Når klimaaktivister bryder loven, balancerer sympatien lige på kanten

Demonstranter, der stormer klimatopmødet COP30.

Klimaaktivister i orange veste, der limer sig fast til en landingsbane i en lufthavn.

Maling, der kastes på et kunstværk på Statens Museum for Kunst, og aktivister, der sidder fasttømret på vejene foran Christiansborg for at råbe op.

De seneste år har vi set utallige eksempler på klimaaktivister, der udøver civil ulydighed for at kalde på klimahandling.

Men den civile modstand er blevet ramt af massiv kritik.

Politisk ordfører for Venstre, Jan E. Jørgensen, har kaldt happenings som den på Statens Museum for Kunst for »hærværk«. Andre mener, at aktivister bør straffes hårdere, som Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen sagde i september sidste år.

Så gavner den form for klimaaktivisme egentlig klimabevægelsens sag? Eller driver det en kile ind mellem bevægelsen og resten af befolkningen?

»Civil ulydighed kan gøre en forskel i bestemte situationer og politiske kontekster, hvis timingen er rigtig,« siger lektor Silas Harrebye ved Roskilde Universitet, som forsker i sociale bevægelser, til Videnskab.dk.

»Men der er også masser af eksempler på, at man kan skyde sig selv i foden som aktivist, fordi det måske kun taler til de allerede omvendte og skubber flertallet af befolkningen fra sig.«

Klimaktioners effekt

Klimabevægelsens mere grænsesøgende har aktioner bidraget til at skabe opmærksomhed, siger Silas Harrebye, selvom der ikke er et entydigt svar på, om de virker.

»Klimabevægelsen har brugt civil ulydighed til at sætte noget på dagsordenen.«

For eksempel mener han, at aktivistbevægelsen Extinction Rebellion, der udøver civil ulydighed, har haft en form for ‘radical flank effekt’ - radikal flanke effekt.

Det defineres ved, at den yderliggående del af en bevægelse får mere mainstream-aktivister til at virke mere fornuftige og nogen, man kan og bør samarbejde med, hvis man er en del af eliten.

Extinction Rebellion kan have gjort Den Grønne Ungdomsbevægelse mere spiselig. Det kan man se på Folketingsvalget i 2019, hvor klima lå højt på dagsordenen.

»De har været en form for radikal flanke, for de har banet vejen for Den Grønne Ungdomsbevægelse,« siger Silas Harrebye.

»Den har kunnet komme hele vejen ind i regeringskontorerne og forhandle om konkrete tiltag med partierne.«

Klima havde nok ikke haft den dominerende rolle på dagsordenen, hvis det ikke var for klimabevægelsens protester, vurderer Christian Rostbøll, professor i politisk teori ved Københavns Universitet.

Det skyldes, at det almindelige politiske system er præget af en vis træghed, siger han. Det er derfor ikke inde fra systemet, at man ser nye og store forandringer.

»Gennem historien har det ofte været sociale bevægelser udefra, som fik sat nye emner på dagsordenen og provokerede det politiske system til at reagere,« siger han.

Radikal flanke

Når Extinction Rebellion laver radikale protester, kan det koste støtten til Extinction Rebellion, men hæve opbakningen til den mere moderate del af klimabevægelsen, siger Johan Gøtzsche-Astrup, der er adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

»Så kan folk pludselig tænke, at de her Fridays for Future-folk er ret ordentlige og moderate, dem kan jeg godt lide.«

Et studie i tidsskriftet Nature viser, at aktivistgruppen Just Stop Oils blokade af en engelsk motorvej førte til øget opbakning til den mere moderate klimabevægelse Friends of the Earth.

Anden forskning har også undersøgt klimaaktivismens effekt på folks opfattelser af klimakrisen:

I et tysk studie finder forskerne ikke beviser for, at civil ulydigheds-protester fra Fridays for Future eller Extinction Rebellion skulle ødelægge folks støtte til klimakampen.

»Studiet viser tegn på, at det ikke umiddelbart virker til, at den her store bølge af civil ulydighed havde nogen negativ effekt,« siger Johan Gøtzsche-Astrup.

Kan også have negativ effekt

De tre danske forskere mener, at det generelt er vanskeligt at måle effekten af klimaaktivismen. For måler man på offentlighedens holdninger til klimabevægelsen eller deres klimabekymringer?

