Indenfor etnografien undersøger vi, hvordan individer opfører sig, når de er sammen med andre i bestemte situationer, og hvordan den måde, vi taler på, er formet af vores kultur og omgivelser.
Det gør vi ved at tage ud i verden og systematisk observere og tale med de mennesker, vi gerne vil vide noget om.
Som regel undersøger vi ud fra idealet om, at man skal være bevidst om sin rolle i forhold til de mennesker, man undersøger – er man en del af gruppen, tager man aktivt del i deres liv, eller er man mere en flue på væggen.
Men som med de fleste andre idealer, er det ikke altid lige let at efterleve i praksis. Det har jeg personligt erfaret i løbet af mit ph.d.-projekt.
Her undersøgte jeg voldsramte etniske minoritetskvinders møde med og ophold på et krisecenter, for at skabe viden om denne befolkningsgruppes erfaringer med og modstand imod volden, i alle dens former.
Jeg er selv etnisk minoritetskvinde, og i denne artikel vil jeg fortælle om mit arbejde og udfordringer med at undersøge et felt befolket af mennesker, der ’ligner’ mig selv.
Jeg ligner mine informanter – i deres øjne
Det mest essentielle for mig som forsker er den viden, jeg skal bedrive og skabe.
At undersøge en gruppe mennesker, hvor de fleste af mine respondenter ’ligner’ mig, og giver udtryk for en vis fællesnævner, når vi taler sammen, var både nyt og komplekst.
Min alder, køn og etniske tilhørsforhold (35-årig dansk-pakistansk kvinde) placerede mig i kategori med noget, der for de kvinder, jeg observerede og interviewede, var velkendt.
De kunne relatere til mig, jeg var én de kunne opbygge tillid til, én der faldt naturligt ind i deres hverdagsliv.
Jeg gjorde mig stor umage med ikke at forsøge at ’blende’ ind, hverken adfærdsmæssigt eller udseendemæssigt.
Bushra som forsker, ikke som brun og muslim
At tage på feltarbejde blandt voldsramte minoritetskvinder på krisecentre, og samtidig selv være muslim og brun, feministisk forsker, vil for mange etnologer være positivt.
Det er et relativt udbredt synspunkt indenfor etnografien, at hvis man selv er en del af den gruppe, man undersøger, så er der mulighed for at indfange mere af det usagte og alt det, mellem linjerne.
For ved at have noget til fælles med mine informanter, kunne jeg altså få et mere nuanceret indblik i de (minoritets- og majoritets-)normer, som kvinderne er underlagt i det danske samfund, end hvad en stor del af den tidligere forskning har bidraget med.
Men for mig var det en udfordring, da jeg påbegyndte mit feltarbejde som ph.d.-studerende.
For jeg ønskede ikke, at min baggrund skulle påvirke de kvinder, jeg talte med.
Hvorfor? Fordi jeg ikke ville træde forkert, og fordi det var vigtigt for mig at repræsentere Bushra som forsker og ikke Bushra som brun og muslim.
For mig handlede det først og fremmest om at finde fodfæste i min position som muslim og brun feministisk forsker, og at denne proces også blev en del af mit forskningsprojekt.
Ville lighederne spænde ben for forskningen?
Idealet og hensigten med mine undersøgelser var at komme tæt på mine informanter, deres fortællinger, sprog, tanker og forestillinger om den omspændende verden.
Men i første omgang ville jeg ikke have den adgang på grund af mit ydre selv.
Jeg havde en følelse af frygt for, at jeg på grund af mit udseende fik en privilegeret adgang til kvinderne.
I bund og grund havde jeg nok en anden frygt for, at mine karaktertræk vil forkludre mit feltarbejde.
Derfor var jeg bekymret for, om de ligheder, som kvinderne så mellem dem selv og mig, ville spænde ben for at skabe viden om forskellene på voldsramte minoritetskvinder og ikke-voldsramte minoritetskvinder.
Frygten for at reproducere stigmatisering
Der var flere grunde til, at jeg forsøgte at skærme mig fra min egen identitet som brun og muslim, da jeg havde påbegyndt mit feltarbejde på Dansk Kvindesamfunds Krisecenter.
Dels var jeg bekymret for, at mine informanter vil finde trøst i mig, midt i deres egen sorg og smerte, og det ville jeg undgå.
Dels var der en stemme i mig, der forsøgte at fortælle mig, at jeg skulle passe på mig selv.
Jeg var dog især nervøs for, at jeg med mine ligheder ville komme til at reproducere det stigma (negative kendetegn), som kvinderne oplever ved at være kvinde, minoritetskvinde og voldsudsat.
Senere skulle jeg erkende, at jeg netop reproducere lige præcis den stigmatisering ved at lægge låg på min egen identitet.
Erkendelsens øjeblik
Jeg forsøgte derfor at undgå at ligne mine informanter for meget, og lade det skabe rammerne for samarbejdet.
Men det blev ikke til mere end et forsøg, der dog var længe undervejs.
Jeg måtte til sidst sande, at jeg var nødt til at være tro overfor mig selv og min position som forsker. Det betød, at jeg måtte erkende min særdeles unikke adgang til mit felt.
Præcis som det udbredte synspunkt, at det kan være en fordel at ligne den gruppe, man undersøger, så viste det sig, at netop de træk ved mig, som kvinderne kunne spejle sig i, gjorde, at jeg fik adgang til fortællinger, der aldrig før havde set dagens lys.
