»Som et SWAT-team«: Sådan afslører forskerdetektiver Ruslands deportation af ukrainske børn

Da Nathaniel Raymond besvarer Videnskab.dk’s opkald over Atlanten, starter det med et host.

»Undskyld mig, jeg har mistet stemmen,« lyder det grødet fra lederen af Humanitarian Research Lab ved det amerikanske Yale University.

»Hele holdet har arbejdet døgnet rundt de sidste tre måneder. Vi er alle sammen blevet syge af udmattelse.«

I december udgav han og en række forskere nemlig kulminationen på godt 20 måneders intens forskning: En rapport, der ved hjælp af en hel værktøjskasse af forskellige detektivlignende metoder viser, hvordan Rusland systematisk og ulovligt deporterer, anbringer og adopterer ukrainske børn.

Et systematiseret program, der ifølge forskerne bag rapporten skulle ‘russificere’ børnene gennem ‘genopdragelse’ og frarøve dem deres ukrainske identitet og nationalitet.

En væg sætter forskerne på sporet

Forskerne identificerer 314 børn mellem 2-17 år fra den besatte ukrainske Donbas-region, der er blevet tvangsflyttet fra statslige ukrainske institutioner som børnehjem eller kostskoler, indrullet i Ruslands systematiske program for tvungen adoption og pleje og derefter enten placeret i russiske familier eller angivet som klar til pleje, anbringelse eller adoption internt i landet.

Men det hele startede lidt mere simpelt. Nemlig med et billede af et barn foran en gul og turkisblå væg.

Billedet var angiveligt taget på en af Ruslands institutioner for børn og unge, men farverne blev genkendt af en af forskerne på Raymonds hold.

Den samme farvede væg havde han nemlig set på et fotografi fra en af de mellemstationer - eller ‘transitlokationer’ - som forældreløse ukrainske børn og unge passerede på vej til deres endelige destination i det russiske adoptions- og anbringelsessystem.

»Vi vidste, at væggen var fra en transitlokation for ukrainske børn, men på billedet fra institutionen blev barnet præsenteret som russisk. Det var en håndværksfejl fra russernes side, og da vi så den samme væg på begge billeder, gik det op for os, at de helt åbenlyst skjulte det for omverdenen.«

Derefter gik detektivarbejdet i gang.

I første omgang trak forskerne billeder ud fra alle børn i den gruppe, som barnet på billedet tilhørte. De kom alle sammen fra Donbass, regionen i hjertet af Ruslands krig mod Ukraine, og til forskernes held havde russiske medier, institutioner eller regeringen selv taget billeder eller optaget videoer af børnene.

På den måde kunne forskerne bruge blandt andet særlige fysiske ansigtstræk og kendetegn til at sammenligne børnene på videoer og billeder fra de russiske mellemstationer med dem, de fandt i databaser for anbringelse, pleje og adoption.

»Og så begyndte vi ellers at matche ansigterne og detaljer om børnene med tre forbundne databaser, som vi trak data ud fra.«

Forskerne bekræftede altså børnenes ukrainske oprindelse, matchede dataene med informationer fra deres mellemstationer i Rusland og identificerede dem til slut igen i russiske databaser for anbringelse, pleje og adoption.

Til at identificere de 314 børns færd fra Ukraine til Rusland og deres skæbne har forskerne brugt et arsenal af metoder.

De har indhentet data fra blandt andet satellitter, fly, lækkede regeringsdokumenter, geolokationsværktøjer, billeder, tekst og videoer fra sociale og kommercielle medier, metadata og russiske registre.

»I praksis kørte vi en grundlæggende politiefterforskning af et skyderi uden for en kiosk om natten. Vi indhentede overvågningsoptagelser fra flere forskellige kilder og tidspunkter og analyserede billederne af gerningsmanden, fra han er på vej til gerningsstedet, under og efter forbrydelsen,« siger Nathaniel Raymond.

Undersøgelserne af det enkelte barn skulle altså leve op til en lang række krav til dokumentationen for at tælle med i det endelige regnskab. Derudover skulle informationer krydstjekkes og bekræftes på tværs af flere uafhængige kilder.

For enden af en telefonforbindelse længere østpå sidder Andreas Umland, analytiker ved Stockholm Centre for Eastern European Studies (SCEEUS) og bosat i Kyiv, Ukraine.

