Sprog som etruskisk, sumerisk, koptisk og gotisk er måske nok uddøde, men til sammen udgør de en stor database over menneskelig tænkning, mener Wikander.
I bogen 'I döda språks sällskap', som endnu ikke er oversat til dansk, men netop er blevet oversat til norsk, giver han en introduktion til et udvalg af meget gamle sprog fra vores kulturkreds.
Med god, gammeldags folkeoplysning som motivation har bogen været en succes i Sverige, hvor den har solgt næsten 20.000 eksemplarer. Forfatteren har store formidlingsevner og et stort engagement.
»Tanken med denne bog er helt enkelt at sprede viden. Det er noget jeg har forsøgt at gøre, siden jeg var ung. Jeg ved jo hvor interesseret, jeg selv er, og hvor sejt, jeg synes, det her er. Så må der vel også findes andre, som mener det samme,« siger Wikander til forskning.no i anledningen af den norske oversættelse.
Den 27-årige forfatter er prisbelønnet af det Svenske Akademi for sit forfatterskab. Han veksler mellem at skrive skønlitteratur, oversættelser og på sin ph.d. ved Lunds Universitet.
Uvant tema
Skiftet i sprogvidenskaben i 1900-tallet mod nulevende sprog og sproglige strukturer har gjort, at studiet af for længst uddøde sprog har mistet sin dominerende rolle indenfor forskningen. Samtidig har klassiske sprog som græsk og latin fået mindre betydning i uddannelsessystemet i Europa.
Der er få bøger af denne type at gå til for unge og gamle, som er interesserede< i sproghistorie, men som ikke vil gå så langt, som til at låne en akademisk afhandling om for eksempel hittitter-rigets sprog på Universitetsbiblioteket.
»Der blev nok skrevet flere bøger af denne type i begyndelsen af 1900-tallet,« konstaterer Wikander.
Uddøde sprog giver indsigt
Han understreger, at der er meget at hente i de uddøde sprog.
»Gamle sprog giver os indsigt i mennesker, som er helt fremmede for os,« siger Wikander.
Begrænser vi os til kun at læse nulevende sprog, kan vi kun komme et par hundrede år tilbage i tiden. Tager vi de uddøde sprog med, kommer vi 5.000 år tilbage.
Wikander henviser til, at det at studere gamle sprog er noget, mennesker længe har gjort. I historisk perspektiv er det snarere normen end undtagelsen. Latinens rolle i Europa er et eksempel på det. Hebraisk, klassisk arabisk og græsk er andre eksempler.
»Det er os, som er 'de sære', eftersom vi kun vil studere de nulevende sprog,« siger han.
Lærde holdt sprog i live
I Indien har sanskrit, som ikke har haft nogen modersmålsbruger i over 2.000 år, en lignende rolle, som latin i Europa. Sproget er holdt levende gennem religion og digtning.
Hebraisk var egentlig uddød som sprog i daglig tale og kun holdt i live af rabbinere, inden det blev genoplivet som dagligdags sprog i forbindelse med den jødiske migration til Palæstina fra 1800-tallet og frem.
Går vi tilbage til højkulturerne i Mesopotamien, i vore dages Irak, havde sumerisk en lignende rolle, som sanskrit eller latin. Sumerisk, som med størst sandsynlighed var det første sprog, der blev nedskrevet, uddøde som modersmål en gang omkring år 2.000 før vores tidsregning. Selv om det ikke længere blev brugt i daglig tale, blev det holdt i live af skriftkloge og lærde i yderligere 1.000-1.500 år.
»Skriftkulturen var stærkt knyttet til det sumeriske sprog. Både babylonerne og assyrerne som efterfulgte sumererne fortsatte med at studere og skrive sumerisk,« siger Wikander.
Mens sumerisk ikke hørte til nogen kendt sprogfamilie, hører akkadisk til den afro-asiatiske sprogfamilie og undergruppen semittisk. Det er beslægtet med andre semittiske sprog som arabisk og hebræisk. Wikander skriver om flere af sprogene i denne sprogfamilie, men også om sprog i vor egen indoeuropæiske sprogfamilie.
Vores egen familie
Slægtskabet indenfor den indoeuropæiske sprogfamilie blev systematisk kortlagt af sprogforskere i 1800-tallet. Familien omfatter indiske sprog som urdu og hindi, persiske sprog, klassisk latin og græsk og moderne europæiske sprog.
En lang række ord indenfor sprogfamilien har fælles ophav, og den måde, de har ændret sig på de forskellige sprog imellem, er kortlagt.
»Det er ikke bare det, at ordene ligner hinanden, men at der findes strukturer, som kan studeres med matematisk nøjagtighed,« påpeger Wikander.
Ordene, som er fælles indenfor sprogfamilien, er for eksempel 'mor' og 'far', talord, 'hest', 'hjul' og en lang række andre.
Ursprog
Takket være disse former kan man rekonstruere et ur-indoeuropæisk sprog, som formodentlig blev talt af et folk, der levede nord for Sortehavet og det Kaspiske hav i dagens Ukranie, Rusland og Kasakhstan for 6.000 år siden.
Fra dette område bredte sproget sig ud over store dele af Vestasien, Indien og Europa i løbet af et par tusinde år.
- Mener du at dette sprog har haft en speciel styrke eftersom det er så vidt udbredt?
»Man skal være forsigtig med at spekulere for meget i det. Det har mange gjort, og de har ofte gået særdeles langt,« siger Wikander.
Sprogvidenskaben har i kombination med biologi og racelære været brugt til mange formål, og sporene skræmmer. I Indien blev de indvandrende indoeuropæere kaldt ariere, et begreb som nazisterne i mellemkrigstidens Tyskland brugte til deres egne formål. I dag er den indoeuropæiske sprogvidenskab fri for sådanne afarter.
Enheduannas lovprisning
Wikanders forskning står i en gammel tradition af historisk orienteret sprogvidenskab, hvor man ofte også har kigget på sammenligninger mellem forskellige sprog og sammenhængen mellem sprog og samfund. I sin bog henter han en række tekster frem og gengiver disse på originalsproget og i svensk oversættelse.
Fra Sumer præsenteres en tekst af den første kendte navngivne forfatter fra verdenshistorien. Hun er interessant nok en kvinde, ved navn Enheduanna.
Teksten er en hyldest til den kvindelige guddom Inanna. Forfatteren, Enheduanna, var formodentlig en ypperstepræstinde, som levede omkring 2.300 år før vores tidsregning og beskrives som datter af kongen Sargon. Hun tilhørte folkegruppen akkadierne, men skrev sin tekst på sumerisk.
Mange af de bevarede tekster fra de gamle kulturer er knyttet til religion og det hellige. Sprog og religion kan også i en helt grundlæggende form være nært knyttet til hinanden, påpeger Wikander.
I jødisk mysticisme fra middelalderen, kabbala, læses Bibelens tekster som fulde af tegn, som indeholder skjulte meninger om skaberværket. I hinduismen er sproget blevet en guddom.
»I hinduismen er gudinden Vac en personificering af tale og sprog. Hendes navn har samme rod som det latinske 'vox' og det engelske 'vocabulary',« fortæller Wikander.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
