Hvordan kan det være, at en præsidentkandidat i USA ikke nødvendigvis vinder på trods af at have fået flest stemmer?
Og hvordan afhænger vinderen af et valg i USA mere af vælgerne i Pennsylvania end vælgerne i Californien og Texas?
I forhold til det danske valgsystem kan det amerikanske godt fremstå kompliceret.
Derfor har vi Forskerzonen i samarbejde med Mark Herron, ph.d. i retorik fra Københavns Universitet, sat os for at give dig et overskueligt overblik over USA’s indviklede valgsystem.
\ Genudgivelse
Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Videnskab.dk i 2012.
Artiklen er blevet gennemgribende opdateret i forbindelse med præsidentvalget 3. november 2020.
USA’s valgsystem: Valgmandskollegiet
Valgsystemet i det amerikanske præsidentvalg kaldes for The Electoral College – på godt dansk: valgmandskollegiet.
Helt grundlæggende betegner det et system, hvor man som almindelig vælger stemmer på en gruppe af personer, valgmænd, som så stemmer på en præsidentkandidat for en.
Men der er selvfølgelig mere til det end som så.
Små delstater frygtede tab af magt
Ser man historisk på det, går det tilbage til ideen om magtens tredeling.
Ved USA’s fødsel var man inspireret af den franske filosof Charles Montesquieus tanke om at inddele de ledende magtinstanser i samfundet i tre uafhængige og ligevægtige institutioner:
- den dømmende (domstolene),
- den udøvende (præsidenten og dennes regering),
- og den lovgivende magt (kongressen, bestående af senatet og repræsentanternes hus).
I USA’s tidlige år anså man den lovgivende magt som den øverste magt, dvs. kongressen. Det fulgte derfor, at denne instans også valgte præsidenten.
Men der opstod hurtigt modstand mod dette. Der blev i stedet argumenteret for, at landets præsident skulle vælges af den brede befolkning, ligesom repræsentanterne og senatorerne i kongressen blev det.
Balancen skulle være præcis mellem de tre magtinstanser, og derfor skulle præsidentembedet også vælges direkte af folket i alle delstaterne.
De delegerede fra de små delstater var imod dette, da det ville give de store delstater for meget magt, qua deres større befolkningstal. For eksempel boede næsten en tredjedel af datidens befolkning i de tidligere kolonier i delstaten Virginia, mens Delaware knap kunne mønstre tre procent.
Så selvom man blev enige, om at De forenede stater behøvede en uafhængig og magtfuld udøvende magt valgt af folket, måtte man udvikle et system, der tilgodeså de mindre delstater i unionen og derved skabe en vis ro og samhørighed mellem de 13 oprindelige delstater.
Hele syv valgformer blev præsenteret for kongressen, før man endelig valgte én. Det blev til en valgform, der skulle fungere efter princippet om valgmandskollegiet.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
The winner takes it all
Hver stat fik et vist antal valgmandsposter. De valgte kandidater til disse poster skulle efterfølgende stemme på en præsidentkandidat.
Til at begynde med var disse valg delt ud på distrikter indenfor staterne. Det resulterede i, at én delstats valgmandsstemmer kunne blive fordelt mellem flere præsidentkandidater.
Dette ændredes dog i løbet af de første årtier af 1800-tallet, i takt med at fremkomsten af egentlige partier i det politiske system blev cementeret. Og disse ønskede større kontrol over valgprocessen.
Herefter blev størstedelen af delstatsvalgene til det, der kaldes ‘vinderen-får-det-hele-valg‘, hvor kandidaten, der fik flest stemmer i en delstat, fik alle valgmandsstemmerne fra den pågældende delstat.
Uanset hvor mange stemmer de andre kandidater og partier måtte have fået i delstaten, gik disse tabt. Denne form for ‘vinderen-får-det-hele-valg’ gælder for alle delstaterne i USA i dag, undtagen for Nebraska og Maine.
Derfor vil man på nogle valgkort se en lille cirkel i disse stater med et andet farvet tal end resten af delstaternes røde eller blå farve, hvis stemmerne bliver delt mellem de opstillede kandidater.
Valgmænd kan i teorien skifte stemme
Ud over at partisystemet skabte ‘vinderen-får-det-hele’-valgformen, har partisystemet også forårsaget, at valgmændene er blevet nødt til at komme med et løfte før valget om, hvilket partis kandidat de vil støtte, og derfor er valgmændene i princippet blot en refleksion af befolkningens holdning og udøver ikke selv nogen egentlig bestemmelse over, hvem der skal vælges til præsidentembedet.
Men der har været eksempler på valgmænd, der har skiftet mening efter valget. I 1820 stemte en valgmand på John Quincy Adams i stedet for på James Monroe, som han havde lovet.
Udfaldet forblev dog det samme. Valgmandens begrundelse var, at hvis han havde stemt på Monroe, ville denne have fået samtlige stemmer, og det var der ingen præsident udover George Washington, der fortjente.
Der har også været et par tilfælde i det tyvende århundrede, hvor valgmænd har taget sig den frihed at rykke deres stemme. Det seneste tilfælde var i 2016, hvor fem af Hillary Clintons valgmænd og to af Donald Trumps besluttede at stemme på andre kandidater. Dog havde dette som før ingen indflydelse på udfaldet af valgkampen.
Men kritikere påpeger, at denne del af valgprocessen er en svaghed i systemet og ønsker det ændret i den amerikanske forfatning. Således at det stadfæstes ved føderal lov, at en valgmand ikke kan skifte stemme.
Hvor mange valgmænd skal en stat have?
I den amerikanske forfatning står der skrevet, at en delstat skal tildeles et antal valgmænd, der svarer til det antal medlemmer, delstaten har i Repræsentanternes Hus (det ene af to kamre i kongressen), samt yderligere to valgmænd i kraft af de to senatorer, hver delstat har i senatet (det andet kammer i kongressen).
Antallet af medlemmer i Repræsentanternes Hus per delstat bliver bedømt i forhold til indbyggerantal.
Dette udmønter sig i følgende resultat:
- Californien, som er USA’s mest befolkningsrige delstat med omkring 39,5 millioner indbyggere, har to senatorer og 53 medlemmer af Repræsentanternes Hus. Derfor får delstaten 55 valgmænd (svarende til én valgmand per ca. 718.182 indbyggere).
- Wyoming, som har USA’s mindste befolkningstal med omkring 578.759 indbyggere, har 2 senatorer og ét medlem af Repræsentanternes Hus. Dette giver delstaten 3 valgmænd (svarende til én per ca. 192.920 indbyggere).
Selvom Wyomings tre valgmænd kan virke som få i forhold til Californiens 55, kan det argumenteres for, at en stemme i Wyoming har mere end tre gange så meget værdi som en stemme i Californien.
For hele USA er der i alt 538 valgmandsposter, så hvis man skal have flertal i valgmandskollegiet, og derved vinde præsidentvalget, må man have 270 af disse.
Valgmænd er en formel ære
Efter et parti har valgt deres præsident- og vicepræsidentkandidat ved sommerens partikonventer, er det tid til at udvælge dets valgmænd.
Dette sker i dag ved, at man for eksempel til staten Californien finder 55 valgmænd, som har i sinde at stemme på det partis kandidat. Denne udvælgelse anses hovedsageligt som en formel ære – som belønning for god støtte til partiet – idet der som nævnt ikke er nogen reel politisk værdi i posten.
De 55 navne optræder ikke på stemmesedlen, her er det navnene på kandidaterne, der fremtræder: Trump-Pence og Biden-Harris i år.
Kan tabe trods flest stemmer
På trods af at folk allerede ved hvem, der bliver præsident umiddelbart efter at valget er afholdt (altid hvert fjerde år på tirsdagen efter den første mandag i november), så skal der som følge af forfatningen gennemgås en yderligere proces, før præsidenten er officielt valgt:
I december samles alle de valgte valgmænd i deres respektive staters hovedstad. I Californien vil dette være Sacramento, mens det i Wyoming vil være Cheyenne.
Her afgiver valgmændene deres stemme til den kandidat, de har lovet at støtte. Disse stemmer sendes til Washington D.C., hvor de bliver talt op af lederen for senatet med alle kongresmedlemmerne tilstede. Først efter denne optælling bliver der udnævnt en valgt præsident; også kaldet the President-elect.
Dette sidste led er endnu et af eksemplerne, som kritikerne af valgmandskollegiet ofte påpeger, når de skal tale om svagheder i valgsystemet. Det viser ifølge dem, at valgsystemet kan ses som en arkaisk valgform i dens opretholdelse af traditioner, som for længst er blevet unødvendige.
Kandidaten med flest stemmer vinder ikke altid
Derudover forårsager valgmandskollegiet også, at det ikke altid er præsidentkandidaten, som får flest stemmer på landsplan, der rent faktisk vinder valget.
Det så man ved valgene i 2000 og 2016. I 2000 fik demokraten Al Gore på landsplan en halv million stemmer mere end republikaneren George W. Bush, men Bush vandt alligevel, fordi han fik medhold i højesteret om, at han havde vundet den vigtige delstat Florida og derved havde flertal i valgmandskollegiet.
Man så det samme i 2016 med republikaneren Donald Trump mod demokraten Hillary Clinton, hvor forskellen i antallet af stemmer blev endnu større, da Hillary Clinton modtog 65.853.514 stemmer mod Donald Trumps 62.984.828 stemmer.
Alligevel vandt Trump i valgmandskollegiet, idet han fik et snævert men vindende flertal i en række delstater.
At dette kan ske, skyldes to ting:
- Hver stat, uanset størrelse, er garanteret tre stemmer.
- ‘Vinderen-får-det-hele’-valgformen gør det ligegyldigt, hvor tæt de to kandidater har været på hinanden i én stat. Alle stemmerne går til den sejrende kandidat.
Derfor er svingstater, som de bliver kaldt, umådelig vigtige for kandidaterne, fordi der i disse stater ofte er meget tæt løb om sejren og derfor både meget at vinde og meget at tabe.
Hvad er svingstater?
Langt de fleste stater er så sikre i deres resultat, at kandidaterne end ikke fører valgkamp i dem.
Delstaten New York har i nyere tid næsten altid stemt demokratisk, og ligeledes med en række stater i syden, der i nyere tid altid har stemt republikansk. Det ville være spildte kræfter og penge at føre valgkampagne i nogle af de delstater på grund af ‘vinderen-får-det-hele’-valgsystemet.
Valgafgørelsen i år 2000, hvor nogle få hundrede stemmer tippede vægtskålen i Florida mod Bush, har kun gjort det tydeligere, hvor meget hver eneste stemme tæller i netop de delstater, der ikke står i de sikre kolonner hos den ene af de to kandidater. Disse delstater er kendetegnet ved, at man ikke via historiske resultater eller prognoser kan bedømme, hvem staterne vil stemme på – det er simpelthen for tæt.
Eksempelvis sagde eksperter ved valget i 2016, at det særlig handlede om en stat som Ohio, hvor man ikke kunne forudsige, hvem vinderen ville blive på forhånd.
I stedet endte det dog med at være en delstat som Pennsylvania, der var med til at afgøre valget. Staten har nemlig med 20 valgmænd en relativ stor andel i valgkollegiet i forhold til de andre svingstater. Delstaten var tilmed set som værende relativ sikker for Hillary Clinton, men gik altså til Trump.
Det overraskende resultat i 2016, hvor Trump vandt flere ’blå’ (demokratiske) stater, betyder, at der i 2020-valget er et lidt større antal stater i spil som svingstater end normalt.
