Nazister, kolera og en medicinsk tragedie: Homøopatiens historie er en heftig fortælling

En honningbi, den giftige spanske flue, løg, dinoknogler, dele af et skibsvrag eller måske et stykke af Berlinmuren.

Nej, det er ikke opskriften på en heksedrik, men uddrag af ting og sager, der er brugt til fremstille homøopatiske lægemidler.

Homøopati er en alternativ behandlingsform, der bygger på idéen om, at ingredienser fra alverdens objekter fortyndes i en væske i sådan en grad, at væsken til sidst ikke indeholder et eneste molekyle af ingrediensen. Fordi væsken har en ‘hukommelse’, vil stoffet dog virke, lyder idéen.

Teorien er blevet tilbagevist i videnskaben i sådan en grad, at lovgivning i både EU og Danmark slår fast, at producenter ikke må påstå, at homøopatisk medicin har nogen effekt.

Derfor var det opsigtsvækkende, da et forskningsprojekt på Københavns Universitet i december 2021 søgte en ph.d. til at stå i spidsen for at undersøge, om den omstridte homøopati kan forebygge urinvejsinfektioner. Projektet har mødt skarp kritik fra en række forskere på Videnskab.dk (se faktaboksen).

Og så kunne man godt tro, at den sag var afgjort. At forsøget på Københavns Universitet var et spjæt fra fortiden i en forældet videnskabelig fejde.

Men nej; debatten om den alternative behandlingsmetode har i den grad været i live de seneste år - særligt i Europa. Og selvom effekten af homøopati er modbevist gennem alle videnskabens regler, er behandlingen stadig ekstremt udbredt i andre europæiske lande.

»Det er virkeligt iøjnefaldende, hvor udbredt brugen af homøopati stadig er i dag,« siger videnskabshistoriker Kristian Hvidtfelt Nielsen, der er lektor på Center for Videnskabsstudier ved Aarhus Universitet:

»Videnskabeligt set bør debatten være afgjort. Homøopati har været gennem alle de metoder og krav, vi stiller til videnskaben, og der er ingen effekt. Men folks beslutninger bygger på meget mere, end hvad videnskaben fortæller dem. Det viser historien om homøopati os i allerhøjeste grad,« lyder det fra lektoren.

Homøo-sympatiske tyskere

Særligt i Tyskland står den alternative behandlingsform stærkt.

En tysk spørgeskemaundersøgelse fra september 2021 viste, at 54 procent af tyskerne havde brugt homøopatisk behandling. 70 procent af disse var endda tilfredse med behandlingen.

Undersøgelsen stammer godt nok fra den tyske homøopati-fabrikant Deutsche Homöopathie-Union, der har indlysende interesser i at fremmane et positivt billede af den alternative behandlingsform.

Virksomheden er også en del af en anseelig forretning i homøopati, der i Tyskland havde en omsætning på hele 5 milliarder kroner i 2020 ifølge Bloomberg. Homøopati er altså 'big business'.

Endnu mere opsigtsvækkende er det måske, at behandlingen kan udskrives af almene tyske læger - 7.000 af landets cirka 150.000 læger er endda specialiseret i homøopati - og behandlingen støttes af den offentlige sundhedsforsikring.

Andre lande er gået i den stik modsatte retning (se faktaboksen), og en kritisk debat om den statsstøttede homøopati ramte da også Tyskland i 2019.

Men den daværende tyske sundhedsminister Jens Spahn gled af på kritikken, da han på tysk tv proklamerede, at »jeg har simpelthen besluttet, at den måde, vi gør det på, er OK«, fordi homøopatiske behandlinger trods alt kun fylder 0,05 procent af det statslige medicin-budget.

I 2020 var støtten til homøopatisk behandling igen-igen til debat. Blandt andet fordi den nuværende sundhedsminister Karl Lauterbach kaldte behandlingen for »humbug«.

