Dette var den glædelige overskrift, som Justitsministeriet gik ud med 12. august 2022 på baggrund af en spritny undersøgelse.
Konklusionen var, at hele 88 procent af Danmarks borgere føler sig trygge i deres nabolag – en stigning på to procentpoint fra 2019.
De høje tal bekræfter i grunden det, vi har vidst i lang tid. Nemlig at vi lever i et land, hvor de færreste mennesker oplever, at det er farligt eller på anden måde angstprovokerende at opholde sig i de offentlige rum.
Vi går gerne uden for en dør, danskerne skælver ikke. Denne tryghed understøttes af, at kriminaliteten faktisk er på et af sine laveste niveauer nogensinde. Der lurer meget sjældent en tyv, overfaldsmand eller anden forbrydelse rundt om hjørnet.
Det er jo svært at synes andet, end at dette er en positiv historie – en historie om et velfungerende land med lovlydige og glade borgere. Medmindre man altså er statsminister:
»Der er store dele af Storkøbenhavn, hvor jeg aldrig selv ville turde gå i dag,« lød det fra Mette Frederiksen på et pressemøde 23. august.
Hvad er op og ned? Har statsministeren en pointe? Eller er vi, modsat hvad hun siger, mere trygge end før?
Og hvordan påvirker statsministerens udtalelser vores tryghedsfornemmelse?
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Plads til forbedring, men meget flotte tal
Det er rigtigt, at der bag det høje tryghedsgennemsnit gemmer sig nogle mere bekymrende nuancer.
For eksempel siger ’kun’ 70 procent af beboerne i de særlig udsatte boligområder, at de føler sig trygge.
Der rapporteres om kriminalitet og bander, og cirka 21 procent af alle adspurgte taler om, at stationer, stoppesteder og mørke stier med mere kan virke utryghedsskabende.
Kigger man på tidligere erfaringer på området, er dette ikke underligt.
Dårlig oplyste steder, samt hvad man i forskningen kalder ’non-places’ (altså steder, der ikke rigtig tilhører nogen, men hvor folk blot kommer og går, såsom en S-togsstation), er ofte steder, der får folk til at kigge sig en ekstra gang over skulderen.
Men selvom der findes nuancer og forbedringspotentialer, synes jeg som kriminologisk forsker, at Justitsministeriets undersøgelse overordnet set er opløftende læsning.
Det betyder ikke, at jeg ikke ønsker, at særlig udsatte mennesker i særligt udsatte områder skal føle sig mere trygge. Selvfølgelig ikke.
Men en generel score på næsten 90 procent samt 70 procent tryghed i de steder af Danmark, hvor livet beviseligt er noget sværere, er i grunden flotte tal. Det er faktisk tal, der sjældent har været bedre.
Og lige meget hvor dygtige vi er, vil der altid være steder og situationer, der får nervøsiteten til at vise sig.
Både røde og blå politikere puster til frygten
Men statsministeren og justitsministeren har set håret i suppen.
De er bekymrede, især for banderne, som de har lavet endnu en pakke imod. Store dele af Storkøbenhavn er som nævnt nu så farlige, at statsministeren ikke tør færdes der (præcis hvor må vi dog ikke få at vide).
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at de var de eneste. Men de seneste mange siddende regeringer har på samme vis dyrket fortællingen om, at danske gader og stræder er blevet mere farlige.
Hvis ikke der tales om ’indvandrerknægte’, der hærger den offentlige transport eller det offentlige rum i bredere forstand, er der i de seneste par årtier blevet peget på diverse andre lurende kriminelle trusler.
Søren Pind gjorde sig selv til sherif, Søren Pape sig til tryghedens minister og senest har Nick Hækkerup 'glimret' med kafkaske forklaringer om den øgede overvågnings frihedspotentiale. Bliv set af øjet i luften, og føl friheden!
\ Læs mere
Den ’falske’ fortælling er et demokratisk problem
Jeg fornægter ikke, at der er udfordringer, og jeg er på ingen måde imod, at man peger på problemerne og foreslår løsninger – og også gerne hårdtslående løsninger, hvis det er dem, der viser sig mest effektive.
Alligevel har vi dog – vil jeg mene – et politisk, demokratisk problem i Danmark – et problem yderligere båret frem af medier og sociale medier, der deler fortællinger, som enten overfokuserer eller overdriver tingenens egentlige tilstand.
Og her er den nyeste tryghedsundersøgelse et rigtig godt eksempel. Undersøgelsen viser, at langt de fleste føler sig trygge. Langt de fleste.
Samtidig ved vi, at kriminaliteten og den reelle risiko for at blive udsat for overgreb er, rent ud talt, forsvindende lille og måske endda mindre end nogensinde før. Det kan du også læse mere om i denne artikel på Videnskab.dk
På trods af, at der er tal, analyser og erfaringer, der forklarer, at det hele egentlig går ganske godt, holder danske politikere fast i en faretruende og i nogen grad kontrafaktisk fortælling.
Hvorfor? De har de samme tal til rådighed. De ved det samme som dig og mig. Alligevel hælder de mod en meget negativ udlægning.
Andre steder har jeg udtalt mig om, hvad grundene til politikernes overdrevne utryghedsfokus kan være (se eksempelvis her og her).
I resten af denne kommentar vil jeg i stedet fokusere på den ulykkelige sideeffekt, det har, når politikere og andre overdramatiserer kriminalitetstal og utrygheden.
\ De mindst udsatte er ofte de mest utrygge
Det er et klassisk tryghedsundersøgelses-paradoks, at særligt ældre kvinder melder om utryghed i forhold til at blive overfaldet på vej ned til Netto, selvom eksempelvis politiet kan bevise over for dem, at der aldrig nogensinde har været et overfald af en ældre kvinde i området.
Til gengæld melder unge mænd ofte, at de føler sig ’OK trygge’, på trods af de reelt er de mest udsatte.
Dette er historier og paradokser, jeg selv er stødt på i forbindelse med egne tryghedsundersøgelser vest for København (se her og her) – og det er historier, som enhver politimand og -kvinde, der har arbejdet med dette, vil kunne fortælle.
Man måler på, hvorvidt folk føler sig trygge
Tryghed/utryghed bliver for ofte fremlagt som let målbare størrelser.
Vi får for eksempel at vide, at der er ’for meget utryghed i Danmark’, som om utrygheden kan tælles lige så let, som man tæller antallet af elever i en folkeskoleklasse.
Men sådan fungerer det selvfølgelig ikke. Tryghedsundersøgelser er svære at udføre. En hovedårsag er, at man ikke måler det, man kalder ’objektiv tryghed’. Man måler i stedet den ’subjektive tryghed’.
Den ’objektive tryghed’ omhandler den faktiske risiko for at blive udsat for en ugerning, mens den ’subjektive tryghed’ berører folks følelser.
En tryghedsundersøgelse er derfor som oftest et udtryk for folks fornemmelser mere end deres faktiske erfaringer.
Som nævnt i faktaboksen kan mennesker for eksempel let melde, at de er utrygge ved dette og hint, uden nogensinde selv at have oplevet at blive udsat for kriminalitet.
Og uden at forklejne det triste i, at folk føler sig utrygge, er det derfor vigtigt, at vi ved, at tryghedsundersøgelser bevæger sig mere i følelsernes end i realiteternes verden.
Tryghedsundersøgelsers uheldige paradoks
At der er tale om følelser og ikke blot fakta skaber mange problemer, når man vil undersøge (u)trygheden.
Et første og særligt paradoksalt problem er, at forskningen har vist, at selve undersøgelsen af trygheden i sig selv kan være med til at bidrage til en manglende tryghed.
Et åbent spørgsmål, såsom ’Føler du dig utryg?’, kan prikke til den adspurgtes angst, og på den måde bidrager undersøgelsen til det, den ellers blot prøver at måle. Utrygheden findes i de fleste af os – særligt når vi aktivt bliver bedt om at reflektere over den.
Hvis ingen havde spurgt, havde vi muligvis ikke skænket det den store tanke, og vi havde gået ned ad den sti, vi nu pludselig tøver med at betræde.
Et andet kendt problem er, at selve begrebet eller fænomenet ’tryghed’ er en så tilpas udefineret følelse, at den kan vedrøre det meste.
Inden for semiotikken og diskursteori taler man eksempelvis om en ’flydende betegner’. Det vil sige ord, der er så løst afgrænset, at man kan knytte alle mulige idéer til dem. Sådan er det med ’tryghed’.
