Med Donald Trump som måske snarlig amerikansk præsident er spørgsmålet om, hvordan man løser krigen i Ukraine, blevet endnu mere aktuelt.
Rapporter peger på, at Donald Trump ikke vil vente længe med at forlange, at Ukraine går med til fredsforhandlinger, hvis han vinder valget i november.
Som sin vicepræsidentkandidat har Donald Trump valgt senator J.D. Vance, som højlydt stiller sig kritisk over for USA's militære støtte til Ukraine, hvilket yderligere øger sandsynligheden for, at støtten bliver trukket.
44 procent af ukrainerne ønsker formelle fredsforhandlinger
En nylig meningsmåling i Ukraine viste, at 44 procent af ukrainerne ønsker formelle fredsforhandlinger med Rusland, hvilket er en stigning fra 23 procent i maj 2023.
Men hvordan vil en retfærdig, stabil og langsigtet fred se ud? Ukraine har fremsat sine krav, herunder fuld tilbagetrækning af russiske tropper og oprettelse af en domstol, der skal retsforfølge russiske krigsforbrydere.
Det er helt rimelige krav, men det er også vigtigt at forstå de russiske ankepunkter. Ikke for at undskylde landets aggression, men netop fordi Rusland startede krigen, er ræsonnementerne bag afgørende for at forstå, hvorfor krigen opstod, og hvordan den kan afsluttes.
\ Læs også
Tvivlsomme historiske påstande
I juli 2021 redegjorde Kreml for sine indvendinger i en artikel kaldet 'On the Historical Unity of Russians and Ukrainians' , som angiveligt er skrevet af Vladimir Putin.
Hvis vi skærer igennem artiklens tvivlsomme historiske påstande, er de resterende klagepunkter stort set alle traditionelle geopolitiske spørgsmål om omstridt territorium, grænser og minoriteter.
Det er lokale, regionale og nationale problemer, man regelmæssigt støder på efter opløsningen af multietniske imperier som for eksempel Sovjetunionen.
I artiklen nævner Putin 'ukrainske nynazister', og han har gentagne gange sagt, at 'afnazificeringen' af Ukraine er et mål for invasionen. Påstanden om, at Ukraine er overrendt af fascister, er noget vrøvl, men fejring og hyldest af den højreradikale ukrainske politiker og nazikollaboratør Stepan Bandera skabte forargelse - og ikke blot i Rusland.
I Ukraine væltede man russiske statuer og udskiftede af dem med mindesmærker for ukrainske ultranationalister, hvilket også har skabt dyb strid.
Spørgsmålet om, hvordan den kommunistiske periode skal erindres i det offentlige rum, er et problem, som mange østeuropæiske stater har stået over for og fundet løsninger på.
En fremtidig fredsaftale kan måske dæmpe spændingerne ved at lade individuelle samfund på lokalt plan bestemme, hvordan de ønsker at huske fortiden og markere den i det offentlige rum.
Sprogbarrierer
I artiklen beklager Putin sig gentagne gange over, at russisktalende minoriteter (især i Ukraines østlige regioner) på regionalt plan har været udsat for diskrimination som følge af den ukrainske lovgivning for sprog og uddannelse.
Putin hævder, at det er problematisk, at ukrainsk bliver fremmet på bekostning af minoritetssprog i et land »....der er meget komplekst med hensyn til dets territoriale, nationale og sproglige sammensætning«.
Putin overdriver i høj grad truslen mod etno-sproglige minoriteter. Men ikke-partipolitiske internationale organer som FN, OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) og Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål har også udtrykt bekymring over diskrimination af minoriteter i Ukraine.
Problemet med hvordan man kan fremme sproget og kulturen for en etnisk majoritetsgruppe og samtidig respektere etnisk mangfoldighed efter uafhængighed, er et tilbagevendende spørgsmål - og det kan løses på mange kreative måder.
Slesvig-Holsten-modellen kan bruges i Ukraine
Eksempelvis blev den dansk-tyske konflikt om Slesvig-Holsten i 1800-tallet set som en klassisk, uløselig etno-territorial strid. Delingen af Slesvig mellem Tyskland og Danmark ved en folkeafstemning i 1920 efterlod sårbare og utilfredse sproglige minoriteter på begge sider af den nye grænse.
Problemet blev til sidst løst gennem en model med ikke-territorialt selvstyre.
Det betød, at Danmark og Tyskland enedes om at respektere den internationale grænse, og at minoriteter fik ret til at bruge deres egne sprog til uddannelse, gudstjenester og kulturliv. Det er en model, der med fordel kan tilpasses til Ukraine.
\ Læs også
Spørgsmål om grænser
På nationalt plan har Rusland anfægtet Ukraines grænser og ulovligt annekteret territorier. Putins artikel hævder, at disse grænser var blevet kunstigt manipuleret af bolsjevikkerne og »aldrig blev set som statsgrænser«.
Den historiske videnskab ville være enig i, at Sovjetunionens grænser - som stort set alle moderne statsgrænser - til en vis grad er kunstige.
Men det er ikke en undskyldning for at anfægte dem i dag. Rusland har gentagne gange anerkendt Ukraines grænser, blandt andet i en traktat fra 2003. Der er ikke mange vellykkede eksempler på grænseændringer gennem magtanvendelse siden 1945, og FN kan ikke tillade, at det skaber præcedens.
Men der er mange måder denne enten/eller-logikken for statssuverænitet – sagt med andre ord 'det er enten mit eller dit land' – kan tilpasses til at hjælpe med at overkomme disse udfordringer.
Den ene er oprettelsen af suveræne regioner, som for eksempel Ålandsøerne, der først hørte under Sverige, men som i 1921 blev en demilitariseret zone under finsk styre, men med internt selvstyre.
En lignende løsning kunne tilpasses til de østlige områder af Ukraine, som Rusland ulovligt har annekteret.
'Territorial leasing'
Krim, som historisk set har været tæt identificeret med Rusland, er endnu et muligt problem, som kan løses gennem 'territorial leasing', hvor en stat udlejer jord til en anden.
Et eksempel er Baikonur-rumcenteret, som ved Sovjetunionens opløsning endte i Kasakhstan. Rusland har siden da betalt en årlig leje for brugen af rumcenteret.
Kasakhstan udøver suverænitet over byen, men den er underlagt russisk jurisdiktion, og lederen af byens administration udnævnes af præsidenterne for de to lande.
Ukraine kunne udleje Krim til Rusland med begge stater involveret i den fælles administration.
Første skridt mod en løsning
Krigen mellem Rusland og Ukraine kan ikke reduceres til én enkelt faktor som eksempelvis geografi. En fredsaftale skal være i stand til at løse problemer som krigsforbrydelser, erstatning og løsladelse af bortførte og tilfangetagne.
En fredsaftale vil også kræve nye geopolitiske aftaler, der garanterer sikkerheden i både Rusland og Ukraine. I lyset af alle de løfter Rusland tidligere har brudt overfor Ukraine og erindringen om Ruslands åbenlyse aggression, vil en retfærdig og varig fred som denne være svær at opnå.
Men geografiske problemer skal tackles som trædesten mod en løsning. Den gode nyhed er, at der er masser af vellykkede eksempler fra hele verden, der viser, hvordan det kan gøres.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
