Har du nogensinde hørt nogen sige: »Ifølge FN's klimapanel skal vi…«?
FN’s klimapanel, IPCC, skriver lange rapporter om klimaet, der bliver brugt verden over som grundlag til at træffe vigtige beslutninger om klimaet. Det har Videnskab.dk blandt andet skrevet om i artiklen Professorer: Ny IPCC-rapport bliver et 'wake-up-call'.
Men vidste du, at politikere faktisk skal godkende rapporten, inden den bliver udgivet? Vent... Betyder det så, at IPCC’s konklusioner er ført af en politisk hånd og dermed ikke er til at stole på, tænker du måske?
Svaret er nej, lyder det forskere, der har indgående kendskab til IPCC.
Men hvorfor svaret er nej, er en smule mere kompliceret. Her dykker vi ned i det tunge FN-apparat og kigger nærmere på processen bag IPCC’s rapporter, og i boksen under artiklen kan du læse mere om balancen mellem videnskab og politik.
Sådan sikrer IPCC sin troværdighed
IPCC’s rapporter er skrevet af forskere fra hele verden, hvoraf de fleste arbejder helt for egen regning eller med deres normale løn. Det vil sige, at der er ingen personlige økonomiske fordele for forskerne ved at være med. De gør det, fordi de synes, det er spændende og vigtigt, forklarer de.
Selve panelet, eller generalforsamlingen, i IPCC består – ud over forskere – af blandt andet repræsentanter fra de 195 medlemslandes regeringer. Det er altså stort set alle lande i verden, der er repræsenteret.
Billedet nedenunder tager os igennem den lange fødsel af en IPCC-rapport.
Når der skal laves en ny rapport, udvælger IPCC et stort hold forskere, der er blevet nomineret af medlemslandene. Forskerholdet bliver sat sammen, så der er god balance mellem køn, alder og forskere fra udviklingslande og ikke-udviklingslande.
Forfatterne giver sig så i kast med at skrive rapporten, hvor de indsamler al forskning på området og sammenfatter det (se faktaboksen om IPCC’s forskellige typer rapporter).
Hvis der er uenighed eller usikkerhed på et område, ryger det også med i rapporten. IPCC laver ikke på noget tidspunkt deres egen forskning.
\ IPCC’s rapporter
IPCC udgiver både vurderingsrapporter (Assessment reports, AR) og specialrapporter (Special reports, SR).
Det tager cirka syv år at lave en vurderingsrapport, og den sjette af slagsen kommer i 2021 og 2022.
Vurderingsrapporterne har tre overordnede temaer, eller arbejdsgrupper.
Arbejdsgruppe I skriver om de naturlige videnskabelige dele af klimaforandringer i fortiden, nutiden og fremtiden.
Arbejdsgruppe II vurderer klimaforandringernes indvirkning på kloden og beskæftiger sig med klimatilpasning og forskellige typer sårbarhed overfor klimaforandringer.
Arbejdsgruppe III beskæftiger sig med, hvordan vi afbøder klimaforandringerne, altså handlinger, der gør klimaforandringerne mildere. Det er enten at udlede færre drivhusgasser eller at opsamle drivhusgasser fra atmosfæren.
Udover vurderingsrapporterne laver IPCC også specialrapporter. Det er rapporter, der har et bestemt fokus. F.eks. blev verdens lande med Parisaftalen enige om at arbejde mod en verden, der ikke bliver varmere end 2°C og gerne kun 1,5°C i forhold til før industrialiseringen.
I den forbindelse, blev IPCC bedt om at lave en rapport, om hvordan verden vil se ud, hvis det var 1,5°C og 2°C varmere end før industrialiseringen.
Kritisk gennemlæsning
Med en færdig rapport i hænderne bliver dørene åbnet, og forskere fra hele verden bliver nu inviteret til den helt store fagfællebedømmelse.
Det vil sige, at alle må komme med alle de kommentarer, de vil.
»Det er en kvalitetsgaranti, at alt skal kunne dokumenteres og tåle kritisk gennemlæsning,« pointerer Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi ved DTU.
Kirsten Halsnæs har været en del af IPCC’s arbejde siden 1993 og er for tiden hovedforfatter på et kapitel om, hvordan klimapolitikken kan accelereres. Kapitlet er en del af en vurderingsrapport, der udkommer i 2022.
»For hver eneste kommentar, vi har fået, skal vi rapportere tilbage, hvad vi har gjort med den,« fortsætter Kirsten Halsnæs.
»Har vi indarbejdet det forslag, der ligger? Har vi sagt, at der er noget, vi ikke vil tage med, fordi det ikke passer ind i sammenhængen, eller fordi argumentet ikke holder stik? Eller har vi bare noteret os, at vi vil arbejde videre med det?«
IPCC-forfatterne kommer så med et nyt udkast, som igen sendes ud til fagfællebedømmelse og kommentarer fra verdens regeringer.
