Min baggrund
Jeg er uddannet i Journalistik samt Filosofi og Videnskabsteori fra RUC i 2021.
I 2018 var jeg praktikant på Videnskab.dk, og har siden været tilknyttet først som freelancer på nyhedsredaktionen og de seneste år som fast journalist på 'Forskerne Formidler'.
Mine stofområder
På nyhedsredaktionen har jeg skrevet om alt fra Schrödingers kat, grydeskeers magiske indvirken på kogende vand, dyrs mærkelige øjne (dovendyret og flodhesten topper klart listen!) og en hel masse om klimaforskning og bæredygtig adfærd.
Jeg er dog særligt optaget af, hvad der sker inde i den sorte boks, som det videnskabelige arbejde er. Jeg interesserer mig for videnskabens historie og udvikling, og for spørgsmål om hvornår forskning er sikkert og troværdigt, eller vi bør kaste et ekstra kritisk blik på resultaterne. Det har blandt andet resulteret i en artikelserie om nogle af historiens største forskerfejder.
I dag hører jeg til på 'Forskerne Formidler', hvor vi sammen med forskere arbejder på at få deres viden og resultater ud til en bred læserskare i et vedkommende og let tilgængeligt populærvidenskabeligt format.
Min journalistiske tilgang
På Forskerne Formidler arbejder jeg med indhold, som forskere har produceret.
Når jeg redigerer og sparrer med forskere om, hvordan de bedst formidler deres forskning, er det vigtigt for mig at finde balancen mellem at respektere og værne om det videnskabelige arbejde og forskerens personlige stil, og samtidig gøre indholdet let tilgængeligt og vedkommende for den brede befolkning.
Læs mere om Forskerne Formidler her. Du kan også skrive til mig på lpi@videnskab.dk.