineraler, vælder op fra havbunden.
»På skærmen kunne vi at se en form for røg. Da vi bevægede os mod havbunden, gik det op for os, at det blev udsendt fra en skorsten, en hydrotermisk skorsten.«
»De billeder var så surrealistiske!«
Forskerne vidste, at 'røgen' faktisk var opvarmet vand blandet med mineraler og forskellige kemikalier.
»Omkring disse aktive skorstene så vi livlige og tætte samfund af organismer, der trivedes under forhold, der er dødbringende for de fleste livsformer, som bakterier og krebsdyr.«
Specielle organismer omkring hydrotermiske skorstene baserer deres næringsgrundlag på kemisk energi i stedet for energi fra Solen.
Se klip og flere billeder fra ekspeditionen i filmen:
Et fantastisk syn
»Endnu et uforglemmeligt øjeblik var, da ROV'ens kamera udforskede et sted et par tusinde meter under havoverfladen, som afslørede gashydrater på havbunden,« siger Giuliana Panieri.
Gashydrater, som er en blanding af naturgas og is lagret i havbunden, bliver dannet under forhold med koldt vand og højt tryk, som kan forekomme på dybt vand og i marine sedimenter.
»Vi kunne se en tæt koloni af noget, der lignede hvide, fjerbeklædte organismer.«
»Det viste sig at være kolonier af skægorme (Siboglinidae), som er afhængige af symbiotiske forhold med bakterier for at overleve under så barske forhold.«
Nogle steder klæder skægorme havbunden som en miniatureskov.
»Det var et spøgelsesagtigt og smukt syn, da disse organismer svajede i takt med vandets blide bevægelser.«
Sjælden vulkan
Den anden del af ekspeditionen havde til formål at udforske muddervulkaner.
»Det er vulkaner, der naturligt udsender metan og væske. I nogle af dem er der også tegn på olie,« siger Giuliana Panieri.
Forskerne lavede yderligere undersøgelser af en muddervulkan, som blev opdaget sidste år, kaldet Borealis. Det er et meget sjældent syn.
Borealis er den anden muddervulkan, der er blevet opdaget på norsk territorium, siger Giuliana Panieri.
Borealis, som er syv meter bred og to en halv meter høj, ligger i et krater, der er langt større, som er resultatet af en stor udblæsning af metan, som skete for flere tusinde år siden.
»Det er et sted, som har lækket metan i omkring 18.000 år.«
Guiliana Panieri kalder strukturerne for et vindue til Jordens indre. Sediment og andet siver op fra muddervulkanerne dybt nede i havbunden.
Tilflugtssted for fisk
Det, der også er interessant ved Borealis, er de organismer, der lever der, siger Guiliana Panieri.
»Fordi det er en kold gasudsivning, er der en masse kulsyreholdig jordskorpe rundt omkring. Her er metanudslip og aflejringer af calciumkarbonat, der danner sten. Disse sten fungerer som et tilflugtssted for fisk ved Borealis,« siger Guiliana Panieri.
Nogle af dem er kommercielt værdifulde arter.
Findes der også særlige bakterier ved muddervulkaner, der trives i det unikke miljø, som der gør ved de hydrotermiske skorstene? Det er noget, forskerne gerne vil finde ud af.
En mikrobiolog fra UiT, som var med på ekspeditionen, skal arbejde med prøver fra muddervulkanerne.
Nye opdagelser
Forskerne havde heldet med sig, og det stoppede ikke der. I alt otte nye muddervulkaner blev opdaget i løbet af ekspeditionen.
»At finde otte nye muddervulkaner var både overraskende og spændende,« siger Guiliana Panieri.
»Muddervulkaner er geologiske strukturer, der ikke blot er fascinerende, men også vigtige for at forstå geologiske processer. At opdage så mange på én tur gav et væld af data og er et vidnesbyrd om, hvor meget vi stadig ikke ved om dybhavsmiljøerne.«
Forskerne har blandt andet taget gas- og sedimentprøver fra de fleste af muddervulkanerne, fortæller forsker Rune Mattingsdal i en artikel fra det norske Sokkeldirektoratet fra juni.
Det kan afsløre noget om mudderets alder, og hvor gas og eventuelt andre kulbrinter kommer fra.
»Muddervulkaner rundt om i verden er ofte associeret med forekomsten af kulbrinter, og de kan derfor være interessante i forbindelse med søgningen på olie og gas,« siger Rune Mattingsdal.
En slags søsnegl. (Foto: Martin Hartley)
»Skal kende konsekvenserne«
Kortlægningen af biodiversitet er vigtig, blandt andet fordi et land som Norge har taget det første skridt mod minedrift på havbunden.
»Hver gang vi ser et nyt stykke havbund, finder vi noget, vi ikke har set før,« siger Guiliana Panieri.
»Vi skal helt klart undersøge disse miljøer for at forstå, hvilken slags påvirkning og konsekvenser vores aktiviteter vil få.«
Nye studier, blandt andet af DNA fra miljøet, vil betyde, at vi bliver klogere på biodiversiteten, end det før var muligt, slutter forskeren.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