Men det tog mig længe at indse.
Kvinderne spurgte mig tit om årsagen til mit projekt. Fordi jeg lignede dem, spurgte de, om jeg lavede projektet fordi jeg selv havde oplevet eller haft erfaringer med vold.
Da jeg svarede nej, lyste de op og udtrykte glæde på mine vegne. En glæde over en verden, de før havde kendt til, men som nu virkede så langt væk.
Ikke alle kan lave dette studie – og det er en styrke
Mine informanter har givet udtryk for, at min fremtoning og baggrund var en præmis for at få adgang til deres narrativer og beretninger.
Jeg er sikker på, at samme projekt lavet af en anden vil være muligt, men det relationelle bånd, trygheden og tilliden, der er blevet skabt mellem mine informanter og jeg, er helt igennem unikt for mit projekt.
Det har været helt igennem betydningsfuldt, at jeg ’lignede’ mine informanter.
Det har været en nødvendighed for at få deres historier frem på deres egne præmisser, uden tøven, frygten for endnu mere stigmatisering, fordomme, og patronisering.
Den viden, der bliver skabt, er viden, der er signifikant i forhold til voldsramte kvinders narrativer, men også et tegn på, at produktionen af viden er en skrøbelig størrelse og noget, man ikke skal tage for givet som forsker.
Vores lighed var nødvendigt
Viden er ikke givet, men noget der i mit tilfælde blev skabt, fordi jeg fik lov til at entrere mit felt på kvindernes præmisser og ikke mine egne.
Når jeg ligner mine informanter, betyder det, at jeg også på et ubevidst plan får skabt en form for samhørighed eller gensidig forståelse, som derefter resulterer i en ekstraordinær adgang til specifikke erfaringer, perspektiver og fortællinger.
Ligeværdighed kan være en effektiv måde at opnå tillid og åbenhed hos mine informanter, og dermed få adgang til mere dybdegående og ærlige svar.
Det bidrog til at skabe en mere positiv og respektfuld relation mellem dem og mig.
Det særlige bånd mellem informanterne og mig beskrev jeg i min forskning som et ’humør’, der dukkede op i ny og næ. Jeg bruger humør, og ikke ord som følelse eller affektion, for det var mere en særlig mindset.
Observatør eller aktivist?
Som forsker gør man sig mange tanker om, hvilken rolle man skal have, overfor de mennesker, man undersøger.
Det hjælper også én til at distancere sig fra informanterne, og gå systematisk til værks, så andre forskere kan se, hvordan man har gjort, talt og tænkt.
For eksempel kunne jeg som forsker vælge at have en aktivistisk forskerposition, hvilket betyder, at jeg aktivt tog del i de problemer og emner, jeg forsker i, og at de vil bidrage til at ændre samfundsdiskurser og løsninger).
En anden forskerposition jeg kunne tage afsæt i, var en observatørposition.
Her forsøger jeg som forsker at være så objektiv som muligt, og fokusere på at samle data og information uden at tage aktiv del i de elementer jeg identificerede.
Ingen positioner er fyldestgørende
En observatør er mere neutral end aktivisten, og da jeg indledte mine studier, ønskede jeg at indtage observatør-positionen.
Men som jeg har beskrevet herover, så var jeg ikke tilfreds som observatør. Jeg blev sendt på glatis, og den dybdegående forståelse af mine informanters narrativer opstod ikke.
Men den aktivistiske position var heller ikke rigtig for mig, heller ikke efter min accept af, at min lighed med mine informanter netop var nøglen til kvindernes historier.
For selvom jeg lignede kvinderne på nogle punkter, var mit formål at forstå, ikke forandre. Og den aktivistiske position handler i høj grad om at forandre.
Pointen her er, at alle positioner ikke er hundrede procent fyldestgørende og de har hver deres fordele og ulemper.
Etnologer bør tale mere om denne type udfordringer
Alt foregår i processer, det samme gør sig gældende i en forskningsposition, en position jeg skulle og til stadighed skal finde fodfæste i.
Ens position når man er ude i felten er noget, alle etnologer løbende i deres forskerkarriere må tage stilling til og revurdere.
Hvad der blev det afgørende for mig, var bevidstheden om min forskerposition, og at være transparent omkring den i min forskning.
Og sidst men ikke mindst, tilblivelsen af det mod, der fik mig til at tale højt om personlige udfordringer.
Disse udfordringer er ikke noget, der er særlig velbeskrevet i vores faglitteratur.
På baggrund af mit projekt kan jeg derfor kun håbe, at artikler som denne og mit fremtidige arbejde kan være med til at starte flere samtaler indenfor etnografien, om personlige udfordringer, og hvordan vi imødekommer dem.
Et par år efter denne artikels tilblivelse skulle artiklens forfatter, Bushra Hanif, forsvare sin ph.d. Efterfølgende er det dog kommet frem, at ph.d.'en indeholder plagiat i en grad, så Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har truffet afgørelse om, at Hanif har handlet videnskabeligt uredeligt. Hanif har ikke fået tildelt sin ph.d.-grad af RUC.
Videnskab.dk har ikke fundet anledning til at ændre i eller afpublicere artiklen, da den beskæftiger sig med mere generelle problematikker og ikke fremlægger en masse resultater fra ph.d.-forløbet.
