Sådan kan videnskab komme til at fylde mere i dansk politik

Har du nogle gange en fornemmelse af, at fakta virker som omvendte magneter på visse danske politikere? Irriterer det dig, at politiske beslutninger og forskningsbaseret viden tilsyneladende frastøder hinanden?

Eller synes du, at følelser og mavefornemmelser fylder alt for lidt, når politikerne lovgiver?

Uanset om du er til følelser, fakta eller begge dele, er du næppe uenig i, at politikere har gavn af at vide, hvad forskningen viser, før de træffer beslutninger.

Men det er op ad bakke, for når politikere bliver præsenteret for tal og grafer, læser de dem ofte forkert, så resultatet passer til deres værdier og holdninger. Det viser forsøg, som Videnskab.dk har skrevet om i artiklen ‘Derfor er politikere immune overfor fakta‘.

Hvad stiller vi op?

David Budtz Pedersen – professor mso på Aalborg Universitet og leder af et igangværende forskningsprojekt om videnskabelig rådgivning af politikere – har et forslag:

Politikerne skal præsenteres for fakta på en måde, så de føler, at de kan inddrage videnskaben i deres politik uden at gå på kompromis med deres ideologiske standpunkter, siger han.

»Vores forskning peger på, at det er helt afgørende for politikeres evne til at acceptere ny viden, at evidens bliver formidlet på måder, som gør, at politikerne kan acceptere evidensen, uden at de skal afstå fra deres værdier og holdninger,« siger David Budtz Pedersen, som står i spidsen for forskningsprogrammet ‘Science Advice in Denmark and the Nordic Countries‘.

LÆS OGSÅ: Valgkamp: Videnskaben er vigtig for politik

Der er lys forude

Hvis forskningsresultater er i modstrid med politikernes holdninger og værdier, kan politikerne komme til opfatte dem som en trussel. Derfor kan de være tilbøjelige til enten at afvise evidensen eller fejltolke den, så den passer til deres værdisæt.

Heldigvis er der lys forude:

»Der er teknikker indenfor kommunikationsvidenskab og psykologi, som kan bruges til at formidle forskning, så man ikke krænker politikernes holdninger. Man kan for eksempel holde workshops, hvor man går i dialog med politikerne,« siger David Budtz Pedersen.

»Det handler om at fortælle om forskning på en måde, så politikerne ikke føler, at de skal forsvare sig mod udefrakommende viden, der udfordrer deres virkelighed og skaber uorden i deres verdensbillede. Det skal være ufarligt for dem at acceptere ny evidens,« fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Politiker er immun overfor forskeres kritik af stopprøver i 0. klasse

Der er brug for en evidenskultur

David Budtz Pedersen taler om, at der skal skabes en evidenskultur, hvor det bliver helt naturligt for politikerne at inddrage forskning i deres arbejde.

Det er der ikke i øjeblikket: Danske ministerier har mindre fokus på systematisk at inddrage forskningsbaseret viden, når de udvikler politik, end Storbritannien, Finland, Holland og EU-kommissionen, viste en undersøgelse fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) i 2016.

Undersøgelsen udmundede i en række anbefalinger til, hvordan dansk politik kan blive mere evidensinformeret. Men:

»Vores anbefalinger er stort set blevet tiet ihjel,« siger rapportens førsteforfatter, Jens Oddershede, der er formand for DFIR og professor emeritus i kvantekemi til Videnskab.dk.

»Videnskab kan selvfølgelig ikke give svar på alle politiske spørgsmål. For eksempel bunder spørgsmål, om skatten skal sættes op eller ned, i holdninger til, hvilket samfund man vil have.«

»Men på områder, hvor der er viden, og hvor man kan skaffe viden, synes jeg, fakta i højere grad skal indgå i den politiske beslutningsproces. Hvis politikere er immune overfor, at forskere kan tilvejebringe viden, der er nyttig for politik, får man dårligere politiske beslutninger,« fortsætter Jens Oddershede.

Det politiske system skal opgraderes

Hvis evidens for alvor skal komme til at spille en rolle i dansk politik, skal forskerne være fremme i skoene og blive bedre til at formidle deres resultater på en måde, så politikerne ikke går i forsvarsposition.

Men først og fremmest er der brug for ændringer i det politiske system, siger både David Budtz Pedersen og Jens Oddershede. De giver fire tips til, hvordan systemet kan laves som, så forskning får en fast plads i politikernes beslutningsproces.

LÆS OGSÅ: Kan vi klare os uden politikere?

1) Send embedsmænd på kursus

Ministeriernes embedsmænd, som rådgiver politikerne, har ikke nødvendigvis indblik i videnskabelige metoder.

Det står ikke i embedsmændenes jobbeskrivelse, at de skal vide, hvordan forskere arbejder, eller at de skal kende evidenshierarkiet, som viser, at ikke alle videnskabelige undersøgelser har lige meget vægt.

»De ansatte i ministeriet arbejder med sagsbehandling og politikudvikling. De er ikke valgt til jobbet på baggrund af deres faglige viden, og de er ikke ansat til at kunne indsamle forskningsresultater. Det var en af de udfordringer, vi påpegede i vores rapport,« siger Jens Oddershede.

Embedsværket kunne have gavn af at komme på efteruddannelse i videnskabsteori, mener Jens Oddershede og David Budtz Pedersen.

