Amerikanerne har normalt mange valgmuligheder. Hvad skal jeg have på i dag? Hvad skal jeg spise? Hvad skal jeg læse?
Men sådan er det ofte ikke i forbindelse med valg, når der skal vælges en præsident, guvernør eller borgmester.
Her kan amerikanerne angiveligt kun stemme på enten en demokrat eller en republikaner - men hvorfor har USA egentlig et to-parti system?
Jeg er forsker og studerer politiske partier - især det, der hedder Libertarian Party (det tredjestørste politiske parti i USA, red.) - og jeg kan røbe, at der faktisk er andre muligheder.
\ Spørgsmål fra nysgerrige børn
Små børn er geniale til at stille store spørgsmål, og derfor bringer vi en række tankevækkende artikler fra mediet The Conversation, hvor nysgerrige børn fra hele verden udfordrer forskere med deres undren.
13-årige Gianna fra Arizona i USA har i denne omgang stillet spørgsmålet: »Hvorfor er det demokrater mod republikanere, når amerikanerne går til stemmeurnerne? Hvorfor kan det ikke være republikanere mod republikanere eller demokrater mod demokrater?«
Hvorfor har USA et to-partisystem?
Statskundskaben har en enkel forklaring på USA's to-partisystem. Den bunder i Duvergers lov, som er opkaldt efter den franske politolog Maurice Duverger.
Ifølge Duvergers lov vil kun to store partier ende med at kæmpe om vælgernes gunst, når valget følger et sæt regler kaldet: 'single-winner plurality voting'.
'Single-winner' betyder, at kun én kandidat kan vinde et givent valg. 'Plurality voting' betyder, at den kandidat, der får flest stemmer, vinder.
Under dette system er det mest sandsynligt, at et parti vinder, hvis det kun opstiller (eller nominerer) én kandidat i stedet for at dele stemmerne mellem flere kandidater.
Det betyder, at mange vælgere, der foretrækker en uafhængig kandidat eller en kandidat fra et mindre parti, muligvis beslutter, at det er mere praktisk at stemme på en af kandidaterne fra et større parti, der har bedre odds for at vinde valget.
Eksemplet forklaret med pizza vs. is
Prøv at tænke på det på denne måde: Der skal holdes klassefest for 17 elever, og læreren lover at bestille den mad, eleverne vil have. Der er kun to regler:
- Læreren bestiller kun én slags mad til hele klassen (single winner).
- Maden, der får flest stemmer, vinder (plurality voting).
I stedet for, at ti pizzaelskere stemmer på henholdsvis seks pizza med ost og fire pizzaer med pepperoni - så de syv isfans løber med sejren - kan de gå sammen om én pizzatopping og vinde.
Ender med to store grupperinger
Den samme logik ligger bag USA's topartisystem:
Når der kun kan være én vinder, og vinderen er den, der får flest stemmer, har folk med lignende, men ikke identiske præferencer god grund til at finde fælles fodslag og arbejde sammen - for ellers taber de.
De skal forsøge at opbygge en koalition (en midlertidig alliance mellem to eller flere parter) af vælgere, der er større end de andre. Til gengæld vil gruppens modstandere forsøge at stå imod ved at øge deres egen koalition.
På denne måde dikterer afstemningsreglerne, at amerikanerne ender med to store 'grupperinger', der konkurrerer om at være store nok til at vinde det næste valg.
Selvom der er andre muligheder, beslutter mange vælgere at stemme på én af de to, der kan vinde.
Behøver ikke at være republikaner vs. demokrat
Så selvom en demokrat eller en republikaner vinder de fleste valg i USA, betyder det ikke, at vælgerne kun har de to valg. Der er nemlig tre ting at tage højde for:
For det første kan der sagtens være flere end to politiske partier ifølge den amerikanske forfatning. Faktisk siger forfatningen slet ikke noget om antallet af partier.
Mange af USA's såkaldte 'Founding Fathers' (grundlæggerne af USA, blandt andre Benjamin Franklin, John Adams, Thomas Jefferson og George Washington, som skrev under på USA's Uafhængighedserklæring 4. juli 1776, red.) var skeptiske over for sådanne 'fraktioner'. De frygtede, at det ville splitte det amerikanske folk og tjene ambitiøse politikeres egeninteresser.
Alligevel hjalp mange af de samme personer med at danne de første politiske partier, efter at de indså vigtigheden af at koordinere med ligesindede for at vinde valg og fremme en fælles politisk dagsorden.
Med enkelte korte undtagelser har USA siden da haft et topartisystem.
Masser af kandidater er hverken republikanere eller demokrater
For det andet stiller masser af kandidater hvert år op som noget andet end republikaner eller demokrat. Det er blandt andet som uafhængige, der ikke er tilknyttet et parti, eller som nominerede for mindre partier, for eksempel fra Libertarian eller Green Party.
Disse kandidater får typisk ikke mange stemmer og vinder kun sjældent et valg. Et eksempel er USA's tredjestørste politiske parti, Libertarian Party.
Min forskning viser, at Libertarian Party overordnet er enig med det republikanske parti om økonomiske spørgsmål - og med det demokratiske parti om sociale spørgsmål.
Det betyder, at Libertarian Party appellerer til en del vælgere, der betragter sig selv som skattemæssigt konservative, men socialt liberale.
For det tredje: I stater som Californien, der har et top-two primary system (hvor de to kandidater med flest stemmer går videre, red.), ender valg nogle gange med to kandidater fra det samme parti.
Processen begynder med et åbent primærvalg, hvor vælgerne kan vælge blandt flere kandidater fra forskellige partier på samme tid. De to politikere, der får flest stemmer, går videre et par måneder senere – også selvom de begge er demokrater eller republikanere.
Andre stater, som for eksempel Maine og Alaska, bruger 'ranked-choice voting', som er et system, der giver vælgerne mulighed for at rangere alle kandidater – demokratiske, republikanske, uafhængige eller mindre partier – fra første valg til sidste valg på samme stemmeseddel.
Vinderen er den kandidat, der får mere end 50 procent af stemmerne, enten fordi de kommer først over målstregen, eller efter at have elimineret kandidaten med færrest stemmer og så omfordele denne kandidats vælgere til kandidaten med det næststørste antal stemmer.
Amerikanerne har flere valgmuligheder, men..
Så vælgerne i USA har rent faktisk ofte flere valgmuligheder end blot demokrat vs. republikaner.
Problemet er, at vælgerne føler, at kun det ene eller det andet parti har en chance for at vinde – og så afgiver de deres stemme derefter.
Det hele afhænger af valgreglerne. Hvis amerikanerne vil have flere valgmuligheder, bliver de nødt til at ændre disse regler.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
