Vingummi-egern, pelikanål og juletræsorm.
Det er bare enkelte navne på nogle af kuriøse skabninger, der findes allerdybest nede på havets bund.
Dernede blobber, kryber og svømmer de rundt blandt kartoffellignende knolde - såkaldte manganknolde - der er en potentiel guldgrube i jagten på kritiske metaller og mineraler.
De sorte klumper indeholder nemlig eftertragtede metaller og mineraler som kobolt, lithium, kobber og nikkel, som verden sukker efter til alverdens teknologi, herunder vindmøller, solceller til mobiltelefoner og computere.
Derfor har både forskere og industrien blikket fast rettet mod knoldene. Senest har Donald Trump underskrevet et dekret, der skal gøre det muligt at bruge dybhavsminedrift til at støvsuge havbunden.
Problemet er, at man ikke ved så meget om, hvordan det påvirker havbunden og livet dernede at mine og høste efter de dyrebare klumper. Det har et nyligt studie publiceret i Nature forsøgt at komme nærmere et svar på.
Resultater, der både er overraskende og forudsigelige
Forskerne fra det britiske National Oceanography Centre (NOC) har undersøgt spor fra et af de første industrielle forsøg med dybhavsminedrift på Stillehavets bund for 44 år siden.
Bevæbnet med en undervandsrobot, der filmede og samlede prøver op fra havbunden, undersøgte forskerne havbundens tilstand. Resultaterne sammenlignede de med arkivmateriale, heriblandt billeder af havbunden og dyrelivets tilstand under 1970’ernes mineforsøg.
Resultaterne viser ifølge forskerne, at maskinerne forårsagede langvarig skade på havbundens sedimenter, altså aflejringer, men at påvirkningen af livet dernede varierer, lyder studiets konklusion.
En del af livet var forsvundet, men de fandt nogle tegn på ‘biologisk genopretning’ blandt små dyr i de øverste sedimentlag. Og så konkluderer de, at spredningen af sedimenterne, der foregik under mineprojektet, »havde begrænset langvarig fysisk indvirkning og ingen sporbare negative effekter på antallet af dyr« ifølge pressemeddelelsen til studiet.
\ Forskning i konsekvenserne af dybhavsminedrift
Noget forskning har indikeret, at dybhavsminedriften skaber støj, lysforurening og spreder sedimenterne på en måde, der forstyrrer økosystemerne og arterne.
Der er blandt andet lavet studier af det såkaldte Cuenca de Pisco, som er et havbassin ud for Peru, der viste vedvarende konsekvenser for økosystemet 26 år, efter det var blevet forstyrret - men også nogle tegn på genoprettelse (se her, her og her).
I det nylige studie har forskerne været på en ekspedition og undersøgt sporene fra et gammelt forsøg med dybhavsminedrift.
44 år senere - i 2023 - var forskerne ude på en månedlang ekspedition for at undersøge Stillehavets bund. Ombord på forskningsskibet RSS James Cook sejlede de til den såkaldte Clarion-Clipperton-zone, et stort dybhavsområde på over 6 millioner km2, som går fra Hawaii og næsten helt til Mexico. Til sammenligning er Danmarks areal 42.956 km2.
Det var i den zone, at mineselskabet Ocean Minerals Company lavede indledende forsøg på dybhavsminedrift i 1979.
Forskerne har i det nylige studiet undersøgt, hvor meget eller om havbunden havde genoprettet sig selv her godt fire årtier senere. Deres undersøgelse viste, at der stadig er tydelige dybe plovspor fra, da maskinerne rullede hen over havbunden, og at havbunden var helt rømmet for manganknolde.
Der var færre dyr i de efterladte spor sammenlignet med uberørt havbund, men der var nogle tegn på biologisk genopretning i de øverste sedimentlag blandt de små dyr.
Til gengæld fandt undersøgelsen, at den såkaldte sedimentspredning, altså når fine sedimenter spredes op og skaber ‘skyer, »havde begrænset langvarige fysisk indvirkning og ingen sporbare negative effekter på antallet af dyr«, som de skriver i pressemeddelelsen, der opsummerer studiet.
Tidligere har forestillingen blandt forskerne ellers været, at sedimenternes hvirvelvind og den forurening, det resulterede i, ville have stor negativ indvirkning på livet på havbunden.
»Da jeg først læste studiet, tænkte jeg: 'Skønt, endnu en historie om både risici ved dybhavsminedrift og endnu en brik i puslespillet om de første tegn på genoprettelse blandt nogle af dybhavets beboere',« lyder det indledningsvist fra Julia Otte. Hun er underviser ved Universitet i Bremen og tidligere forsker ved Alfred-Wegener og Max-Planck Instituttet for Marin Mikrobiologi, og så har hun selv været på en ekspedition, der har undersøgt mangannoduler i Stillehavet.
»Deres fund af, at havbunden er blevet fysisk forstyrret, og at biodiversiteten er blevet reduceret som konsekvens, er egentlig ikke overraskende. Men det er det derimod, at de ikke finder en begrænset langvarig effekt fra sedimentspredning,« siger Julia Otte.
»Den konklusion er baseret på en minetest på en meget lille skala, der slet ikke er sammenligning med den slags dybhavsminedrift, der er udsigt til i fremtiden.«
Så her skal man være meget forsigtig med at sige, at der ikke er en umiddelbar negativ effekt, indvender hun.
