FN’s klimapanel, IPCC, har fremlagt deres længe ventede særrapport, SR15.
Allerede i sidste uge kunne Videnskab.dk løfte sløret for en af rapportens vigtigste konklusioner: Der vil ske uoprettelig skade på vores klode, hvis vi overstiger 1,5 graders global opvarmning.
Den gode nyhed: Det kan faktisk stadig lade sig gøre at holde den gennemsnitlige temperatur på verdensplan under 1,5 grad.
»Begrænsning af opvarmning til 1,5 grad ér muligt inden for kemiens og fysikkens love,« siger Jim Skea, en af formændene i en arbejdsgruppe under klimapanelet, i en pressemeddelelse.
Den knap så gode nyhed: Muligheden eksisterer på nuværende tidspunkt kun i teorien. Det kommer til at kræve akut og dramatisk handling i en hidtil uset skala og »meget hurtigere omstillinger, end hvad vi er vidne til nu,« siger professor Jens Hesselbjerg Christensen, der er professor ved Niels Bohr Institutet og tidligere hovedforfatter på FN’s klimarapporter, til Videnskab.dk.
En regulær u-vending, som ikke alle forskerne har den helt store tiltro til, at politikerne kan udleve.
»På en måde er rapporten en streg i sandet. Det er let for politiske beslutningstagere at træde over den streg. Men i det mindste ved vi nu, hvor stregen går,« siger Glen Peters, som er forskningsdirektør for det norske forskningscenter CICERO, til Videnskab.dk.
\ IPCC
- ‘The Intergovernmental Panel on Climate Change’ (IPCC) hører under FN’s klimapanel.
- IPCC forsyner verdens beslutningstagere med videnskabelig vurdering af klimaændringer og deres konsekvenser.
- IPCC udfører ikke selvstændig forskning eller dataindsamling og giver ikke anbefalinger, men stiller udelukkende politisk relevant information til rådighed.
Vi skal fjerne mere CO2, end vi udleder
Den nye særrapport beskæftiger sig specifikt med et scenarie, hvor verdens temperaturer stiger med 1,5 grad. Tidligere har IPCC og forskersamfundet primært beskæftiget sig med en 2 grader-stigning, men vi er altså nødt til at være mere ambitiøse end det, lyder det i den nye rapport.
Rapporten kommer ikke med et enkelt løsningsforslag for at holde den globale opvarmning på 1,5 grad, men skitserer flere forskellige scenarier med forskellige kombinationer af værktøjer.
Fælles for alle scenarierne er en drastisk nedbringelse af verdens CO2-udslip og den eksisterende CO2 i atmosfæren. I 2030 skal den globale, menneskeskabte udledning af CO2 eksempelvis være faldet med omkring 45 procent i forhold til niveauet i 2010, fremgår det af et referat af rapporten.
I 2050 skal vi gå i nul, altså fjerne lige så meget CO2 fra luften, som vi udleder, og dernæst skal udledningen ende med at være negativ – det vil sige, at vi skal fjerne mere CO2, end vi udleder.
Sådan kommer vi i mål
Af helt konkrete løsningsforslag til, hvordan vi får nedbragt Jordens CO2-udledning – og i sidste ende udleder mindre, end vi udleder – nævner rapporten:
\ Læs mere
\ Læs mere
- Øget energieffekt. Vi skal have mere ud af den energi, vi bruger, blandt andet ved hjælp af smart teknologi, som hjælper os med at fordele vores energiforbrug mere effektivitet ud over døgnet. For eksempel ved at lade elbilen op, når det blæser mest, eller når naboerne bruger mindst energi på andre gøremål.Optag og lagring af CO2 fra atmosfæren. For eksempel kan man installere filtre på kraftværker for at indfange CO2, som kan opbevares under jorden, blandt andet i tomme naturgaskamre.
Vi har ikke råd til at overstige 1,5 grad
Den nye særrapport adskiller sig fra tidligere IPCC-rapporter, fordi den meget tydeligt udpensler, at klimaforandringerne ikke længere er noget udefinerbart ude i fremtiden, som vi skal bekymre os om for vores børn og børnebørns skyld.
Skaden ér sket, lyder det fra professor Torben Røjle Christensen, som selv er tidligere IPCC-forfatter.
\ COP21: Parisaftalen
- I 2015 indgik medlemslandene i FN’s klimakonvention (UNFCCC) Parisaftalen til COP21 i Paris.
