USA og en række andre lande har pålagt Rusland straffesanktioner som reaktion på landets invasion af Ukraine 24. februar 2022.
Sanktionernes omfang og alvor er uden fortilfælde for en økonomi af Ruslands størrelse.
De indledende sanktioner omfattede indefrysning af russiske aktiver i udlandet samt et forbud mod eksport af vigtige teknologier til Rusland.
Sanktionerne blev skærpet markant i løbet af 2022, da EU til sidst indfasede en yderligtgående reduktion af køb af russisk olie og gas, og mere end 1.200 vestlige virksomheder trak sig ud af Rusland.
Nu, hvor det er et år siden invasionen, kan vi spørge: Virker sanktionerne?
Først gik det tilbage, men så gik det hurtigt bedre
Før invasionen håbede de vestlige nationer, at truslen om sanktioner ville afholde Rusland fra at angribe Ukraine.
Men da invasionen blev indledt, ændrede målet sig til at afskrække præsident Vladimir Putin fra at eskalere konflikten samt tilskynde ham til at trække sig tilbage – ved at reducere hans evne til at finansiere Ruslands krigsmaskine.
Til at begynde med var vestlige kommentatorer overbeviste om, at sanktionerne virkede.
\ Læs mere
I krigens første uge faldt den russiske rubel kraftigt i værdi, fordi russerne gik i panik, da de fleste russiske banker blev udelukket fra det internationale betalingssystem SWIFT, og statsaktiver i udenlandske banker blev frosset.
Ruslands centralbank var dog i stand til hurtigt at stabilisere valutakursen og bragte den tilbage til samme niveau som før krigen.
Inflationen toppede med 18 procent i april, før den faldt til 12 procent i december 2022.
Ingen tegn på at Putin vil trække sig
Selv herefter fortsatte en del vestlige observatører med at insistere på, at sanktionerne lammede den russiske økonomi.
Det er rigtigt, at sanktionerne har tilintetgjort visse sektorer, navnlig luftfart og bilproduktion, som oplevede et fald på 80 procent i produktionen som følge af mangel på importerede komponenter.
Men samlet set sluttede Rusland i 2022 med et fald på blot 3 procent i bruttonationalproduktet (BNP).
Detailsalget faldt 9 procent i løbet af året, hvor lokale mærker – sammen med flere kinesiske og tyrkiske virksomheder – erstattede vestlige virksomheder på hjemmemarkedet.
På trods af sanktionerne og tilbageslagene på slagmarken har Putin ikke vist tegn på at ville trække sig.
I september mobiliserede han 300.000 reservister og startede en kampagne for at lamme Ukraines elektricitetssystem ved hjælp af missil- og droneangreb.
Jeg har studeret den sovjetiske og russiske økonomi i mere end 40 år, og jeg tror, der er fire grunde til, at bunden endnu ikke er gået ud af den russiske økonomi.
Årsag nummer 1: Rusland har en livline i gas og olie
Rusland bruger ganske vist mere end 300 millioner dollars om dagen på krigen, men i store dele af 2022 tjente Rusland 800 millioner dollars hver dag på eksport af energi.
Denne indtægtsstrøm var nok til at forhindre levestandarden i at kollapse og til at genopbygge Ruslands lager af våben og ammunition.
Krigen, sammen med Ruslands skærpede gasleverancer til Europa i 2021, forårsagede en stigning i olie- og gaspriserne.
I krigens første måned steg de globale oliepriser med 50 procent. Prisen toppede med 139 dollars per tønde i april, mens engrospriserne på gas i Europa steg 500 procent og toppede med 300 euro per megawatt-time.
Det skabte en uventet stor profit for Rusland.
Selvom den russiske olie- og gaseksport til Europa faldt i 2022, steg indtægten fra salg af energi til 168 milliarder dollars for året, det højeste niveau siden 2011.
Rusland sluttede 2022 med et betalingsbalanceoverskud på 227 milliarder dollars, hvilket er et rekordhøjt niveau.
Årsag nummer 2: Rusland har mange andre kunder
For det andet tegner de 49 sanktionslande sig kun for 60 procent af verdens økonomi. Det betyder altså, at 40 procent stadig er villige til at handle med Moskva.
De fleste ikke-vestlige lande nægtede at tilslutte sig sanktionerne. Mange ser Ukraine-krigen som et resultat af stormagtsrivalisering og bebrejder ikke Rusland.
Indien og Kina køber endnu mere russisk olie og gas – og de overtalte da også Rusland til at give dem en stor rabat på 20 til 30 dollars per tønde.
Tyrkiet er også en vigtig partner: Landets handel med Rusland steg 45 procent i 2022.
