Ny serie: Hvordan gik vi fra aber til de mennesker, vi er i dag?

Hvor går grænsen mellem aben og mennesket?

Det findes der ikke nogen nagelfast definition af, da udviklingen jo gik trin for trin gennem millioner af år.

Men i og med at vi stammer fra aben og ikke er aber, må vi sætte et skel – og det skel har flyttet sig igen og igen gennem tiden.

Hvor, hvordan og hvorfor vi har sat det skel mellem abe og menneske, vil jeg belyse i denne artikel, der er startskuddet til en artikelserie om menneskets teknologiske udvikling.

Jeg vil følge teknologiens udvikling trin for trin fra abestadiet gennem stadig mere avancerede evner helt frem til, at mennesket blev som os.

Leakeys problematiske fund

I 1950’erne og 1960’erne var der to ting, man mente, adskilte mennesket fra aben i den tidlige evolution: At vi fremstillede og brugte redskaber, og at vi havde et hjernerumfang på mere end 750 kubikcentimeter.

Det første var nærmest noget, man tog for givet, at vi var de eneste, der gjorde. Det andet var bestemt for at holde nogle opsigtsvækkende afrikanske fund ude fra menneskelinjens intellektuelle udvikling.

De 750 kubikcentimeter var større end nogen abes eller noget afrikansk fossilfunds hjernerumfang og mindre end det mindste, man fandt hos nutidige mennesker.

Denne bestemmelse led sit første knæk, da Louis Leakey i 1964 fandt nogle mellem 2,3 og 1,5 millioner år gamle fund af knogler fra Olduvai i Østafrika og kaldte fundet Homo Habilis.

Det var altså en homo, et ’menneske’ fra Afrika, selv om hjernerumfanget kun var mellem 550 og 680 kubikcentimeter. Alligevel havde dette væsen tydeligvis lavet og brugt redskaber.

Leakey forsøgte at få reduceret skellet mellem abe og menneske til 600 kubikcentimeter, men forgæves.

Holdningen var dengang, at menneskets intellektuelle udvikling var sket i Eurasien.

Aber fremstiller også redskaber

Det næste knæk led denne bestemmelse, da chimpanseforskeren Jane Goodall i 1960’erne opdagede, at chimpanser fremstillede redskaber.

De fjernede bladene fra en pind for at bruge den til at fange termitter.

Da Goodall skrev om dette til Leakey, var hans svar ifølge Goodall, at »nu må vi omdefinere redskab, omdefinere mennesket eller acceptere chimpanser som mennesker«.

Menneskets stenredskaber

Så hvad gjorde man så?

Den almindelige holdning i palæoantropologien – altså studiet af fortidige menneskers biologi og levevis – blev nu, at det ikke så meget var brug af, men fremstilling af stenredskaber, der karakteriserede mennesket i forhold til aberne.

Fossiler, der blev forbundet med stenkultur, fik betegnelsen Homo. Homo Habilis og dens kultur, ’Olduvan-kulturen’, opkaldt efter det sted i Østafrika, hvor fundet var gjort, blev betragtet som den ældste.

Men heller ikke dette skulle forblive uproblematisk.

Med fundet i 2011-12 af 3,3 millioner år gamle afslag eller flækker, den såkaldte Lomekwi-kultur, dukkede der stenteknologi op, der var mere end 500.000 år ældre end de tidligst anerkendte Homoer og 700.000 år ældre end de tidligste spor af Olduvan-kulturen.

I forsøget på af finde det specielle ved den menneskelige redskabsfremstilling i forhold til abernes vil jeg derfor først se på, hvad vi ved om abers redskabsfremstilling, og så sammenligne det med de tidligste redskaber fra først Lomekwi-kulturen og siden Olduvan-kulturen.

Desværre er det stort set kun stenredskaber, der har overlevet. Hvad de ellers har brugt af måske mere avancerede redskaber af træ, ben eller andre materialer, ved vi intet om.

Her har vi kun nulevende aber, primært menneskeaber, at holde os til.

De forskellige abers redskabsfremstilling

Man havde længe set aber bruge genstande, for eksempel en pind til at stikke ind i et bibo for at slikke honning, men det interessante er ikke, at en abe kan finde en sten og slå en nød åben.

