Selvom man måske ikke skulle tro det, når Fido for fjerde gang jager sin egen hale indenfor en time, så er der faktisk mere mellem ørene på hunde, en de umiddelbart giver udtryk for.
Hver dag bliver videnskaben klogere på vores bedste ven - forskere er åbenbart lige så glade for hunde, som Videnskab.dk’s læsere - og her kan du læse lidt om de seneste ting, videnskaben har afsløret om hunden i tre nye studier:
Hunde forstår tale på samme måde som mennesker
Der er måske mere om den gamle talemåde, at hunde ligner deres ejere, end som så. I hvert fald opfatter deres hjerner tale nøjagtig ligesom menneskers, viser et studie ifølge Science Alert.
Når menneskehjernen opfatter tale, går det først gennem den højre hjernehalvdel, som registrerer tonelejet i det sagte, over i venstre hjernehalvdel, som analyserer betydningen.
Nu ved forskere, at det samme ‘forståelseshierarki’ gør sig gældende for hunde, skriver Science Alert.
Ved at rose hundene med velkendte ord som ‘dygtig’, i både glade og neutrale tonelejer, kunne forskerne se, at hundene først registrerede de simple, følelsesmæssige signaler og derefter de mere komplekse, indlærte ord.
Forskningen, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Scientific Report, blev udført ved at sætte 12 hunde i en fMRI-skanner (ikke samtidig!), som målte deres hjerneaktivitet ved hjælp af radiobølger, mens der blev talt til dem, skriver Science Alert.
Hunde bruger muligvis Jordens magnetfelt til at navigere efter
Videnskab.dk har tidligere skrevet om, hvordan hunde kan ‘se’ Jordens magnetfelt, men deres forbindelse til det verdensomspændende elektromagnetiske felt stikker faktisk dybere end det.
Hunde har, ligesom eksempelvis fugle og hvaler, en slags sjette sans, peger et nyt studie på.
Denne sans hedder ‘magnetoreception’ og gør, at de tilsyneladende kan orientere sig efter Jordens magnetfelt og bruge det til at finde vej over lange distancer, skriver Science Alert.
Men det magnetiske kompas kræver lidt kalibrering, og derfor vil hunden nogle gange løbe 20 meter i lige linje langs Jordens nord-syd-akse, uanset hvor den skal hen, før den vender snuden den rette vej hjemad, ifølge studiet.
Studiet, der er udgivet i tidsskriftet eLife, blev foretaget ved at sætte GPS-trackere på 27 hunde, som over 662 ekspeditioner blev sluppet løs i nogle skove for at løbe rundt, for i sidste ende at skulle finde tilbage.
Det skete primært ved at snuse sig frem til, hvor de kom fra i første omgang, men en tredjedel af tiden valgte hundene en helt anden rute hjem, som viste sig at være ved hjælp af dens ‘magnetoreception’, skriver Science Alert.
Hunde ældes ikke sådan, som de fleste tror
Som Videnskab.dk har skrevet om før, er en hunds alder i menneskeår lidt mere kompleks end den tidligere gængse metode med bare at omregne et menneskeår til at være syv hundeår.
Faktisk ældes vores firbenede følgesvende med forskellige fart, alt efter hvor langt i livet de er.
Hemmeligheden ligger i hundenes celler.
Som hvalpe ældes hunde ekstremt hurtigt, og allerede som 1-årige har de gennemgået samme celleforandring som et 30-årigt menneske. Men som de bliver ældre, forandres deres celler langsommere og langsommere.
I takt med at både mennesker og hunde (og andre organismer) ældes, tilføjes kemikaliet metyl til vores DNA, som lukker ned for visse funktioner uden at ændre på selve DNA’et.
Ved at kortlægge denne ‘metylering’, kunne forskerne regne hundenes biologiske alder ud.
Studiet er udgivet i tidsskriftet Cell Systems.
cll