Kampen mellem alternative behandlere og lægevidenskaben begyndte allerede i 1800-tallet

I dag er lægekunsten en højt specialiseret videnskab, hvis udvikling drives frem af laboratorieforskning for svimlende beløb og højt estimerede tidsskrifter, som kun godtager resultater efter nøje fastlagte evidenskriterier.

Samtidig blomstrer alternative eller komplementære behandlinger med meget forskellige teorier, der er mere eller mindre i opposition til lægevidenskaben.

Denne opdeling har sine rødder tilbage i 1800-tallet, som på mange måder har sat scenen for konflikten mellem alternativ og etableret medicin i dag.

Bedre diagnoser, men mangel på behandlinger

I løbet af 1800-tallet udviklede lægevidenskaben sig dramatisk.

Allerede i begyndelsen af århundredet forlod man teorierne om, at sundhed primært afhang af den rette balance mellem kroppens væsker, hvilket ellers havde været god lægelatin siden Hippokrates i antikken.

Men nu skulle man finde den specifikke grund til de specifikke lidelser. Udviklingen blev drevet frem af lægerne på de store offentlige hospitaler i blandt andet Paris, hvor de mange patienter var et uudtømmeligt forskningsmateriale, og diagnoserne hurtigt kunne be- eller afkræftes med obduktion.

Større forklaringskraft

Med mikroskopet blev laboratoriet stedet for lægevidenskabelig forskning, hvor bakterierne for dødelige sygdomme som miltbrand, kolera og tuberkulose blev isoleret.

I løbet af 1800-tallet kunne man således diagnosticere stadigt flere sygdomme, og lægevidenskaben opnåede en kolossal forklaringskraft.

Men selvom man kunne diagnosticere stadig flere sygdomme, stod man helt frem til begyndelsen af 1900-tallet magtesløs over for flere alvorlige og ret udbredte sygdomme.

Først med udviklingen af antibiotikaen i midten af 1900-tallet kunne man reelt gøre noget ved infektionssygdomme som tuberkulose.

Blødende tænder og stærkt beroligende medicin

Langt ind i 1800-tallet holdt en del læger fast ved den såkaldte heroiske medicin, som foreskrev kraftige behandlinger mod kraftige sygdomme. Det vil sige, at man anvendte kraftig åreladning eller voldsom medicinering på i forvejen svækkede patienter.

Nogle af de mest brugte midler var stærke kviksølvpræparater, som man i praksis gav, indtil patientens gummer begyndte at bløde, og tænderne blev løse, så man var sikker på, at medicinen var begyndt at virke.

Fra midten af 1800-tallet voksede en stor medicinalindustri frem, der især producerede en række meget stærke smertestillende og beroligende midler, som vi i dag betragter som narkotika.

Helt op omkring år 1900 var de praktiserende lægers mulighed ofte begrænset til at diagnosticere sygdommen og efterlade noget smertestillende eller bedøvende medicin, som viste, at han i det mindste havde gjort noget.

Problemet blev yderligere tydeligt af, at den brede befolkning i 1800-tallet for alvor kom i berøring med uddannede læger. Tidligere havde læger primært behandlet velhavere i de større byer, men fra midten af 1800-tallet indførte en række vestlige lande almen adgang til lægehjælp under den ene eller anden form.

Opgør med lægernes behandlinger

I 1800-tallet opstod der en stribe bevægelser blandt ikke-læger, som gjorde op med de kraftige behandlinger, den stærke medicin og lægernes autoritet.

De fleste byggede på ideen om en mere naturlig helbredelse enten gennem forebyggelse eller ved naturlige giftfrie behandlinger. Men selvom de gjorde op med lægernes behandlingsmonopol påberåbte de fleste sig også en videnskabelig basis og etablerede sig med egne skoler og tidsskrifter.

Et af de tidligste eksempler er den amerikanske præst Sylvester Grahams program fra 1830’erne, som han selv kaldte ’Science of Human Life’. Han mente, at alle lidelser skyldtes overstimulation af kroppens væv; særligt i fordøjelsessystemet, som kunne spredes til hele kroppen gennem nervesystemet.

Mindre sex, kød og hvidt mel

Udgangspunktet var, at det moralsk forkerte også var fysisk skadeligt.

