Hunde og aber kan 'se' Jordens magnetfelt
Kilde: 
24 februar 2016

KORT NYT FRA UDLANDET

I 2014 kom tjekkiske forskere frem til, at hunde orienterer sig mod Jordens magnetfelt, når de skider. Hvorfor kunne de ikke svare på, men det kan tyske forskere måske.

Forskere fra Max Planck Institute of Brain Research i Frankfurt har fundet et molekyle, cryptochrome 1a, som bliver aktiveret af Jordens magnetfelt, i øjnene på hunde og aber. Det skriver Phys.org.

Dette molekyle er allerede kendt fra bakterier, planter og især fugle, som bruger magnetfeltet til at navigere efter, når de skal på træk.

I alt har forskerne undersøgt 90 arter af pattedyr for dette molekyle. Men det var kun til stede i en håndfuld arter af kødædere som hunde, ulve, bjørne, ræve og grævlinger og primater.

Hos nogle dyr er dette molekyle med til at styre døgnrytmen, men ifølge forskerne ser det ikke ud til, at det er tilfældet i pattedyrene.

»Vi er meget overrasket over at finde aktive cryptochrome 1a molekyler i kun to grupper af pattedyr. Vi ved nemlig, at dyr som gnavere og flagermus ikke har nogle aktive cryptochrome 1a molekyler, men de reagerer også på magnetfeltet,« siger Christine Niessner, der er forsker ved Max Planck Institute for Brain Research og har stået bag studiet, til Phys.org.

Forskerne skal nu finde ud af, hvilke roller dette molekyle spiller for dyrene.

Studiet er publiceret i det videnskabeligt tidsskrift Scientific Reports.

Læs også:

Ræve bruger Jordens magnetfelt, når de jager

Jordens magnetfelt påvirker klimaet

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

aml

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.