- Aftalen er juridisk bindende og forpligter alle 195 medlemslande til at reducere deres CO2-udledning.
- Målet er, at temperaturen globalt ikke må stige med mere end maksimalt 2 grader celcius, men helst ikke mere end 1,5 grad siden 1850.
- Resultaterne af SR15-rapporten, som blev bestilt ved COP21, skal fremlægges på næste klimatopmøde (COP24) i december 2018.
»Lige siden den første IPCC-rapport blev udgivet i 1990, har der været tale om fremtiden. Men det er der ikke længere, og det er specielt ved denne rapport. Nu er pointen, at ulykken er sket, og vi skal til at yde førstehjælp,« siger Torben Røjle Christensen, som arbejder på Institut for Bioscience – Arktisk Økosystemøkologi ved Aarhus Universitet.
Af rapporten fremgår det, at vi allerede har ramt 1 grad global opvarmning, og at konsekvenserne for klimaet er så voldsomme ved en stigning på 1,5 grad, at vi simpelthen ikke har råd til at overstige den.
»Der er nogle meget spektakulære detaljer i den nye rapport. Der er mange meget konkrete scenarier for, hvad der sker, hvis vi overstiger 1,5 grad, og nogle kvantificeringer, som er skræmmende,« siger Torben Røjle Christensen, som pt. arbejder på en anden særrapport fra IPCC.
Rapporten viser eksempelvis, at klimaforandringerne allerede nu går hårdt ud over den arktiske region, og at en 1,5 grad-stigning vil have »alvorlige og vidtrækkende konsekvenser«, mens en stigning på 2 grader vil udløse skader, som ikke kan gøres om på et senere tidspunkt. I grafen herunder kan du se, hvilke andre konkrete skader på klimaet, rapporten fremhæver:

»Der er meget veldokumenteret videnskabeligt grundlag for, at vi skal holde os på 1,5 grad,« tilføjer Torben Røjle Christensen.
Vi er på vej mod en 3 grader stigning
I 2015 lovede FN-landene hinanden, at de ville begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 grader og stræbe efter 1,5 grad.
Men ingen af de to målsætninger er på nuværende tidspunkt realistiske, hvis man kigger på landenes handlingsplaner, fortæller klimavidenskabelig rådgiver ved DMI Tina Christensen. DMI er IPCCs kontaktpunkt i Danmark.
FN-landenes nuværende handlingsplaner vil føre til en global opvarmning på 1,5 grad i 2040 og 3 grader i år 2100.
»I Paris lovede landene hinanden at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 grader, og at forsøge at gå efter 1,5 grader. Så de foreliggende handlingsplaner er altså utilstrækkelige,« skriver Tina Christensen i en mail til Videnskab.dk.
»Det er et vigtigt budskab til verdens beslutningstagere om, at ambitionsniveauet skal øges, hvis Paris-aftalens målsætning skal indfries,« tilføjer Tina Christensen, som har været med til at lægge sidste hånd på den nu offentliggjorte særrapport og resume.
Ikke alle er lige optimistiske
Det er dog ikke alle, der føler sig overbeviste om, at verdens beslutningstagere kan leve op til det ansvar, der nu ligger på deres skuldre, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 grad.
Der er langt fra det teoretiske tegnebræt til den politiske virkelighed, lyder det fra Glen Peters, forskningsdirektør ved det norske forskningscenter CICERO.
»Teoretisk set og i forskellige klimamodeller er det måske muligt, men de modeller tager ikke højde for, hvordan politik udspiller sig i virkeligheden. Modellerne medtager ikke alle de ubehagelige dele af virkeligheden, såsom lunefulde politikere op til et valg,« siger Glen Peters, som selv har været inde over et af de tidlige udkast på den nye rapport.
Allerede i 2015 præsenterede Glen Peters sine argumenter for, hvorfor ambitionen om at holde stigningen på 2 grader efter hans overbevisning var urealistisk. Du kan høre ham redegøre for dem i videoen herunder eller i denne tidligere artikel på Videnskab.dk.
Torben Røjle Christensen ser knap så pessimistisk på det. Men efter at have advaret politikerne »i 25 år«, ærgrer han sig over, at vi er nået til, hvor vi er i dag:
»Det har været sagt igen og igen og igen på baggrund af, at vi har kunnet se det komme. Nu er det sket, og det kommer til at kræve politisk mandsmod at gøre det, der skal til for at vende skuden.«