20. januar 2025 blev Donald J. Trump for anden gang taget i ed som USA’s præsident. I hans på alle måder særegne indsættelsestale dukkede følgende erklæring op:
»De Forenede Stater vil endnu engang betragte sig selv som en voksende nation; en der forøger vores velstand, udvider vores territorium, opbygger vores byer, øger vores forventninger og bærer vores flag mod nye horisonter.«
I samme del af talen sneg et begreb sig også ind, som ingen amerikansk præsident havde anvendt siden 1800-tallet – »manifest destiny« – forestillingen om USA’s gudgivne ret til at sprede sig over det nordamerikanske kontinent.
Gjaldt det også Grønland? Det frygtede man i Danmark.
Trump talte lunt om Grønland op til sin indsættelse, selvom både statsminister Mette Frederiksen og grønlandske politikere allerede i 2019 havde afvist ideen som »absurd«.
Alligevel lød det fra Trump i marts 2025, at »vi skal nok få fat på det [Grønland] på den ene eller den anden måde.«
Han ville heller ikke udelukke, at det kunne ske militært. På trods af, at Grønland er NATO-territorium og forsvaret af det er et fælles ansvar for Danmark og USA.
Et personligt ønske?
Hvor kom ideen fra? Eksperter rationaliserede præsidentens ønske med sikkerhedspolitiske argumenter eller med ønsket om øget adgang til sjældne jordarter fra den grønlandske undergrund.
Meget tyder dog på, at en personlig motivation i virkeligheden vejede tungere end geopolitiske overvejelser:
Trump vil gerne skrive sig ind i historiebøgerne som tilhørende den lille gruppe af præsidenter, der har udvidet det amerikanske territorium.
Frem mod sin indsættelse havde han særligt rettet sin opmærksomhed mod Canada, Mexico, Panama – og Grønland.
Køb af Grønland var tidligere ikke en absurd tanke
Trump syntes parat til at droppe den ’amerikanske orden’ – det system af internationale organisationer (for eksempel FN og WHO), alliancer (NATO) og aftaler, der med USA som den førende supermagt havde domineret det internationale system siden 2. verdenskrig.
Det trumpske verdensbillede minder om en tid før 1945, hvor stormagter sikrede sig ved at dominere og underlægge sig lydstater og bufferstater.
Men i det 21. århundrede er Grønland »ikke til salg«, den grønlandske befolkning vil ikke lade sig annektere, og tanken om at sælge landområder til andre magter er absurd.
Sådan var det ikke i 1860’erne, da en amerikansk regering første gang forsøgte at købe Danmarks oversøiske besiddelser.
Sewards interesse i De Vestindiske Øer
Umiddelbart efter Den Amerikanske Borgerkrigs afslutning (1861-1865) gik udenrigsminister William Henry Seward i gang med at realisere sine drømme om et amerikansk handelsimperium.
I marts 1867 købte USA således Alaska fra Rusland, og Seward havde allerede indledt forhandlinger med Danmark om køb af De Vestindiske Øer.
\ To grunde til Sewards interesse i de danske kolonier
Hvorfor var den amerikanske udenrigsminister så interesseret i de danske kolonier? Der var særligt to grunde:
Den ene var, at USA under borgerkrigen havde opbygget verdens næststørste flåde (efter Storbritannien), som nu var klar til at sejle mod fjerne destinationer.
Den anden var, at Seward allerede havde planer om en kanal gennem Panamatangen, så skibe kunne komme fra Atlanterhavet til Stillehavet uden at skulle hele vejen ned om Kap Horn.
Særligt havnen på øen Sankt Thomas i De Vestindiske Øer ville være et oplagt sted at laste kul inden en større rejse.
Endelig stemte et køb også godt overens med Monroe-doktrinens (1823) målsætninger om aktivt at modsætte sig europæiske magters kolonisering i den vestlige hemisfære (Syd- og Nordamerika, men også Grønland).
Den danske regering forholdt sig først tøvende overfor den amerikanske forespørgsel, men efter noget tid erklærede den sig alligevel villig til at sælge.
Dels var øerne efter afskaffelsen af slaveriet i 1848 ikke længere profitable, dels fattedes riget penge. Forhandlingerne trak imidlertid ud i flere år.
Mens Seward forhandlede om de Vestindiske Øer, henvendte en anden amerikansk ekspansionist, den tidligere finansminister og senator Robert J. Walker, sig til ham og foreslog, at når man nu var i gang med en forhandling med Danmark, burde man også forsøge at købe Grønland og Island.