Derfor har man også studier, der peger i modsat retning:

Friends og the Earth protesterer mod fracking foran det skotske parlament i 2023. Miljøorganisationen blev grundlagt i 1969 og arbejder for at stoppe klimakrisen og beskytte biodiversitet gennem græsrodsarbejde og lobbyarbejde. (Foto: CC BY 2.0)

Aktivistgruppen Just Stop Oil protesterer i 2023 i London mod fængslingen af to af deres medlemmer. Den tidligere britiske miljøaktivistgruppe blev dannet i 2022 og fokuserede på at stoppe nye fossile projekter i Storbritannien. Det gjorde de gennem blokader og ved at forstyrre begivenheder. Just Stop Oil ophørte i marts 2025. (Foto: Loredana Sangiuliano/Shutterstock)

1 / 2

En spørgeskemaundersøgelse fra University of Penn viser manglende tilslutning til ikke-voldelige, men forstyrrende demonstrationer. Blandt 46 procent af dem, der har svaret, bliver støtten til klimaindsatsen lavere, når aktivister blokerer morgentrafikken eller ødelægger kunstværker.

Et større surveyeksperiment i et studie, der dog ikke er fagfællebedømt, viser, at mere ekstreme demonstrationer kan reducere opbakningen til protestgrupper.

»Studiet tyder på, at civil ulydighed kan have en negativ effekt sammenlignet med de aktivister, der blot går på gaden og demonstrerer,« siger Johan Gøtzsche-Astrup.

Man skal dog ikke fortolke for voldsomt på surveyeksperimentet, da nylige optøjer kan have skubbet svarene i en mere kritisk retning, siger forskeren.

Aktivisternes mål

Når klimaaktivister limer sig til veje eller blokerer for adgang til bygninger, gør mange det af særligt to årsager, siger Silas Harrebye.

1. De oplever, at nogle af de mere konventionelle aktionsformer ikke virker.
2. Det kan være en måde at udpege huller i en lovgivning med det mål at påvirke den.

»Der ligger en frustration og afmagt hos dem, fordi de oplever, at de inden for lovens rammer ikke kan få magthaverne i tale eller få ørenlyd i den offentlige samtale,« siger Silas Harrebye.

Samtidig kan klimaaktivister vælge at udøve civil ulydighed, fordi de mener, det er deres moralske pligt.

»Det vil sige, at de egentlig er ligeglade med, om det ender med at have nogen effekt. Men de kan ikke være med til at deltage i ‘den umoralske orden’,« siger Johan Gøtzsche-Astrup.

Det er ‘aktivistens dilemma’, at de må udøve civil ulydighed for at få medieomtale, selv hvis det ikke giver dem opbakning fra offentligheden.

»Det er en måde at komme igennem til en større offentlighed på til forskel fra endnu en almindelig demonstration på gaden f.eks. her i Aarhus, hvor jeg bor,« siger Johan Gøtzsche-Astrup.

»Det er der ikke nogen, der skriver om.«

Når klimaaktivister vurderer, om de skal demonstrere med ulovlige midler, skal aktionen stå i et rimeligt forhold til målet, siger Christian F. Rostbøll.

»Her vil mange klimaaktivister nok argumentere for, at skaden er lille ved at forsinke nogle en halv time i at komme på arbejde, når man sammenligner med den enorme skade, klimaforandringer påfører,« siger han.

Strategiske former for aktivisme

I nogle miljøer er der en tendens til, at aktivisme altid anses som et nødvendigt onde, ifølge Silas Harrebye.

Han har fremhæver sygeplejerskernes strejke i 2021 som umiddelbar ineffektiv, da man ikke lykkedes med at skabe folkelig opbakning. Hele forløbet endte dog med at få positive konsekvenser for sygeplejerskernes arbejdsforhold.

Derfor er det afgørende, siger han, hvordan man definerer og måler effekt og succes.

Men hvis alle sociale bevægelser begynder at bruge civil ulydighed, kan effekten udvandes, mener Christian F. Rostbøll.

»Hvis civil ulydighed bliver standarden, så mister det lidt af sin betydning,« siger han.

»Så bliver der ikke lagt mærke til det. Det bliver en del af almindelig politik.«

\ Læs også

Ikke-voldelig civil ulydighed: Hvornår virker det?

Forskere blokerer gaden foran Klimaministeriet: »Lyt til videnskaben!«

Vrede er den største driver for klimaaktivister, viser forskning