Han har skrevet en rapport på vegne af Europa-Parlamentet om de forsvundne ukrainske børn. Den byggede blandt andet på Yale-forskernes undersøgelser, som han kalder »virkelig godt arbejde«:

»Vi kender ikke det samlede antal af de ulovligt deporterede uledsagede børn, og derfor er det her kvalitative arbejde, som Yale-forskerne laver, godt. For selvom du ikke kan sige noget definitivt om det kvantitative, så kan du sige noget om det kvalitative, altså processen og konsekvenserne,« siger han og fortsætter:

»Og det tror jeg er det bedste, vi kan gøre for nu. Men min antagelse er, at vi ikke kommer frem til et tal, der er fuldstændig endegyldigt.«

Potentielt svimlende antal

For som forskerne også skriver i rapporten, er det »egentlige antal børn, der har gennemgået Ruslands program for tvungen adoption og pleje formentlig langt højere end de 314 børn.«

Andre organisationer er da også kommet med svimlende tal.

Ifølge de ukrainske myndigheder selv er op mod 20.000 børn blevet flyttet med tvang. De russiske myndigheder har selv hævdet, at de har ‘evakueret’ 744.000 ukrainske børn, mens Ukraines børnerettighedskommissær har vurderet, at det formentlig drejer sig om 200-300.000 ulovlige deportationer.

Andreas Umland vurderer, at der er tale om børn i »titusindvis, mindst 20.000«, mens det russiske 744.000-tal formentlig er for højt.

Men billedet bliver så mudret, fordi de forskellige vurderinger inkluderer forskellige kategorier af børn, med eksempelvis forskellig juridisk status, baggrund og vej ind i Rusland, uddyber han. Og så sidder Rusland på en stor del af informationerne.

I Yale-rapporten opdeler forskerne deporterede ukrainske børn i fire kategorier: De ukrainske børn, der bliver taget på slagmarken, efter deres forældre er afgået ved døden. Dem, der bliver taget fra russiske såkaldte ‘filtreringslejre’, hvor ukrainske familier bliver skilt fra hinanden (lejre, der blandt andet bruges til registrering, tilbageholdelse og afhøringer).

Så er der børnene fra de såkaldte ‘ferielejre’, hvor russerne under dække af at ville give børnene en midlertidig pause fra krigens rædsler i stedet arbejder hårdt på at ‘russificere’ eller genopdrage dem kulturelt dem. Slutteligt er der dem fra ukrainske børnehjem, kostskoler og ungdomsinstitutioner, hvor deres forældre frivilligt har afleveret dem.

Det er den sidste kategori, forskerne har beskæftiget sig med i deres rapport, lyder det fra Nathaniel Raymond. Og 314 er det antal, de med sikkerhed har for de børn, der er blevet tvunget af russerne i pleje eller adoption, konkluderer han.

»Det er et lavt antal. Det er begrænset. Det drejer sig om en specifik gruppe af børn fra Donbass som vi kunne identificere, fordi de blev flyttet på en helt særlig måde,« siger Nathaniel Raymond og fortsætter:

»Men faktum er, at der ikke har været nogen bestræbelse på deportation, der har været ‘industrialiseret’ i så stor skala siden Anden Verdenskrig.«

Hvad vil Rusland opnå?

Og hvorfor deporterer Rusland så de her børn?

Ifølge professoren fra Yale University er motivationen tredelt.

Da landet indledte krigen i Ukraine i 2022, var det en slags magtdemonstration over statsapparaterne i de besatte områder. Som en del af annekteringen ville de vise, at de havde kontrollen, og at borgerne nu var russiske, uddyber Nathaniel Raymond.

Da det begyndte at gå mere militært skævt for russerne, blev de deporterede børn en del af Putins propaganda. De blev vist på russisk TV og medier med budskabet om, at ‘de her børn var blevet reddet fra ukrainske nazister', fortsætter han.

»Og nu er hensigten med børnene igen ændret, fordi de er blevet jetoner, der kan blive brugt i forhandlinger med Ukraine.«

Ifølge Andreas Umland synes mange i Rusland ligefrem, at det, de russiske myndigheder kalder ‘evakuerede børn’, er en del af en godhjertet indsats, som staten nærmest »blærer sig med«:

»De tror på, at de her stakkels børn bliver reddet og taget ind af Rusland. De forstår slet ikke, at de er del af en forbrydelse.«

Et forskningsarbejde med fælder

Yale-forskernes detektivarbejde var ikke uden store bump på vejen.

