Byer kan være meget uindbydende og svære for dyrelivet at finde sig til rette i.
De er højlydte og støjende, svære at bevæge sig rundt i, fulde af mennesker og nærmest badet i kunstig belysning. Alligevel klarer visse arter sig bedre i byområderne end i landdistrikterne.
Forskning viser, at dyr af samme art, som lever henholdsvis i byer og på landet, har forskellig adfærd.
Disse forskelle vil sandsynligvis vokse sig større, fordi mere end halvdelen af menneskeheden i dag bor i byområder, og fordi byerne bliver stadig større.
Nyder godt af frugttræer og varmeø-effekten
Et nyligt studie fra Universitetet i Tel Aviv, viser, at den ægyptiske flyvende hund (Rousettus aegyptiacus), der lever i urbane områder af Israel, føder to en halv uge tidligere end populationer, der bor i landlige egne.
Det gavner dem, fordi der så er større sandsynlighed for, at de når at reproducere to gange om året.
I byområderne i studiet var der flere frugttræer og større mangfoldighed af træarter. I for eksempel Tel Aviv bliver træerne kunstigt vandet. Det betyder, at der er frugt på træerne i en længere periode i løbet af året og som følge deraf mere pålidelige forsyninger af føde til flagermusene.
Dyr kan også nyde godt af varmeø-effekten i byerne; et fænomen, hvor byområder oplever højere temperaturer om vinteren end de omkringliggende landdistrikter som følge af menneskeskabte strukturer som asfalt, beton og bygninger, der absorberer og genudsender Solens varme.
\ Læs også
Ser mennesker som rovdyr
De fleste arter opfatter mennesker som rovdyr, så vores tilstedeværelse forstyrrer og distraherer dem fra at spise og yngle. For at overleve i menneskedominerede byer skal dyrene være dristige.
Det er noget, forskere har undersøgt gennem længere tid hos dyr som for eksempel ræve. Byræve er ofte mere dristige i deres respons på ny mad, når denne bliver præsenteret på en ukendt måde, for eksempel i en foderlabyrint.
Byfuglene – fra rødkælke til vildtlevende duer – er også mere dristige.
I et studie fra 2008 fandt forskerne, at byfugle er mere tolerante over for menneskelig forstyrrelse og indblanding end fuglene i landdistrikterne, så mennesker kan komme meget tættere på dem.
Adfærdsmæssige ændringer
De fugle, der reagerede mindst på at være tæt mennesker, nedstammer fra mange generationer siden urbaniseringen, hvilket viser en lang historie med tilpasning.
Denne adfærdsændring hjælper disse dyr med at justere deres stressreaktion, når de eksponeres for nye situationer. Hvis det ikke skete, ville de lide af kronisk stress.
For at teste, om denne dristighed hos fugle skyldes evolutionær tilpasning, håndopdrættede forskere solsorteunger taget fra både et bycenter og en nærliggende skov i et eksperimentelt studie fra 2006 i Tyskland.
De holdt alle fuglene i det samme miljø, indtil de var fuldvoksne, og testede derefter deres akutte stressreaktioner, når de blev fanget og håndteret. Fuglene fra byen havde en lavere stressreaktion, hvilket tyder på, at denne forskel var genetisk bestemt.
Svært for fugle i byen af opfostre deres afkom
Byfugle har dog en tendens til at have mindre succes med at opfostre unger end fugle i mere naturlige områder.
Selvom fugle nyder godt af mad fra mennesker i mange byer og storbyer over hele verden – uanset om det er direkte i form af fuglefoder eller ved at spise vores kasserede mad – leverer byområder ikke nok af det bytte, som mange fugleunger har brug for.
En studie publiceret i 2020 viser, at den lave forekomst af insekter var den største udfordring for musvitter i byerne.
Samme art, anden by
Mennesker har svært ved at se mange af disse ændringer hos urbane dyr, men især én bliver tydelig, hvis du opholder dig i byer over hele verden: Måske har du bemærket, at uanset hvilken by, du besøger, er der mange dyr af samme art?
Forskere kalder denne udvikling 'biotisk homogenisering', fordi de samme arter præger naturen stadigt flere steder. Det sker, når dyrelivet med tiden begynder at blive mere og mere ens.
Denne proces begynder med udvandringen af arter, der ikke kan leve sammen med mennesker. Store pattedyr, ofte rovdyr, er de første til at forsvinde, i takt med at et område bliver mere og mere urbaniseret.
Så begynder de ikke-hjemmehørende arter at flytte ind: Vilde duer, rotter, stære og mange andre arter er blevet introduceret af mennesker over tid, enten ved et uheld eller bevidst, indtil et punkt er nået, hvor biodiversiteten i en by i for eksempel USA begynder at ligne biodiversiteten i en by i Europa.
Disse arter har ofte bredere kost- og habitatnicher, hvilket gør dem gode til at udnytte byområder.
Urbaniseringen ændrer vores forhold til dyrelivet
Urbaniseringen ændrer løbende vores forhold til dyr og vores opfattelse af naturen.
Selvom forskerne diskuterer, om vi lever i den antropocæne tidsalder (antropocæn er et forslag til et navn for den geologiske periode eller epoke, hvor menneskets aktiviteter nu påvirker Jorden i så høj en grad, at det medfører globale ændringer i Jordens tilstand), er det ubestrideligt, at mennesker har formet og stadig former landskabet, så det passer til vores behov.
Væksten i byer og andre byområder forventes at fortsætte.
Byernes fremtidige ekspansion forventes at sluge 11-33 millioner hektar naturligt habitat i 2100. Det svarer til et område på størrelse med Norge. Mennesker er i dén grad ved at blive den største drivkraft bag dyrelivets evolution.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