»For når man præsenterer sådan en sætning i en opsummering, risikerer man, at medierne, myndighederne og politikerne bare læser den uden forbehold og siger: 'Jamen super, så kan vi godt give grønt lys for dybhavsminedrift'.«
\ Hvad med mikroberne?
Som mikrobiolog slår Julia Otte også et lille slag for havbundens mindste indbyggere.
Studier, der har sammenlignet den mikrobielle aktivitet før og efter mineforsøg, har vist, at der var færre mikrober i det forstyrrede sediment, efter at maskinerne var kørt hen over havbunden.
Mange af de her studier - inklusive det nye omtalt i artiklen her - af dybhavsminedrift handler om de større og synlige dyr, men organismer på et ethvert trin af fødekæden bliver forstyrret på forskellig vis, påpeger Julia Otte.
»Men mikroberne kan man ikke se, og dem er jeg især bekymret for. For de er grundlaget for al livet i dybhavet.«
Vi kender ikke udgangspunktet
Det er derimod en styrke, at forskerne i studiet undersøger konsekvenserne efter hele fire årtier, lyder det fra Julia Otte.
»Men det er til gengæld svært at gennemskue, hvordan de har indsamlet og sammenlignet dataen med tidligere fund.«
Forskerne skriver, at de sammenlignede deres resultater med arkivmateriale herunder billeder af havbundens tilstand fra 70’ernes mineforsøg. Men det er ifølge Julia Otte uklart ud fra det, forskerne indtil videre har udgivet, hvor detaljeret og omfattende arkivmaterialet er.
Egentlig burde man lave nogle veldokumenterede og omfattende forsøg nu og her for at vende tilbage årtier senere for at se, hvordan havbunden har reageret forskellige steder i verden, hvor der er potentiale for dybhavsminedrift, siger hun.
»Problemet er, at vi undersøger risici og konsekvenser af noget, vi ikke kender det grundlæggende bag,« siger hun.
Faktisk har vi kun udforsket omkring fem procent af verdens oceaner.
»Hvordan kan vi så tage seriøse beslutninger, der påvirker mere end bare havbunden?«
Hvis det skulle ske efter alle videnskabens regler, skulle et hold af forskere have den langvarige opgave og ansvar for at indhente prøver, fryse dem ned og så åbne den fryser igen efter 40 år for at sammenligne dem med nye prøver, lyder hendes opfordring.
»Men forskningsprojekter og deres ansvar strækker sig kun over kortere tid i dag. Men i dybhavet er tidshorisonterne anderledes. Alting sker meget langsommere, og der er brug for mere tålmodighed i forskningen.«
Industrien og politikerne presser på
På den anden side står industrien og politikere, herunder præsident Donald Trump, og presser på for at få sat turbo på dybhavsminedrift.
»Hvis der først bliver givet grønt lys, så starter høsten for alvor, og der vil komme en slags krig om dybhavet, hvor alle vil have deres bid af kagen og forsøge at indsamle noget,« siger mikrobiologen.
Det er en særlig hovedpine for forskning i dybhavsminedrift, at industrien og politikerne vil bedømme konsekvenserne af noget, som forskerne ikke rigtig kan undersøge her og nu, lyder det ikke bare fra Julia Otte, men også andre fagfæller.
\ Er dybhavsminedrift en realitet?
En af dem, der holder i tøjlerne i forhold til at give dybhavsminedrift frit spil, er den Internationale Havbundsmyndighed (ISA).
Det er dem, der udsteder licenser til, at mineselskaber må give sig i kast med at udforske dybhavsbunden. De har været i forhandlinger i årevis om et samlet regelsæt for verdens fælles havmasser. Indtil videre er de ikke kommet frem til, om der skal gives grønt lys til mineselskaberne, der står og tripper.
Det gjorde de norske politikere til gengæld i starten af 2024. Indtil videre er tilladelsen til at mine i et område af det norske farvand midlertidigt blevet sat på pause.
Selvom der endnu ikke findes dybhavsminedrift på kommerciel skala, er især Kina aktive i forhold til at dele kontrakter ud, der skal undersøge potentialet af udvindingen.
På sidste møde i marts 2025 forsøgte ISA igen at nå frem til et samlet regelsæt for dybhavsminedrift uden succes.
Senest har Donald Trump underskrevet et dekret, der skal gøre det muligt for USA at bedrive dybhavsminedrift i internationalt farvand. Det kan han gøre, fordi landet ikke har underskrevet FN’s havretskonvention og derfor ikke skal rette sig efter ISA’s regler.
Der er altså stadig sorte huller i forståelsen af dybhavsminedriftens effekter på livet i de mørkeste masser.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at manganknolde og det miljø, de findes i, er forskelligt overalt på kloden, hvor de findes, forklarer Julia Otte. Derfor skal man passe på med at generalisere på baggrund af studiets resultater.
»Hvis vi vidste, at manganknolde var ligesom med gulerødder, og vi vidste, at de gror frem i haven næste år igen, så ville det ikke være noget problem at høste dem. Men de tager millioner af år om at vokse, uden at vi helt ved hvordan,« siger hun og afslutter:
»Det er jo ikke første gang, at vi høster noget fra havets bund, det gør vi allerede med olie. Men nu har vi en ny chance for at gøre det bedre og med mere beskyttelse for livet dernede.«
Videnskab.dk har henvendt sig til flere af studiets forfattere for at få en kommentar. De er ikke vendt tilbage.