»Hvis man kigger ind i krystalkuglen, er der ingen tvivl om, at fremtidens embedsmænd og politikere i langt højere grad skal tage stilling til og anvende forskning og teknologi,« siger David Budtz Pedersen.

»Der bliver i stigende grad brug for, at embedsapparatet kan absorbere og omsætte ny viden, så det bliver forståeligt for politikerne. På det område er det eksisterende embedsværk og den uddannelse, de ansatte i ministerierne får, ikke stærk nok,« fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Manifest: Vurder, om forskningen er solid

2) Stil krav til ministerierne

Ministerierne bør redegøre for, hvordan de vil inddrage forskningsbaseret evidens i deres arbejde, lyder en af de væsentligste anbefalinger i DFIR’s rapport

»Alle ministerier bør have en strategi for, hvordan de indsamler viden. Om det betyder, at politikerne i højere grad bruger evidensen, ved jeg ikke, for der er ikke lavet analyser af det. Men så er politikerne ihvertfald opmærksomme på, at videnskabelige fakta bør inddrages,« siger Jens Oddershede.

David Budtz Pedersen synes, det er en god idé.

»Hvis ministerierne skal redegøre for, hvordan de inddrager forskning, kan vi måske få afdramatiseret brugen af evidens, så der ikke opstår et clash mellem forskere og politikere,« siger han.

LÆS OGSÅ: Videnskab.dk: Sådan undgår du at blive snydt af rapporter fra ministerier

3) Hent inspiration i EU

Når EU-kommissionen fremlægger lovforslag om det ene eller det andet, bliver kommissærerne rådgivet af uafhængige forskere fra forskellige europæiske videnskabelige selskaber.

»EU-kommissionen har lavet en interessant konstruktion, hvor man beder et korps af rådgivere om at træde sammen og komme med indspark til aktuelle politiske problemstillinger,« siger David Budtz.

Kommissionens rådgiverkorps består af forskere fra over 100 europæiske universiteter.

Alle discipliner – humaniora, medicin, naturvidenskab, ingeniørfag og samfundsvidenskab – er repræsenteret.

»Styrken ved den konstruktion er, at den er baseret på forskernes kollektive vurdering af evidensen: Grupper af forskere skal nå frem til konsensus om, hvad forskning viser. På den måde undgår man, at politikernes rådgivere repræsenterer en bestemt videnskabelig retning,« siger David Budtz og fortsætter:

»Forskerne skal selvfølgelig være åbne overfor, at de anbefalinger og den viden, de ligger på bordet, ikke bliver fulgt til punkt og prikke, men bliver bearbejdet af politikere.«

LÆS OGSÅ: Forskere: Videnskab skal hurtigere blive til politik

4) Gendan sektorforskningen

Tidligere havde vi i Danmark en række statslige, men uafhængige forskningsinstitutioner, der havde til formål at rådgive politikerne og ministerierne.

Politikere og styrelser kunne bestille forskning fra centrene indenfor en lang række områder for eksempel pædagogik, fiskeri, transport, miljø og fødevarer. Det kaldes sektorforskning.

Men i 2006 besluttede den daværende danske regering at fusionere langt de fleste sektorforskningsinstitutioner med universiteterne blandt andet for at styrke forskningsfriheden – det vil sige forskernes ret til at frit at vælge forskningsemner og metoder.

Men universitetsforskerne har ikke samme forståelse for politikernes arbejde, som de tidligere sektorforskere havde, vurderer David Budtz Pedersen.

»Erfaringer fra udlandet viser, at sektorforskeres regelmæssige samarbejde med politikere giver dem indblik i det politiske liv, så de får kompetencer, der ligger uden for deres snævre forskningsfelt,« siger han.

LÆS OGSÅ: Forskningsfrihed: Danmark får bundplacering i EU

Forskere mangler viden om politisk arbejde

Hvis forskere skal gøre sig forhåbninger om, at politikere skal tage højde for deres resultater, er de nødt til at forstå de vilkår, politikerne arbejder under, pointerer David Budtz:

»Forskere, for eksempel klimaforskere, mangler ofte forståelse for økonomi, beslutningsprocesser, politiske værdier og den politiske tidshorisont (hvor hurtigt man kan få vedtaget noget for eksempel, red.),« siger han og fortsætter:

»De har stærke forskningskompetencer, men har svært ved at sætte deres viden ind i en kontekst, som giver mening for politikerne.«

LÆS OGSÅ: Forskere, tag ekspertrollen alvorligt

I lande, som stadig har sektorforskning, fungerer forskerne som en slags vidensmæglere.

»De sætter sig ind i konteksten for den beslutning, politikerne skal træffe: Hvad er tidshorisonten, økonomien, og hvilke politiske værdier er på spil? Så laver de en analyse af, hvad man kan få integreret af forskningsbaseret viden indenfor de rammer, der er,« siger David Budtz.

I rapporten ‘Anbefalinger til bedre kvalitet i politikudviklingen – forskningsbaseret viden styrker kvaliteten af politiske beslutninger‘ fra DFIR kan du hente flere anbefalinger og læse mere om, hvordan andre lande indretter det politiske system, så forskningsbaseret viden har mere vægt end i Danmark.

LÆS OGSÅ: Ministerier har i årevis brugt ulovlige mundkurve som i ’Gyllegate’

LÆS OGSÅ: Hvad sker der inden i en politiker?