Nogle kan føle sig utrygge og tale om deres utryghed i forhold til det ene, hvor andre tænker på noget andet eller tredje.
Som en slags tom container tilbyder en samtale om tryghed og utryghed, at diverse ubehagelige følelser kan stoppes ned i den.
De historier, vi hører, påvirker os
(U)tryghedens vægelsind mere end dens virkelighed skaber et tredje problem – et problem, som i særlig grad berør problemet med, at politikere overdimensionerer tingenes tilstand.
Fra forskningen ved vi, at en bidragende faktor til folks (u)tryghed er den fortælling, de mødes med i deres dagligdag.
Som mennesker tænder vi for vores radio, smider os foran tv'et, tuner ind til den nyeste podcast, eller vi bladrer rundt i nyhederne på nettet eller i papiravisen.
Vi besøger i højere og højere grad også vores forskellige sociale medier for at høre om, hvad folk går rundt og laver, hvordan de har det, og hvad medier og magthavere har at sige til det hele.
Det er i disse møder med nyhedsstrømme fra nær og fjern, at vi danner os en forståelse af, hvad der foregår udenfor vores dør.
Og selvom vi ikke er helt ukritiske forbrugere, viser undersøgelser alligevel, at vi i høj grad er modtagelige over for de historier, der fortælles (eller sælges).
Politikerne skaber den utryghed, de vil til livs
Og her er vi fremme ved sagens kerne – fremme ved, hvorfor det er problematisk, når nogle af dem, der har magten til at rammesætte virkeligheden, vælger at gøre det på en kontrafaktisk måde.
Som læseren sikkert allerede har gættet, er det nemlig sådan, at forskningen har vist, at folks tryghed kan blive negativ påvirket, når de mødes med negative historier.
Historier om eksempelvis hvor farligt det er at færdes på forskellige steder i Storkøbenhavn eller på diverse S-togs-stationer (se for eksempel her og her).
Kort sagt er der meget, der tyder på, at politikerne selv - godt hjulpet på vej af medierne - er med til at skabe den utryghed, de så ofte snakker om.
Statsministerens fortælling om faretruende steder kan derfor ikke blot ses som en simpel konstatering; som hendes personlige følelse.
I stedet bidrager hendes ord til utrygheden. Det er ikke en følelse - det er et faktum.
Nuvel. Jeg siger ikke, at der er ikke problemer, der skal løses, og at nogle er mere utrygge, end de bør være i et land som Danmark.
Det er derfor også helt i orden, at politikerne ikke hviler på laurbæerne, men forsøger at fokusere på, hvor der findes et forbedringspotentiale. Det er god politik. Simpelthen.
Det er dog samtidig rigtig dårlig politik, hvis man ender med at skabe den utryghed, man vil til livs.
Kigger man tilbage på de seneste mange års dansk retspolitik, er der en del, der tyder på, at man velvilligt har ladet sig lokke af den negative vinkel.
’Folk er utrygge’ og ’Kriminaliteten er omsiggribende’ er paroler, vi har hørt fra begge sider af Folketinget og fra skiftende regeringer.
Sandheden er dog en anden.
Ulven kommer – eller er her allerede?
Som Justitsministeriets nyeste undersøgelser viser, er næsten 9 ud af 10 af danskerne trygge. De har det godt.
Vi har det godt.
Faktisk er sådan en tryghedsrate én, der placerer Danmark i den absolutte top, når vi taler tryghed internationalt. Desværre er det ikke den historie, der bliver gået ud med fra Christiansborg. Desværre. Og i sidste ende kan det jo være, de får ret…
Vi ved jo, at utryghedens væsen er en særligt påvirkelig størrelse. Og hvis der bliver råbt 'ulven kommer' nok gange, kan det, modsat i eventyret, ende med, at vi tror på, at ulven allerede er her.
Fru Larsen bliver hjemme, selvom hun ikke havde behøvet det. Frøken Jensen ligeså.
Amalie tager ikke ud med veninderne, fordi, ja, ’du ved nok’. Og Noah begraver sig i computerens verden, da det føles mere sikkert. For nu i hvert fald.
Utryghedens tid er kommet! Også selvom den aldrig var her.