Finansminister Robert Habeck landede dog et kompromis, der fortsat lod de offentlige finanser flyde homøopatiens vej. Siden har sundhedsministeren ikke pippet i den debat.

Og så er vi tilbage til det tyske spørgsmål: Hvis man kategorisk kan afvise idéen bag homøopati, hvordan kan der så være overhovedet uenighed om det i forskellige lande?

»En stor del af forklaringen er historisk,« påpeger videnskabshistoriker Kristian Hvidtfelt Nielsen.

\ Læs mere

Forsker: Alternativ behandling skal gøres stueren

Hahnemann og ‘Heilkunsten’

Homøopatien blev nemlig opfundet i - ja, godt gættet! - Tyskland, hvor den tyske læge og kemiker Samuel Hahnemann (1755 – 1843) i slutningen af 1700-tallet rev sig i håret over de alt for ringe behandlingsmuligheder, som læger havde til rådighed på den tid.

Meget medicin var simpelthen mere skadeligt for patienten, end den var gavnlig, mente Samuel Hahnemann. Derfor opgav han sin lægepraksis i 1784 og hengav sig i stedet til at undersøge, hvorfor datidens medicin var så mangelfuld.

Undersøgelsen ledte ham på sporet af en behandling af malaria gennem barken fra det peruvianske Kina-træ. Indtagelsen af barken gav samme symptomer som feber fra malaria. På den baggrund byggede Samuel Hahnemann det første og vigtigste princip bag homøopatien:

Lighedsprincippet. Princippet bygger på, at det samme helbreder det samme. Det vil sige, hvis du er blevet syg af malaria, vil du blive behandlet med et middel, der giver de samme symptomer - eksempelvis barken fra Kina-træ.

Filosofien bag blev siden blevet udvidet med flere principper af dens homøopatiske fader. Principperne går blandt andet på, at:

• lægemidler skal anvendes i den mindst mulige dosis. Det er derfor, homøopater arbejder med den ekstreme fortyndingen af et stof i en væske - også kaldet potensering.
• behandlingen skal være afprøvet på raske mennesker først for at undgå bivirkninger.
• liv er en åndelig kraft, der styrer kroppens helbredelse. Altså skal verden grundlæggende forstås holistisk.

Samuel Hahnemann samlede hele 300 homøopatiske-paragraffer i hovedværket fra 1810 ‘Organon, der Heilkunst’ - en behandler i homøopati bærer også titlen ‘Heilkunstner’.

\ Læs mere

Vilde tegninger: Sådan forestillede forskere sig hjernen i 1800-tallet

Kolera og dyr medicin gjorde homøopati populært

Principperne og homøopatien vandt aldrig stor genklang blandt læger på Samuel Hahnemanns tid. Alligevel blev behandlingen udbredt blandt lægfolk i hele Europa gennem 1800-tallet. Det skyldes især, at flere dødelige kolera-pandemier hærgede kontinentet:

»For datidens mennesker så homøopati ud til at virke med betydeligt større succes end de andre former for medicin, der blev brugt under koleraudbruddene,« forklarer Marion Baschin, forsker og chef-arkivar på Institut for Historisk Medicin ved Robert Bosch Stiftung, i en artikel til det tyske medie The Local.

»Én af årsagerne til dette, kan vi se i dag, var, at det (homøopatien, red.) ikke gjorde yderligere skade på patienterne eller svækkede deres restitution,« tilføjer Marion Baschin.

Medicin var derudover dyrt og ganske enkelt en mangelvare i Tyskland, hvorfor mange lægfolk altså vendte sig mod den alternative - men billigere - homøopati.

\ Læs mere

Historien giver indblik i en svær kamp mod infektioner

Verdenskrigen gav homøopatien comeback

Men så - i begyndelsen af 1900-tallet - tog den moderne medicin for alvor fart. Den tyske læge Robert Koch opdagede endda, at kolera og mange andre sygdomme skyldtes bakterier. God hygiejne og rent drikkevand var med andre ord nok til at få bugt med alverdens sygdomme.