Og på trods af bestræbelserne på at reducere køb fra Rusland, har europæiske lande stadig købt for 125 milliarder dollars russisk olie og gas siden invasionen, sammenlignet med 50 milliarder dollars fra Kina, 20 milliarder dollars fra Tyrkiet og 18 milliarder dollars fra Indien.
Årsag nummer 3: Ruslands økonomi er kamphærdet
Den tredje faktor er, at observatørerne, der nærmest forudsagde Ragnarok, ikke tog højde for den russiske økonomis unikke egenskaber.
Den russiske regering, som har forberedt og planlagt denne krig i mange år, har lært at leve med og omgå de sanktioner, der blev indført efter annekteringen af Krim i 2014.
De tumultariske 1990’ere lærte russiske virksomheder, forbrugere og arbejdere, hvordan de tilpasser sig vilkårlige chok – som den høje inflation, der udslettede mange indbyggeres opsparing, eller virksomheds-razzier og skattepolitiet, der stjal virksomheder.
Mange mennesker kom til at forvente det værste, og det forberedte de sig på. Derfor er de overordnet både robuste over for udfordringer og slår sig til tåls med med lavere forventninger.
Det russiske arbejdsmarked absorberer generelt rystelser og chok – ikke ved at fyre arbejdere – men ved at betale dem mindre, indtil tingene igen er bedre.
Desuden består 15 procent af arbejdsstyrken af migranter, hovedsageligt fra Centralasien. De kan fyres og sendes hjem – og derefter genansættes efter behov.
Årsag nummer 4: Oligarker og lovgivere er stadig loyale
En af de centrale politiske antagelser, der fyrede op under den indledende sanktions-strategi, var mangelfuld.
Teorien lød, at de sanktionerede oligarker stod til at miste titusindvis af millioner af dollars og adgang til deres vestlige luksus, og de ville overtale Putin til at ændre kurs for at redde deres formuer.
Jeg vil vove at påstå, at Rusland er et diktatur, ikke et kleptokrati, og at Putin sætter national magt over personlig formue. Oligarkerne mistede halvdelen eller mere af deres nettoværdi, men kun få har offentligt kritiseret krigen.
De vidste, at de ved at udfordre Putin ville miste deres forretninger i Rusland – som det mindste.
I mellemtiden forblev de ‘liberale’ økonomer, der styrer centralbanken og finansministeriet – og som var afgørende for at hjælpe Rusland med at modstå sanktionerne – loyale. Som Financial Times udtrykker det: »Putins teknokrater reddede økonomien for at udkæmpe en krig, de var imod.«
En del observatører håbede, at sanktionerne ville få almindelige russere til at rejse sig i protest. Det skete ikke. Der var protester, men de aftog i lyset af politiets undertrykkelse. Mere end 19.500 personer blev arresteret og flere ledere blev idømt otte års fængsel.
Responsen fra modstandere af krigen var at forlade landet. Omkring 500.000 er rejst, her i blandt mange teknologiarbejdere – hvilket utvivlsomt vil hæmme Ruslands økonomiske vækst.
Tegn på økonomisk svaghed
Nu hvor krigen går ind i sit andet år, er der grund til at tro, at denne situation måske vil ændre sig.
Det er vigtigt at bemærke, at den russiske regering stoppede med at offentliggøre de fleste samlede økonomiske statistikker, så alle data skal tages med et gran salt – og det er muligt, at virkeligheden er værre, end dataene indikerer.
Putins energi-livline er muligvis ved at løbe tør, og de europæiske landes køb fra Rusland forventes at falde markant i 2023.
5. december 2022 indførte EU et prisloft på 60 dollars per tønde russisk råolie, hvilket blokerede forsikring for tankskibe, der transporterer olie, og som sælges til en højere pris.
Loftet på olieprodukter trådte i kraft 5. februar.
Under ekstremt pres
Ruslands føderale budget var allerede under ekstremt pres. Rusland havde et underskud på 47 milliarder dollars i 2022, som blev dækket af Ruslands statslige Nationale Velfærdsfond.
Men fonden, som var 187 milliarder dollars værd ved udgangen af året, svinder hurtigt ind.
I januar 2023 skabte et kraftigt fald i olie- og gasindtægterne et underskud på 38 milliarder dollars på blot én måned.
Januar er måske en undtagelse, men hvis tendensen fortsætter, vil den russiske regering finde det stadig sværere at fortsætte med at finansiere krigen i takt med, at året skrider frem.
Men i hvert fald indtil videre mener jeg, at det er klart, at sanktionerne ikke har svækket Putins greb om magten, og heller ikke hans beslutning om – og kapacitet til – fortsat at føre krig mod Ukraine.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
