Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Studie: Hundeejere er sundere end andre

Men det er svært at sige, om det skyldes hunden. (Foto: Shutterstock)

Annonce:

Lavere blodtryk, mere motion, flere penge, mindre diabetes og generelt mindre risiko for overvægt.

Sundhedsfordelene ved at have hund er mange ifølge et nyt stort studie, der har sammenlignet hundeejere med personer med andre kæledyr og personer helt uden kæledyr i et nyt studie. Det skriver The Telegraph.

Det skal dog nævnes, at forskerne ikke med sikkerhed kan vise, at sundhedsfordelene rent faktisk skyldes hunden. Mere om det nederst i historien.

1.769 personer i alderen 25 til 64 år bosat i Tjekkiet har deltaget i studiet. 24,3 procent havde hund og 17,9 procent havde et andet kæledyr. Personerne er blevet fulgt siden 2013 gennem interviews og selvrapportering om blandt andet motition og kost.

Det viste sig også, at dyreejere i gennemsnit vejede et kilogram mindre end personer uden kæledyr.

»Generelt havde personer, der ejede kæledyr, større sandsynlighed for at rapportere om mere fysisk aktivitet, sundere kost og bedre blodsukkerniveauer. Den største gevinst ved at have kæledyr blev fundet hos dem, der havde hund - uafhængigt af alder, køn og uddannelsesniveau,« siger Andrea Maugeri, der er læge, ph.d. og forsker ved University of Catania i Italien og hovedforfatter på det nye studie, ifølge The Telegraph.

Selvom forskerne har taget højde for deltagernes alder, køn, uddannelsesniveau, ledighed og civilstand, er der dog tale om en korrelation.

Annonce:

LÆS OGSÅ: Korrelation eller kausalitet: Hvornår er der en årsagssammenhæng?

Det vil sige, at det ikke nødvendigvis er hunden, der er årsagen til sundhedfordelene, men at der blot er en statistisk sammenhæng.

Måske er det for eksempel generelt sundere eller rigere mennesker, der vælger at anskaffe sig en hund.

Studiet er udgivet for nyligt i det videnskabelige tidsskrift Mayo Clinic Proceedings.

LÆS OGSÅ: Hundeejere har fire gange større sandsynlighed for at dyrke nok motion end folk uden hund

LÆS OGSÅ: Hed debat: Hvordan træner man bedst sin hund?

ams

Annonce: