Langt de fleste forbinder i dag demokrati med noget positivt. Det blev tydeligt illustreret i en verdensomspændende undersøgelse, som forskere gennemførte i 58 lande i perioden 2010-2014.
På spørgsmålet om, hvorvidt det er godt at have et demokratisk politisk system, svarede et klart flertal på mellem 74 og 97 procent i alle landene, at det er meget eller ganske godt.
Demokrati har nu ikke altid været et plusord. Faktisk var der ingen demokratiske lande i perioden mellem Romerrigets erobring af de græske bystater i 146 fvt. og frihedsrevolutionerne i USA og Frankrig i henholdsvis 1776 og 1789.
Demokrati blev i det hele taget opfattet som en mindreværdig og uhensigtsmæssig styreform. Selv efter omvæltningerne i USA og Frankrig var kritikerne i overtal.
Det var først med de vestlige demokratiers sejre i de to verdenskrige mod Tyskland og dets alliancepartnere, at det positive syn på demokrati for alvor spredte sig. Senest fik demokratiets udbredelse for alvor vind i sejlene, da Den Kolde Krig sluttede.
Klap lige hesten
De fleste politiske filosoffer anser godt nok demokrati for den bedste og eneste retfærdige styreform. Men retfærdighed og demokrati går ikke altid op i en højere enhed.
Flertallet kan jo tage fejl. Det gjorde det som bekendt, da et flertal af tyskerne stemte på udemokratiske nazistiske og kommunistiske partier i 1933 og derigennem var med til at bringe Adolf Hitler til magten.
Harvard-professoren Samuel P. Huntington har desuden understreget, at demokrati nærmest per definition er en løsning på problemet med tyranni, men desværre er det ikke nødvendigvis svaret på mange andre af verdens problemer.
Ud fra den optik tog den amerikanske præsident Abraham Lincoln munden for fuld, da han under Den Amerikanske Borgerkrig betegnede demokrati som en regering af folket, ved folket og for folket.
Den sidste del af definitionen indebærer jo, at demokratiske beslutninger nødvendigvis vil være til befolkningens bedste. Men som vi allerede har lært, kan vi ikke sidestille demokrati med gode beslutninger.
Betyder det så, at demokrati generelt set er dårligere til at levere velstand, velfærd, frihed og sikkerhed end diktaturer?
\ Læs mere
Mere frihed, mindre forfølgelse
Når det gælder respekt for religionsfrihed, bevægelsesfrihed og ejendomsret, klarer demokratierne sig bedre. Med hensyn til religionsfrihed er det usædvanligt, at tilhængere af bestemte religioner eller ateister bliver forfulgt af offentlige myndigheder i demokratier.
I en række diktaturer ser det helt anderledes ud. I Nordkorea bliver borgere tortureret og risikerer at blive dræbt, hvis de fanges med en bibel i hånden. I Saudi-Arabien, hvor en særlig tolkning af den islamiske sharia-lovgivning spiller en hovedrolle, er der dødsstraf for at forlade islam, og det er kun tilladt sunnimuslimer at dyrke deres religion offentligt.
\ Tænkepauser
Svend-Erik Skaaning har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Demokrati’, hvor denne artikel stammer fra.
Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
Viden er nummer 48 i serien og udkommer 4. april.
Fra 4.-11. april kan e-bogen hentes gratis på forlagets hjemmeside.
Du kan også hente lydbogen gratis her.
Ligeledes sætter demokratier stort set aldrig væsentlige begrænsninger for, hvor borgerne må rejse hen i deres hjemland eller udlandet.
I latinamerikanske og asiatiske militærdiktaturer har det derimod været gængs praksis at smide ledende modstandere ud af landet og nægte dem genindrejse eller give dem husarrest.
I kommunistiske lande var det ekstremt besværligt at opnå udrejsetilladelse – i Albanien kunne tilladelserne per år nærmest tælles på én hånd – og borgerne skulle have myndighedernes godkendelse til at flytte og til at tage på længere ture i landet.
Endelig er der flere eksempler på, at virksomheder og landejendom bliver konfiskeret i diktaturer, uden at ejerne bliver kompenseret. Det giver god mening, da diktatorer typisk bygger deres magt på støtte fra en lille, eksklusiv elite, som de kan tækkes ved at uddele andres goder.
\ Læs mere
Ferie- og torturcenter med krokodillefodring
Hvad så med sikkerhed og fred? Der er en meget stærk sammenhæng mellem demokrati og fraværet af statslig undertrykkelse i form af drab og tortur.
I demokratier begår politi og militær meget sjældent politisk motiveret vold. Den slags finder hovedsageligt sted i udemokratiske regimer.
Alene de kommunistiske regimer under Stalin i Sovjetunionen, Mao i Kina og Pol Pot i Cambodia er blevet beskyldt for at have foranlediget mellem 21 og 70 millioner dødsfald.
I Cambodia udgjorde dødstallet intet mindre end mellem en fjerdedel og en tredjedel af hele befolkningen.
De mange uhyrligheder, herunder Holocaust, begået af nazisterne under Hitlers herredømme i Tyskland kender de fleste til.
Mindre kendt er det nok, at den tidligere diktator i Uganda fra 1971 til 1979, Idi Amin, på den lille ø Mukutu i Viktoria-søen havde et kombineret ferie- og torturcenter.
Her blev massevis af politiske modstandere tortureret på makabre måder – eksempelvis ved at få skåret arme, ben og kønsdele af – for til sidst at blive dræbt og smidt ud til krokodillerne.
\ Læs mere
Demokratier går ikke i krig med hinanden
Hvis vi i stedet retter vores fokus mod fred mellem lande, mente den franske politiske tænker Alexis de Tocqueville, at borgerne i et demokrati har stor tilbøjelighed til medlidenhed. Men de besidder også en kold fornuft, som gør dem mindre modtagelige for voldsomme følelser.
Tilsammen mente han, at disse karaktertræk giver et dårligt udgangspunkt for militær mentalitet – og derigennem mindsker lysten til krig.
Der er dog ikke belæg for, at demokratier mindre hyppigt går i krig end diktaturer.
Det ser vi umiddelbart af de forholdsvis mange voldelige interventioner i Eksugoslavien, Afghanistan, Irak, Mali, Libyen og Syrien, som demokratier har været involveret i efter Den Kolde Krig.
Til gengæld er der mere hold i den påstand, som er blevet kaldt den demokratiske fredstese: Demokratier går ikke i krig mod hinanden.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Allerede den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant påpegede i 1795, at mens det er den nemmeste ting i verden for en diktator at erklære krig, vil borgerne i et demokrati være mere tilbageholdende. De kommer nemlig til at bære alle byrderne.
Derudover vil der være et værdifællesskab mellem demokratier, som vil lægge en dæmper på deres aggressioner mod hinanden.
Tesen lader til at holde vand. Rent faktisk findes der ikke noget godt eksempel på krig mellem to eller flere moderne demokratier.
Derfor fremhæver jeg og mine kollegaer ofte sammenhængen som noget så usædvanligt som en samfundsvidenskabelig lovmæssighed.
Til gengæld holder teorien ikke for oldtidens bystater. Det kan man forvisse sig om ved at læse Herodot og Thukydid, der er kendt som historieskrivningens fædre.
De beskriver begge, at det menige folk på folkeforsamlingerne rask væk stemte for krig, skønt de selv skulle kæmpe i forreste række.
Mindre risiko for borgerkrig
Inspireret af tesen om en demokratisk fred mellem stater er det blevet foreslået, at demokrati også hindrer borgerkrigsudbrud.
Argumentet lyder, at borgerne i demokratier vil være mere tilfredse på grund af den frihed og indflydelse, de nyder.
Desuden udgør demokratiske valg en legitim og ikkevoldelig måde at håndtere politiske uenigheder på, som den tyske filosof Karl Popper gjorde opmærksom på.
Slutteligt vil der normalt ikke være stor opbakning til voldelig konfliktløsning, fordi omkostningerne – som i forbindelse med internationale konflikter – i sidste ende vil falde tilbage på borgerne.
Andre samfundsforskere har fremhævet, at diktaturer vil være mindst lige så fredsommelige som demokratier. Primært fordi de er villige til at slå hårdt ned på alle former for oprør.
I stedet mener forskerne, at den største risiko for borgerkrig findes i hybridregimer som for eksempel Rwanda og Uganda.
De er kendetegnet ved et mellemniveau af politisk frihed og undertrykkelse, der giver plads til fremvæksten af politiske oppositionsgrupper, men som ikke levner oppositionen en nævneværdig chance for at komme til magten.
Det er desværre vanskeligt at danne sig et klart billede af, hvem der har fat i den lange ende. Forskellige analytikere når frem til forskellige resultater. Men trods alt konkluderer de fleste, at et højt demokratiniveau er forbundet med den mindste risiko for borgerkrig.
Den mindst ringe styreform
Det er sikkert og vist, at verdens demokratier hverken er fuldkomne eller løsningen på alle problemer. Men trods alt leverer folkestyret over tid mere fred, frihed og fremgang end alternativerne.
Winston Churchill, den engelske premierminister under Anden Verdenskrig, indfangede det meget rammende:
»Demokrati er den værste styreform med undtagelse af alle andre, som hidtil er blevet afprøvet. I mangel af bedre er det derfor nok klogest, hvis vi konstant og konsekvent bekræfter og forsvarer demokratiet, når det bliver udfordret.«
