Om en fugl lever i skoven eller i byen, har betydning for fuglenes liv.
Byfugle spiser måske flere hotdogs, mens skovfuglen måske mæsker sig mere i bær og nødder end nedfalden fastfood.
Ifølge ny forskning bliver fugles fjerdragt i al fald mere mat og mindre farverig af livet i byen, skriver The New York Times.
Forureningen i byerne, fra for eksempel tungmetaller som bly, påvirker et pigment i fuglene, der hedder melanin, som bestemmer fjerdragtens farve.
Det konkluderer forskerne bag et nyt kinesisk studie, der er udgivet i tidsskriftet Landscape and Urban Planning.
I det kinesiske studie har forskerne analyseret 547 forskellige fuglearter og fundet, at byfuglenes fjerdragt generelt er mere matte og mørkere end fuglene i den vilde natur.
Selvom det lyder som en kedelig tendens, kan det faktisk give fuglene en overlevelsesfordel i det forurenede miljø, nævner en forsker:
»Jo mere melanin du ophober, jo bedre er du i stand til at binde disse skadelige stoffer i fjerene«, siger Kevin McGraw, en biolog ved Michigan State University, ifølge The New York Times.
Forureningen i byerne påvirker også økosystemerne på anden vis, hvilket har betydning for fuglenes farvefattige fjerdragt.
Træerne i byerne har mindre af pigmentet carotenoid, som for eksempel gør gulerødder orange. Manglen på carotenoid gør, at bladene er mindre farverige. Billerne, der spiser bladene, får ikke pigmentet, og til sidst ender fuglene, der spiser billerne, med at mangle farve i fjerdragten.
Fuglene kan ikke få pigmentet andre steder fra end deres mad. Hvad det har af betydning for byfuglene, at de bliver mindre farverige, er forskerne stadigvæk ikke helt sikre på.

