Grønland kaldte på nybyggernes pionerånd
På Walkers initiativ og med Sewards accept blev der udarbejdet en rapport om fordelene ved at købe øerne med titlen ’A Report on the Resources of Iceland and Greenland’.
Her kunne man blandt andet læse om »uudtømmelige aflejringer af kryolit«, hvis nytteværdi og pris var hastigt stigende, og om de fantastiske muligheder for hvalfangst og fiskeri.
Erhvervelsen af øerne ville også gøre det muligt at etablere en telegraflinje hele vejen til Europa.
Ligeledes fremgik det af rapporten, at den grønlandske befolkning blev forsømt, og at islændingene var passionerede patrioter, der hellere end gerne ville løsrives fra Danmark og i stedet tiltrække amerikanske bosættere, der kunne bidrage med nye praktiske færdigheder.
Hvad angik Grønland var store dele fortsat ukendt territorium, hvilket, ifølge Walkers forord, kaldte på den samme pionerånd, der havde drevet nybyggere vestpå over den nordamerikanske prærie.
En canadisk trussel
Walkers vigtigste grund til at anbefale et køb af især Grønland havde imidlertid at gøre med Canada, der dengang var en del af det britiske imperium.
Walker så briternes »bitre fjendtlighed overfor USA« som en potentiel trussel, hvis den fik for godt fat i canadierne.
Sammen med købet af Alaska, kunne man med købet af Grønland flankere Canada på begge sider, som så forhåbentligt »fredeligt og med glæde ville indvillige i at blive en del af den amerikanske union«.
Det var stort set den samme idé, Donald Trump 157 år senere reintroducerede – til stor forargelse i Canada. Han skiftevis lokkede, truede med straftold og ydmygede ved at kalde Canada »USA’s 51. stat« og premierminister Justin Trudeau for »guvernør«.
Ironisk nok virkede det stik mod Trumps hensigt, hvis målet var at få canadierne til »fredeligt og med glæde« at lade sig indlemme i USA.
Reel amerikansk interesse for køb
Var der politisk vilje i Danmark til at sælge Grønland og Island? Det vides ikke, for det kom aldrig til officielle forhandlinger, og den danske regerings holdning fremgår ikke af tilgængelige kilder.
Ikke desto mindre kunne man 1. juli 1868 i avisen The Daily Journal i Ogdensburg, New York, læse, at USA’s udenrigsminister William Henry Seward nu næsten var nået til enighed med den danske regering om et køb.
Prisen var efter sigende 5,5 millioner dollars i guld. Hvorfra oplysningerne stammede vides ikke.
Den amerikanske regerings interesse i at købe var reel. Når det alligevel aldrig kom til egentlige forhandlinger, skal årsagen findes i interne politiske konflikter i USA efter borgerkrigen.
Selv den ellers færdiggjorte traktat om købet af De Vestindiske Øer blev af samme årsag stemt ned i den amerikanske kongres.
\ Upopulær præsident umuliggjorde idéen om et salg
William Henry Seward var en ledende skikkelse i Det Republikanske Parti og havde siden 1861 været udenrigsminister for præsident Lincoln.
Denne var imidlertid før sit genvalg i november 1864 kommet til den erkendelse, at det efter borgerkrigens afslutning ville være en fordel for genforeningen, hvis han valgte en demokratisk vicepræsident fra Syden – vel at mærke en, der var forblevet loyal overfor unionen.
Valget faldt på Andrew Johnson fra Tennessee. Da Lincoln blev myrdet den 14. april 1865 – blot fem dage efter sydstaterne havde overgivet sig – blev Johnson præsident.
Andrew Johnson havde nok været trofast overfor unionen, men han var ikke venligt stemt overfor de frigivne slaver og havde ingen intentioner om at sikre deres politiske og sociale rettigheder. Det bragte ham på kollisionskurs med flertallet af republikanere i Kongressen, og deres foragt for ham blev så stor, at de nærmest rutinemæssigt skød alle initiativer fra hans regering ned.
Alaska, som udenrigsminister Seward havde sikret købet af, blev nu latterliggjort som »Sewards frostboks«.