Det synes at være en handling, der kan foretages spontant, hvis der er nødder og noget at slå dem med umiddelbart til rådighed. Det har eksperimenter med orangutanger i fangenskab vist.

Orangutanger kan finde ud af at slå med sten, men ikke at bruge de skarpe flækker, der indimellem opstår, når stenene går i stykker.

Hvis orangutangerne derimod får de skarpe flækker af mennesker, kan de godt finde ud af at bruge dem for at få adgang til mad.

I naturen har man dog ikke set orangutanger bruge denne teknik, måske fordi brug af sten er uforenelig med deres liv i træerne.

Tillært eller tilfældig redskabsbrug?

Redskabsbrug kommer altså i mange former og størrelser. Det centrale for denne artikel kaldes ’kompleks redskabsbrug’. Og det ser vi faktisk hos chimpanserne.

Kompleks redskabsbrug består af tre dele: For det første at flere dele indgår i redskabet (såsom en sten, der bruges som hammer, og en anden sten, der bruges som ambolt). For det andet at redskabet fremstilles. For det tredje at evnen til at bruge redskabet i det mindste delvist er tillært fra andre.

Ud over tilvirkning af pinden til at fange termitter er der også observeret chimpanser, der tilvirker pinde som spyd til at fange egern i huller i træer.

Og lige så avanceret var der chimpanser, der tyggede nogle blade, så de krøllede og kunne bruges som svampe til at suge vand op, hvor de ikke kunne komme til direkte med munden. Bladene blev derefter presset, så vandet løb ned i munden.

Endelig er deres brug af sten eller kæppe til at knække nødder med. Også i nogle tilfælde resultat af udvælgelse af bestemte sten, som flyttes over kortere afstande til relevante træer og genbruges på de pladser, hvor de efterlades.

Senest har man observeret nogle chimpanser, der behandlede egne og andres sår med et insekt.

Dertil kommer mange forskellige tilfælde af redskabsbrug i forskellige sammenhænge, såsom brug af bestemte blade til at dække sig i regnvejr og til at rense sig eller behandle et sår med samt brug af pinde i mange forskellige sammenhænge.

Disse ting samt redebygning tillæres af chimpanseungerne i tre- til fem-årsalderen, hvorefter det synes vanskeligt for chimpanserne at lære nye former for redskabstilvirkning eller -brug.

Der er således tale om tillært adfærd, som skal tilegnes, før ungen bliver voksen.

Kulturforskelle blandt chimpanser

Hos chimpanser sker der også en spredning af redskabsbrug mellem grupper, især med de hunner, der søger til andre grupper.

De mange forskellige former for brug af redskaber er ikke biologisk bestemte, men tillærte. Og der er store forskelle mellem de forskellige chimpansegrupper – nogle grupper kan for eksempel knække nødder, andre kan ikke.

Man kan således tale om kulturforskelle mellem chimpansegrupperne (se her, her og her).

I fangenskab og under træning har man fået menneskeaber til mange andre og avancerede ting.

For eksempel har man fået lært en orangutang at flække en sten ved tilfældige slag på stenen for derefter at bruge flækken til at skære en snor over, så den fik adgang til mad.

Til denne artikel er det kun observationer fra vilde aber, der er interessante – dog med mulighed for at de vilde chimpanser kan have lært noget ved at observere og efterligne mennesker.

I palæoantropologien opfatter man disse abeaktiviteter som noget, mennesket har haft med fra begyndelsen.

Det tages for givet, at det er noget, der tidligt er opstået hos vore fjerne abeforfædre.

Men hvordan kan vi vide det? Og hvad er det, mennesket ikke har haft med fra begyndelsen og derfor har lært hen ad vejen? Og hvordan kan vi vide noget om det?

For at svare på de spørgsmål, må vi kigge mod den første ’menneskelige’ kultur: den mystiske Lomekwi-kultur.

Lomekwi-kulturen blev ikke overgået i teknologisk snilde i godt 700.000 år!

Læs med i næste uges afsnit af denne serie, og find ud af hvorfor.

\ Læs mere

Homo sapiens’ tidligste vandringer i Afrika er den dag i dag lidt af en gåde

\ Læs mere

Homo sapiens’ vandring ud af Afrika var… snørklet

\ Læs mere

Forsker: Sådan kæmpede Homo sapiens og neandertalere for overherredømmet i mere end 100.000 år