For de russiske myndigheder var på sporet af forskerne og lagde fælder ud for dem, fortæller Nathaniel Raymond.

Eksempelvis førte de jævnligt kontrol med tegn på, at udefrakommende aktører snusede i deres databaser og lukkede jævnligt ned for brugbar information for forskerne. Information fra børnenes profiler blev jævnligt ændret eller forsvandt.

Derfor skulle forskerne sørge for ikke at gøre sig for bemærkede, når de gravede i registrene online.

»Vi var som et SWAT-team, der kommer op fra kloakken i kælderen under banken i en gidselsituation, samtidig med at vi var nervøse for, at medierne og politiet på den anden side af murene skulle gøre gidseltagerne opmærksomme på, at vi allerede befandt os i bygningen.«

Den erfarne forsker har i årevis har beskæftiget sig med krigsforbrydelser, forsvundne ofre og andre voldsomme emner som CIA’s brug af tortur i kølvandet på 9/11-angrebet. Men i det her tilfælde drejede det sig om børn, der stadig var i live og fare, hvilket på mange måder gjorde sagen »til den hårdeste«, Nathaniel Raymond har været med til at afdække.

Og så var der en etisk hovedpine: For hvor længe skulle forskerne blive ved med at grave online og identificere flere ukrainske børn, og hvornår skulle de udgive deres resultater?

Med offentliggørelsen ville de russiske myndigheder nemlig også blive klogere på, hvordan de kunne lukke hullerne i deres informationssystemer, fortæller Nathaniel Raymond.

»Det var en løbende og konstant afvejning af konsekvenserne i hver handling, vi foretog os.«

Det handler ikke kun om ukrainske børn

For selvfølgelig var forskerne ikke kun interesseret i at kortlægge tvangsdeportationer og -adoptioner af børn fra Donbass-regionen i Ukraine. Men det viste sig, at den metode, forskerne havde brugt til at opspore Donbass-børnene, ikke kunne overføres til andre grupper, siger Nathaniel Raymond.

Derfor satte forskerne sig i stedet et endemål og nogle kvalitetskriterier for kortlægningen af den gruppe af børn, de kunne skaffe sig informationer om, og de statslige russiske aktører, der stod for deportationerne.

Og ikke mindst at kunne påvise sammenhængen og kommandovejen mellem de to.

»Den første rapport, vi lavede, var katalysator for Den Internationale Straffedomstols (ICC) anklage om krigsforbrydelser mod Putin og Maria Lvova-Belova (Ruslands børnerettighedskommisær, red.). Men i denne her rapport var vores mål at påvise en anden slags forbrydelse og på et højere niveau - nemlig en forbrydelse mod menneskeheden.«

I en tidligere rapport påviste holdet af Yale-forskere nemlig, hvordan 6.000 ukrainske børn var blevet deporteret og sendt på ‘politiske genopdragelseslejre’ i Rusland. Denne gang har de påvist, hvordan 314 børn bevidst er blevet flyttet fra en etnisk gruppe til en anden.

Enten ved at at staten bevidst har opført dem med russisk oprindelse i deres databaser, eller ved at de officielt har fået ændret deres statsborgerskab.

Det er, hvad Nathaniel Raymond kalder det helt store »bedrag«. En forbrydelse og et program, der blandt andet overtræder Genève-konventionerne, der skal beskytte børn i væbnede konflikter og krig.

»Så selvom den her undersøgelse er vigtig for børnene i Ukraine, er den større end det. For det, Rusland gør, er at sætte den særlige beskyttelse, som børn nyder i den sammenhæng, på spil og konverterer dem til brikker i en forhandling.«

Forskeren fra Yale University er både optimist og realist. Han håber i bedste fald på, at rapporten kan bruges til at få de ukrainske børn hjem igen.

»Men som de siger i Marvel-filmene: Hvis vi ikke kan beskytte planeten, så kan vi hævne os på dem, der ødelagde den. Hvis vi ikke kan få de her børn hjem, så kan vi i det mindste vise, hvilke mekanismer og bedrag der ligger bag deportationerne.«