Da et kongresmedlem, C.C. Washburn fra Wisconsin, fik fingre i Walkers rapport om Grønland og Island, berettede han i juli 1868 i sarkastiske vendinger, at Alaska kun var begyndelsen og ikke alene ville blive fulgt af De Vestindiske Øer, men også af endnu en »frostboks«.
Da en naturkatastrofe tillige havde ramt De Vestindiske Øer året før og forårsaget store ødelæggelser, voksede modstanden yderligere: Skulle skatteydernes penge nu anvendes på at købe »jordskælv og cykloner?« Uanset hvor respekteret Seward selv var, måtte han indse, at både præsident Johnsons upopularitet og den manglende forståelse for købenes betydning, ville gøre det umuligt at få dem godkendt i Kongressen.
Danmark var klar til at afgive Grønland for en del af Slesvig
I frustration over, at salget af De Vestindiske Øer var gået i vasken, indledte den danske regering en påvirkningskampagne i USA.
Den betalte blandt andet den amerikanske forfatter James Parton 1.000 dollars for at skrive en pamflet med titlen ’The Danish Islands: Are We Bound in Honor to Pay for Them?’ (1869) – underforstået, var USA moralsk forpligtet på at gennemføre handlen, fordi alt traktaten om et køb var færddiggjort?
Parton fik al den diplomatiske korrespondance fra årene 1865-1868 til rådighed, så han kunne dokumentere, at den danske regering havde handlet i god tro og var blevet snydt for en handel, men lige lidt hjalp det.
Løbet var kørt.
Og dog: Inden USA et halvt århundrede senere (i 1916) endelig indgik en traktat med Danmark om købet af De Vestindiske Øer, havde der flere gange været seriøse forhandlinger om en handel.
Det var blandt andet tilfældet i 1892 og i 1901-1902. Begge gange blev Grønland omtalt som en mulig brik i forhandlingerne.
Det samme var tilfældet i 1909-1911, da den amerikanske ambassadør i Danmark, Maurice Francis Eagan, udtænkte en omfattende plan for en byttehandel mellem Danmark, USA og Tyskland, der også inddrog Grønland, De Vestindiske Øer og nogle af øerne i Philippinerne.
Planen skulle give Danmark en del af Slesvig tilbage, og Egan kunne efter samtaler med højtstående danske embedsmænd berette til den amerikanske udenrigsminister, Philander C. Knox, at »Danmark med glæde ville give afkald på Grønland og endda også Island … for en del af Slesvig«.
USA gav Danmark råderet over hele Grønland
Eagans ambitiøse plan kom aldrig videre. Men da USA og Danmark i 1916 endelig enedes om et salg af De Vestindiske Øer, blev Grønland endnu engang en brik i forhandlingerne.
Denne gang på en ganske anden måde. Nu ville Danmark nemlig gerne have stormagten USA til at sikre dets højhedsret (suverænitet) over hele Grønland.
I en sidetraktat til den endelige aftale om salget af De Vestindiske Øer, anerkendte USA på dansk opfordring, at »Amerikas Forenede Stater har ingen indvendinger imod, at den danske regering udvider sine politiske og økonomiske interesser til hele Grønland«.
Formålet var at få USA’s støtte til at modgå krav på dele af Grønland fra andre magter – først og fremmest Norge.
Men erklæringen havde også et andet vigtigt formål, nemlig at fastslå, at den danske suverænitet gjaldt trods Grønlands geografiske beliggenhed på den vestlige halvkugle (man gjorde en slags undtagelse fra Monroe-doktrinen).
Trump har glemt – eller ignorerer – traktaten fra 1916
111 år senere afholdt den erklæring dog ikke Donald Trump fra 7. januar 2025 at begrunde sit ønske om at overtage Grønland med:
»Folk ved ikke engang, om Danmark har nogen juridisk ret til det [Grønland], men hvis de har, skulle de opgive den, for vi har brug for det for vores nationale sikkerhed«.
Hvis Trump kendte traktaten fra 1916, havde han ikke i sinde at respektere den.
Men i de mellemliggende 111 år er selve idéen om at købe og sælge besiddelser blevet »absurd«.
Denne artikel er skrevet af en forsker fra Nordic Humanities Center (NHC). NHC & Videnskab.dk samarbejder om en række forskerskrevne artikler. Centeret er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.
\ Kilder
'A Report on the Resources of Iceland and Greenland', Govt. Print. Off (1868)
The Danish Islands: Are We Bound in Honor to Pay for Them?, Forgotten Books (2017)