Forfatternes besvarelser på samtlige kommentarer er frit tilgængelige på IPCC’s hjemmeside. Man kan for eksempel finde kommentarerne på 1,5˚C-rapporten her.
Politisk tovtrækkeri om 'Opsummeringen for Beslutningstagere'
Til sidst skal rapporten sammenkoges til en kort 'Opsummering for Beslutningstagere'.
Den del af rapporten bliver læst af flest mennesker og har derfor størst politisk betydning. Selvom alle budskaber i opsummeringen er hentet fra den store IPCC-rapport bagved, kan der foregå en del tovtrækkeri imellem regeringerne, når det kommer til formuleringer i opsummeringen.
Ifølge Jens Hesselbjerg, professor i Is-, Klima- og Geofysik på Københavns Universitet, er formuleringen af Opsummering for Beslutningstagere det eneste sted, hvor IPCC’s arbejdsproces bliver en anelse politisk og i øvrigt foregår bag lukkede døre.
Jens Hesselbjerg, der ligesom Kirsten Halsnæs har været inde over IPCC’s arbejde siden midten af 90’erne, påpeger dog, at diskussionerne hovedsagelig handler om, med hvilken sandsynlighed de forskellige konklusioner kan drages.
I forbindelse med den sjette vurderingsrapport har Jens Hesselbjerg en koordinerende rolle og skal holde overblik over kommentar/besvarelses-processen på et kapitel om regionalt klima.
\ Stort klimafokus på Videnskab.dk
De næste to uger sætter Videnskab.dk ekstra fokus på klimaet og grøn omstilling sammen med hundredvis af prominente, internationale mediepartnere i samarbejdet Covering Climate Now.
Den koordinerede indsats leder op til et online-klimatopmøde 22. og 23. april 2021, arrangeret af USA’s præsident Joe Biden.
Læs mere i artiklen Internationale medier går sammen med Videnskab.dk om stor klimasatsning.
Forsker: Ikke plads til politiske holdninger
De 195 regeringers fælles samarbejde og godkendelse, og den meget grundige fagfællebedømmelse, er med til at sikre IPCC’s troværdighed.
Regeringerne virker med andre ord som vagthunde for hinanden og råber højt, hvis politik bliver blandet ind i videnskaben.
Jens Hesselbjerg mener, at hvis politikere fra alle 195 regeringer kan blive enige om rapporten, er der ikke noget politisk i det. Hvis der var det, ville de ikke kunne blive enige:
»Det ville da være mærkeligt, hvis der var noget i rapporterne, der var politisk af en karakter, hvor alle verdens lande er enige om det.«
Hesselbjerg mener, at IPCC er det eneste sted, hvor »videnskaben vinder over narhovederne på den politiske dagsorden.«
Hvem er så kritiske overfor IPCC?
Fagfællebedømmelsen og den globale godkendelse af IPCC-rapporterne får dog ikke alle til at være fans af IPCC.
Jens Olaf Pepke Petersen, seniorforsker ved DTU space, kritiserede IPCC tilbage i 2012. Han mente blandt andet, at forfatterne bag rapporterne er en mindre og mere lukket skare, end det umiddelbart fremstår, og at de holder sig lidt for meget til deres egen forskning, end hvad godt er.
Hans kollega Henrik Svensmark, fysiker ved DTU Space, kritiserede ligeledes IPCC i Weekendavisen i 2018. Han mener, at de ikke inddrager forskning om Solens påvirkning af klimaforandringer i høj nok grad – altså, at IPCC udelader relevant forskning.
I forhold til den kritik er det værd at bemærke, at forskerne kan melde sig til at kommentere på rapporten, inden den bliver udgivet.
Kirsten Halsnæs fortæller, at hun har lagt mærke til en tendens blandt nogle kritikere: »De kommer ikke med nogen kommentarer, men venter til rapporten er udkommet og går til medierne og siger, at det er biased.«
Hvis de brugte den officielle vej og tog del i fagfællebedømmelsen, ville deres kommentarer blive taget i betragtning, når rapporten skal rettest til, påpeger hun.
\ Sådan vil politisk indblanding blive modtaget
Selvfølgelig passer nogle videnskabelige konklusioner bedre ind i nogle landes politiske dagsordener end andres, men det kan ikke påvirke videnskaben, fortæller Jens Hesselbjerg.
Han kommer med et eksempel:
”Lad os sige for eksempel, at Saudi Arabien synes IPCC’s resultater var noget vås fordi de gerne vil sige, at der skal brændes noget mere olie af. Så skal de jo have et fagligt argument. Og det har de ikke. (…) Derfor, hvis de kom frem med sådan et ændringsforslag, ville nogle andre lande komme sige ”jamen hør nu kære venner, det er noget vås, al den anden videnskab siger noget andet.”
Hvad mener IPCC, vi skal gøre med…?
På Videnskab.dk sætter vi fokus på konstruktive løsninger under vores Red Verden-tema. Vi har en Facebook-gruppe, hvor medlemmer debatterer løsninger på verdens problemer og stiller spørgsmål til videnskaben.