De tæller på nuværende tidspunkt blandt andet Florida, Pennsylvania, Michigan, North Carolina, New Hampshire, Georgia, Minnesota, Arizona, Iowa og Wisconsin.
Særligt Florida og Pennsylvania er i øjeblikket i mediernes søgelys, selvom det også kan blive en helt tredje svingstat, der får lov til at levere de afgørende stemmer, så den ene af kandidaterne kan tælle til 270 i valgmandskollegiet.
Muligheder for reformer af valgsystemet
For at vende tilbage til kritikerne, så foreslår de blandt andet to typer af reformer af valgmandskollegiet:
Den ene reform er at basere valget på valgdistrikter i stedet for på hele delstater, dette ville fjerne effekten af ‘vinderen-får-det-hele’ valgformen.
Denne form har været til afstemning i flere delstater dog uden at være blevet indført andre steder end Nebraska og Maine, hvor den overordnede vinder af staten stadig får to yderligere valgmænd end taberen.
Det andet, en sådan reform ville betyde, var, at valget ville blive mere åbent for ‘tredjepartis-kandidater’, idet man ikke behøver vinde en hel delstat for at opnå valgmandstemmer.
Denne løsning har været oppe at vende i kongressen, men har mødt modstand netop på grund af den hjælp, tredjepartierne ville få i forhold til de to store partier, republikanerne og demokraterne, der i dag sidder tungt på udvælgelsesprocessen.
Den anden reform består i at fjerne valgmandskollegiet fuldstændig og basere valget udelukkende på en ‘popular vote’. Altså alle stemmer tælles sammen for hele landet.
Dette ville samtidig betyde, at USA skulle omdefinere sin føderale magtfordeling, hvor delstater stadig har en vis autonomi, idet større delstater ville få en klar fordel over for mindre delstater. Her bliver det et spørgsmål, om den amerikanske befolkning føler sig mere bundet til deres egen delstat eller til USA som en forenet nation.
Det er et identitetsspørgsmål, der stadig spøger på trods af borgerkrigen i 1860erne, der var med til at definere USA som netop en samlet nation fremfor uafhængige stater i en frivillig union.
Derudover er der i øjeblikket en systemisk fordel for det ene parti, republikanerne, i forhold til delstaternes befolkning, hvor deres vælgere er mere spredt ud på delstaterne, mens demokraternes vælgere befinder sig i mere tætpakkede områder i bestemte delstater.
Det vil sige, at demokraterne oftere og oftere skal vinde meget stort for blot at få et normalt flertal i nogle af kamrene i kongressen eller præsidentposten i Det Hvide Hus.
Ændringer af valgsystemet vil dog ikke ske via en folkeafstemning. Det vil kræve en forfatningsændring, som skal vedtages af kongressen, hvor 2/3 skal stemme for forslaget, før det kan gennemføres. Herefter skal afgørelsen vedtages af ¾ af delstaterne.
Den største modstand mod dette kommer fra de mindre delstater, som stadig har mest at tabe og derfor ikke er så villige til at opgive den ekstra indflydelse, de har i kraft af forfatningens udformning.
Kritikpunkter begrunder en reform
Man kan forsvare det amerikanske valgsystem, hvis man ser på USA som en samling af uafhængige delstater frem for en nation. Men selv hvis det er tilfældet, så er der kritikpunkter, som virker begrundede nok til at kræve en reform af den nuværende valgproces.
Erfaringerne fra særligt valget i 2000, der endte med at blive afgjort af den dømmende magt, og valget i 2016, der stadig afslører udemokratiske efterdønninger i systemet, peger også på dette.
I første omgang skal amerikanerne dog endnu engang til stemmeurnerne tirsdag den 3. november for at pege på, hvem af kandidaterne, de synes, skal have flest valgmandsstemmer i valgmandskollegiet.
Du kan læse mere om valgsystemet i USA og de amerikanske præsidenters retoriske værktøjskasse i bogen Præsidentens ord, skrevet af Mark Herron hos forlaget Alt i Ord og udgivet 2020.