• Kød var skadeligt, ikke bare fordi det var moralsk forkert at slå ihjel, men fordi kroppen blev overstimuleret af kød. Det samme gjaldt brugen af alkohol, tobak, kaffe, te og krydret mad.
• Brød skulle bages af fuldkorn eller grahamsmel – ikke af hvidt mel – fordi hvidt mel indeholdt for meget stimulerende stof.
• Sex mere end en gang om måneden var ligeledes for meget stimulation selv for unge og ellers sunde individer. Ældre og svækkede skulle holde sig til mindre, og onani var ligeledes skadeligt.
• Graham advarede desuden mod forurenet luft i rum med mange mennesker – især på spillesteder og i balsale.

Sundhed som religion

Samtidig med at det moralske liv blev begrundet fysiologisk, blev det en moralsk pligt at holde sig sund.

Pligten blev kombineret med en næsten paradisisk udviklingstænkning, hvor Graham og hans efterfølgere forudså, at menneskeligheden ville kunne forøge sin levetid med flere hundrede år, når de nye leveregler igennem generationer skabte en sundere og mere moralsk menneskeslægt.

I dag bliver sundhed nogle gange kritiseret for at være en religion. Graham levede i en tid, hvor man var mindre bange for at tale om religion, så han ønskede eksplicit at begrunde religionen med sundhedsargumenter.

Skepsis over for enhver medicin

Mange sundhedsbevægelser havde en stor skepsis overfor medicin og vaccination, som vi også genfinder i dag.

Grahamismen afviste lægelig behandling med medicin, fordi det aldrig kunne blive andet end symptombehandling. Desuden var medicin og vaccination gift, der i sig selv overstimulerede kroppen.

Også homøopatiens opfinder fra slutningen af 1700-tallet, den tyske læge Samuel Hahnemann, vendte sig mod den voldsomme brug af giftig medicin.

Hahnemann var overbevist om, at sygdomme skulle behandles med midler, som gav de samme symptomer, som sygdommen selv.

Samtidig skulle koncentrationen være uendeligt lille, fordi han mente, at jo mindre koncentration af aktivt stof - jo større virkning.

95 procent af alle sygdomme sidder i ryggen

Samme modstand mod medicin og vaccination førte den magnetiske helbreder D. D. Palmer til et ganske anderledes behandlingssystem.

Han opfandt kiropraktikken i 1895 og var meget optimistisk på sin behandlings vegne, idet han mente, at 95 procent af al sygdom skyldes forskubbelser af rygmuskulaturen, og de sidste 5 procent skyldes forskubbelse andre steder i kroppen.

Under alle omstændigheder var kiropraktikken løsningen – ikke kirurgi, medicin og vaccination.

For Palmer var årsagen til alle lidelser, at den medfødte energi ikke strømmede frit igennem kroppen, men blev hindret af disse små forskubbelser i muskulaturen.

Civilisationen gør os syge

Et andet behandlingssystem, som mente at kunne erstatte kemisk medicin med fysiske behandlinger, var den tyske hydroterapi, som i USA smeltede sammen med Grahams vegetarisme og dannede baggrund for naturlægebevægelsen i slutningen af 1800-tallet.

Den mest markante repræsentant for naturlægebevægelsen i Danmark er Skodsborg Badesanatorium fra 1898.

Naturlægebevægelsens hovedbudskab var, at det civiliserede liv gjorde mennesker syge, og alle sygdomme skyldtes i sidste ende dårligt stofskifte, som kom af en forkert livsstil med rygning, alkohol, kød, for lidt motion og et forkert forhold mellem hvile og arbejde.

Selv i Danmark, hvor bevægelsen ellers var forholdsvis moderat, kunne man hævde, at bakterier intet kunne gøre ved den raske krop, så længe den havde et godt stofskifte.

Ideen om, at dårlig sundhed kommer af, at vi lever på en unaturlig måde, trives også i dag i bedste velgående, hvor man både kan spise sig sund med mad, som den (måske) var i stenalderen, og gennem diverse naturlige kosttilskud.

Tilsvarende kan man hverken i dag eller dengang blive enige om, hvad det naturlige liv egentlig er.

Mest interessant er det måske, at de alternative bevægelser dukkede op i en tid, hvor menigmand for første gang havde adgang til uddannede læger, og fortsat er meget populært på trods af den rivende udvikling inden for lægevidenskaben – måske drevet af den enkeltes tro på selv at vide, hvad der er bedst for egen sundhed.

En grundigere behandling af både konflikten mellem alternativ og etableret medicin og især af naturlægebevægelen og Skodsborg Badesanatorium findes i bogen 'Skodsborg Badesanatorium – persilleslottet som blev Nordens største kursted', som netop er udkommet. Bogen bygger på Anders Bank Lodahls ph.d.afhandling, som er nævnt i kilderne.