Nogle af de spørgsmål tog vi med til de to klimaforskere. Et af dem lyder, om IPCC anbefaler atomkraft, hvor et andet går på, hvad IPCC mener, man skal gøre med overbefolkning.
Svaret på denne type spørgsmål er meget simpelt: »IPCC mener ingenting,« svarer Jens Hesselbjerg.
Det er ikke IPCC’s opgave at tage beslutninger eller mene noget. Den opgave ligger hos regeringernes politiske repræsentanter på klimatopmøderne, fortæller han.
»IPCC er en værktøjskasse med prismærker på værktøjet, men der står ikke, hvilket værktøj man skal bruge,« som Jens Hesselbjerg beskriver det.
Klimakrise om daglig kost
Som nævnt arbejder alle IPCC-forfattere frivilligt, og det, de får som betaling, er tilsyneladende kritik, misforståelser og grundig indsigt i, hvor slemt det står til med klimaet. Så giver arbejdet med IPCC dem håb eller hovedpine?
»Masser af håb og masser af arbejde – så hvis en hovedpine skulle dukke op, så er det på grund af arbejdet,« svarer Kirsten Halsnæs, der dog ikke synes, det er hård kost at arbejde med klimavidenskab.
»Tværtimod!« siger hun.
»Der har været nogle enorme fremskridt. Jeg har jo været med i arbejdet siden 1993, og der er kæmpe fremskridt i mulighederne for at reducere drivhusgasser og også at få hele verden med.«
Jens Hesselbjerg har mere blandede følelser:
»Jeg har jo gjort mig bevidst om problematikken om klimaforandringer, og det er jo med til at give hovedpine.«
»Men det giver også håb, fordi man kan sige, at det stadigvæk er sådan, at med den viden, vi har i dag, og den viden, der hele tiden kommer til, så får vi jo et større og større overblik over katastrofens omfang. Jo mere vi får det, jo bedre kan vi agere på det.«
\ Er IPCC politisk?
Til spørgsmålet om, hvorvidt IPCC kan siges at være politisk, har vi hevet fat i Toke Emil Panduro, der er seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab – Samfundsvidenskabelig og geografisk miljøforskning på Aarhus Universitet.
Han er ikke involveret direkte i IPCC's arbejde, men har læst rapporterne og kender til processerne omkring dem. Toke Emil Panduro påpeger først og fremmest, at man skal være opmærksom på de to dele, som processen består af, nemlig 'Opsummeringen for Beslutningstagere' og selve rapporten – begge beskrevet i tidligere afsnit.
»I det omfang, IPCC's klimapanel oplever et politisk pres fra medlemslandene for at vinkle nogle pointer i en bestemt retning, så vil det være i 'Summary for policymakers',« siger Toke Emil Panduo.
»Men de rapporter, jeg har læst, har været et solidt stykke arbejde. Og jeg mindes ikke, at der har været den store forskel på pointerne i 'Summary for policymakers' og rapporterne.«
Ifølge seniorforskeren er det vigtigt at forstå, at videnskab er politisk al den stund, at den hjælper os med at forstå verden omkring os. Det gør forskerne ved at udfordre den måde, vi tænker på.
»Videnskab udfordrer de etablerede opfattelser af verden. Det er ikke rart som for eksempel politiker, embedsmand, virksomhedsejer, brancheorganisation at se fundamentet for sine opfattelser blive hakket løs på af folk i pæne skjorter og hornbriller.«
»Det er her, videnskab bliver politisk, og det er her, konflikterne opstår, når magthavere forsøger at fastholde eksisterende opfattelser eller ignorere videnskabelige resultater i forsøget på at fastholde magten,« uddyber Toke Emil Panduro.
Seniorforskeren peger ligeledes på, at der internt i forskningsverdenen bliver skubbet til vores verdenssyn.
»Den videnskabelige kommunikation består blandt andet af diskussion og konflikt. Videnskabsfolk er ikke enige med hinanden, og vi tolker både vores egen forskning og andres forskning forskelligt. Kun gennem heftig diskussion og uenighed ændrer vi den måde, vi ser verden på.«
»Hvis ens forskning bliver citeret i en IPCC-rapport, betyder det, at man gennem sin forskning, har været med til at skubbe til vores samlede forståelse af klimaproblematikken.«
»IPCC-rapporterne er med til at skubbe til den måde, vi ser verden på. Det er ikke rart, for det, rapporterne fortæller os alle, er, at vi er ved ødelægge eksistensgrundlaget for mange millioner mennesker i fremtiden. Noget skal vi gøre anderledes. Vi kan ikke fastholde status quo, og på den måde er IPCC-rapporterne politiske,« lyder det fra Toke Emil Panduro.
Læs også: Studie: Grøn kost kan være med til at skære 86 procent af landbrugets CO2-udslip
Læs også: Danske forskere: Havet vil stige mere, end FN's klimapanel regner med