Og så svandt brugen af homøopati vel lige så stille bort, besejret af den eksakte medicinske videnskab?

Niks. Første verdenskrigs skyttegravsmassakre fra 1914 til 1918 ledte til traumer, sygdom og fattigdom på det europæiske kontinent. Og så fik homøopatien comeback:

»Når vi ser på historien om ukonventionel medicin, så kommer den altid i bølger. På et tidspunkt er accepten udbredt, så vender det. I 1920’erne var der en bevægelse mod en forsoning med ortodoks medicin som homøopati,« påpeger Marion Baschin i The Local.

Kristian Hvidtfelt Nielsen supplerer:

»Gennem hele den medicinske historie har der været et clash mellem især to bestemte typer videnskabelighed: Den type videnskabelighed, som vi forskere hæfter os ved, hvor man skal gennemføre randomiserede forsøg, som specifikt viser effektiviteten af et lægemiddel. Og så et alternativt synspunkt, der påkalder sig holismen, hvor kroppen og psyken er et mere komplekst system, der skal være i total balance,« siger videnskabshistorikeren til Videnskab.dk.

\ Læs mere

Kampen mellem alternative behandlere og lægevidenskaben begyndte allerede i 1800-tallet

Nazi-forbindelsen

For at gøre den homøopatiske historie endnu mere kuriøs, fik behandlingen også et opsigtsvækkende opsving, da nazisterne kom til magten i 1933. Nazisterne havde forelsket sig i homøopatien. Blandt andet fordi den var tysk.

Det var således en homøopat - en såkaldt ja… Heilkunstner - der ledte udarbejdelsen af nazi-partiets politiske sundhedsprojekt ‘Neue Deutsche Heilkunde’. Flere homøopater blev også lovet professorater på universiteterne.

I 1937 tog den nazistiske rigsminister Rudolf Hess (1894-1987) del i Den Internationale Homøopati Kongress i Berlin. Nazisterne stod således for at hive homøopatien op fra at være lægmands-medicin til statsstøttet behandlingsform.

\ Læs mere

Hvordan opstod Hitlers jødehad?

Thalidomid-tragedien

Nazi-forbindelsen blev en pudsig parentes i homøopatiens historie.

Efter krigen begyndte penicillinen at blive masseproduceret, den offentlige sundhedsforsikring vandt indpas, og moderne medicin blev generelt langt mere tilgængelig for langt flere mennesker.

Homøopatien gik for en stund i glemslen. Det varede et par årtier. Indtil 1960’erne, hvor den såkaldte Thalidomid-tragedie - en historisk medicin-skandale - lammede den tyske befolkning.

Lægemidlet Thalidomid blev i 1950’erne introduceret som en behandling mod kvalme. Thalidomid blev derfor særligt populær til at behandle morgenkvalme hos gravide kvinder.

Men der var et problem. Medicinen var ikke blevet testet for dens effekt på fostre.

I 1961 dukkede det første tilfælde af misdannelser hos en nyfødt op i Australien. Senere på året kom et i Tyskland. Siden rullede skandalen. Over 10.000 børn menes at have fået misdannelser fra Thalidomid gennem 1960’erne.

\ Læs mere

Thalidomid kan få et comeback

Thalidomid-tragedien havde to positive effekter på homøopatiens popularitet, påpeger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

»Thalidomid-skandalen førte til, at man i Tyskland ved lov bestemte, at alle medicinske produkter skulle reguleres og gennemtestes, før de kunne sælges og tages i brug,« påpeger han og fortsætter:

»Men lige netop homøopati blev undtaget for denne lovgivning. Homøopatiske produkter har derfor siden 1970’erne kun skulle leve op til, at der var en såkaldt ‘intern konsensus’ hos homøopater om, at de virker. Det skyldes blandt andet et meget stærkt lobbyarbejde blandt de homøopatiske producenter,« forklarer han.

