Lyner det på fjerne planeter? Dansk forskning peger på masser af bulder og brag
Planeten K2-18b er berømt for fund af mulige tegn på liv. Nu tyder ny forskning på, at den famøse planet er fyldt med voldsomt vejr.

Planeten K2-18b er berømt for fund af mulige tegn på liv. Nu tyder ny forskning på, at den famøse planet er fyldt med voldsomt vejr.
Planeten K2-18b er berømt for fund af mulige tegn på liv. Nu tyder ny forskning på, at den famøse planet er fyldt med voldsomt vejr.
Det er svært at lade være med at stirre, når et lyn skærer sig igennem Jordens atmosfære og laver lysende ar.
Men kan man mon se det samme fænomen på fremmede planeter langt borte?
Hidtil har svaret været, at vi ikke aner det.
Men nu bringer dansk forskning nye beviser på banen, som peger på, at der er masser af lyn og voldsomt vejr på en fremmed planet kendt under navnet K2-18b.
»Man kan godt få indtryk af,at fjerne planeter bare er kolde, kedelige sten og forfærdelige steder at være,« siger Elloise Fangel-Lloyd, som er hovedkvinden bag det nye studie.
»Men K2-18b minder vildt meget om vores egen planet, og det er totalt fascinerende at tænke på, at der er så meget vildt vejr og dynamik i atmosfæren derude.«
Planeten K2-18b , som er centrum for det nye studie, er i forvejen lidt af en berømthed, fordi den på flere punkter minder om vores egen jordklode. Og ikke mindst fordi forskere på K2-18b har fundet et af de hidtil mest lovende spor efter liv på en fremmed planet.
»Der er ikke fundet liv på K2-18b, men det er en af de bedste kandidater til at finde liv, hvis det eksisterer derude i rummet,« siger Elloise Fangel-Lloyd, som er forsker på Danmarks Meteorologiske Institut.
»Derfor fik vi ideen til at kigge nærmere på, om der også kunne være lyn på planeten.«

Spørger man astrofysiker Denis Sergeev, som selv har forsket i lyn på andre planeter, er det nye danske studie »en afgørende brik« i vores forståelse af lyn, som slår ned fjernt fra Jorden.
»Vi ved ikke meget om lyn uden for vores solsystem, fordi det er meget svært at detektere noget, som opstår så hurtigt og tilfældigt på en fjern planet udenfor Solsystemet,« siger Denis Sergeev fra University of Bristol i England til Videnskab.dk.
I Jordens egen baghave – inden for vores eget solsystem – ved vi, at det lyner på planeterne Jupiter, Saturn og Mars og måske også på Venus.
Men når det gælder fjerntliggende planeter uden for Solsystemet, findes der ingen billeder eller håndfaste beviser på lyn.
»Tidligere har der været mange spekulationer om det, men vi viser nu for første gang, at det godt kan lade sig gøre at igangsætte lyn på en planet uden for vores solsystem,« siger Elloise Fangel-Lloyd.
»Faktisk ser det ud til, at der er mange flere lyn på K2-18b end på Jorden.«
Forskere er ekstra interesserede i at vide, om det lyner på fremmede planeter, fordi lyn på flere måder er en vigtig ingrediens i jagten på liv i rummet.
Det er en veletableret teori, at lynnedslag kan have været med til at bane vejen for dig, mig og resten af livet på Jorden.
Helt tilbage i 1953 lavede de berømte amerikanske forskere Stanley Miller og Harold Urey et kemisk eksperiment, som viste, at en af livets allervigtigste byggesten – aminosyrer - kan blive skabt af lynnedslag.

»Lyn kan potentielt have igangsat livets opståen på Jorden. Det berømte Miller-Urey-eksperiment har vist, at elektriske gnister kan have produceret livets byggesten i atmosfæren på den tidlige jord,« siger Denis Sergeev.
Hvis man er på jagt efter liv i rummet, kan det altså potentielt være væsentligt at vide, om det lyner på de planeter, hvor man leder.
Omvendt kan lyn også producere livets byggesten, uden at der nødvendigvis er liv til stede på planeten – hvilket også er væsentligt for forskerne at notere sig i jagten på liv.
Hvis et teleskop eksempelvis finder spor efter livets byggesten i atmosfæren på en fjern planet, kunne man godt blive »fristet til at drage forhastede konklusioner og sige, at ’det må være rumvæsner’,« påpeger Denis Sergeev.
»Men man er nødt til at kunne udelukke muligheden for, at disse byggesten kan være dannet af kemiske processer, som ikke involverer liv. Lyn er en helt afgørende del af den slags kemi,« siger han.
I det nye studie har forskerne ikke direkte fotograferet eller opsnappet tegn på lyn på planeten K2-18b.
I stedet har de udnyttet, at det banebrydende rumteleskop James Webb har nærstuderet K2-18b og givet os et godt indblik i, hvad planetens atmosfære består af.
Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.
Danske Elloise Fangel-Lloyd er førsteforfatter på studiet, men har også samarbejdet med forskere fra Institut of Physics i Beograd, Serbien, og Space Telescope Science Institute i USA.
Hun udførte arbejdet med studiet som ph.d.-studerende ved Danmarks Tekniske Universitet, men er nu ansat som forsker ved DMI.
Studiet indikerer ifølge Elloise Fangel-Lloyd, at der »alt andet lige vil der være dobbelt så mange lyn på K2-18b som på Jorden.«
»Det er i hvert fald dobbelt så ‘nemt’ at starte et lyn op i K2-18b’s atmosfære. Da man regner med 44 lyn i sekundet på Jorden - altså globalt - er det temmelig meget.«
»Det er en atmosfære, som er fuldstændig anderledes end vores. Den består hovedsageligt af brint, som er mikset med nogle andre gasser,« fortæller Elloise Fangel-Lloyd.
På Jorden har forskerne udviklet et computerprogram, som kan simulere igangsættelsen af lyn i Jordens atmosfære – en simulation, som er testet og forfinet gennem flere år. I det nye studie har forskerne i stedet for at bruge Jordens atmosfære indsat informationer om atmosfæren på planeten K2-18b.
»Fordi vi er usikre på den helt præcise sammensætning af planetens atmosfære, har vi testet tre forskellige mulige sammensætninger. Men uanset hvilken sammensætning vi bruger, viser simulationen, at lyn starter meget hurtigere og nemmere end på Jorden, og at de foregår meget hyppigere,« siger Elloise Fangel-Lloyd.
Det nye studie er altså ikke et direkte bevis på, at det lyner, buldrer og brager på K2-18b, men det er en stærk indikation på det.
»Det er første teoretiske bevis på, at lyn kan opstå uden for Solsystemet på samme vis, som det gør på Jorden,« siger Elloise Fangel-Lloyd.