Og så hjalp det, at homøopati-lobbyismen var bakket op af tidsånden.

Thalidomid-tragedien var nemlig et overordnet tilbageslag for tilliden til den konventionelle medicin og den blinde tro på det videnskabelige fremskridt. Og homøopatien og andre alternative behandlinger blev igen populære fra 1970’erne.

»Men man skal huske på,« tilføjer Kristian Hvidtfelt Nielsen, »at effekten af homøopatien dengang ikke var blevet tilbagevist på samme måde, som den er i dag. Det blev den først rigtig i 1990’erne.«

\ Læs mere

Sådan laver man ny medicin

Kan sammenlignes med Kina

Det bringer os frem til i dag.

For nu, hvor man har »savet begge ben af hele det underliggende rationale bag homøopati,« som professor i lægemidler Per Damkier har formuleret det til Videnskab.dk, hvorfor vil homøopatien så ikke lade sig begrave?

»Det er besynderligt,« medgiver Kristian Hvidtfelt Nielsen. Men det er langt fra enestående, at tro triumfer fakta, når det kommer til medicin, tilføjer han:

»Man kan sammenligne det med Kina, hvor man har endnu længere historie for alternative eller komplementære behandlingsformer. I Kina gør man også en undtagelse og siger, at så længe det virker for folk, så beholder vi det system ved siden af det ordinære behandlingssystem,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen og fortsætter:

»Begrundelsen er også økonomisk, for det er en billigere form for behandling, og Kina har problemer med at lave et sundhedssystem baseret på vestlig standard. Samtidig har det jo ingen påviste bivirkninger, så det er på sin vis ufarligt, og det spiller også ind.«

Kan vi lære af homøopati?

Selvom grundlaget bag homøopati er tilbagevist, så virker behandlingen faktisk… på en måde.

Forskning viser, at homøopati kan have en effekt på grund af en placebo - altså, fordi at patienterne tror, at behandlingen virker.

Virkningen kan skyldes, at en central del af den homøopatiske behandling bygger på, at behandleren - Heilkunstneren - vægter konsultationen med sine patienter højt.

Til sammenligning viser et metastudie fra 2017, at læger i langt de fleste lande i gennemsnit bruger 5 minutter eller mindre på en konsultation.

Dermed kan det moderne sundhedssystem måske godt lære noget af homøopatien i dag. For som den canadiske neurolog Matthew Burke har sagt om effekten af homøopati til videnskabsmediet Undark:

»Hele patient-interaktionen - at lytte, vise empati, udvikle en god terapeutisk relation og lette noget af den angst og bekymring, som patienten kan have - er virkelig vigtig, og det er desværre noget, læger ikke gør i lige så høj grad, som vi burde gøre,« siger han.

Og som Kristian Hvidtfelt Nielsen siger i en slutsats til Videnskab.dk, er videnskaben kun én del af det indviklede grundlag, som de fleste mennesker tager beslutnigner på.

»Videnskaben har et sigte om, at hvis den skal gøre nytte, så skal den have en indvirkning på de beslutninger, som folk tager. Men beslutninger er typisk informeret af meget mere end videnskab. Og det ville faktisk ikke engang være ønskeligt, hvis folk kun handlede på baggrund af videnskabelig viden.«

»For det første ville det skabe en alt for ensidig verden. For det andet, vil der altid være en videnskabelig usikkerhed, som handlingslammer os. Det har vi eksempelvis set under corona-pandemien. Hvis vi skulle vente på alle de videnskabelige undersøgelser, før vi overhovedet havde reageret, var pandemien nok blevet meget, meget værre.«

\ Læs mere

Er effekten af alternativ behandling ren placebo?

\ Læs mere

Skal universiteter formidle forskning om alternativ behandling?

\ Læs mere

Institutleder: Homøopati er ikke ligesom astrologi