VIDENSKABSKRONIK: Udviklingen af antibiotika og andre antimikrobielle behandlingsmetoder er nok den moderne lægevidenskabs største bedrift. Men overforbrug og misbrug af antimikrobielle behandlingsformer fører forudsigeligt nok til resistens i mikroorganismer.
Der er opstået antibiotika-resistente bakterier såsom MRSA (Methicillin-resistent Staphylococcus Aureus bakteriearter), VRE (Vancomycin-resistente Enterococcus bakteriearter) og CRE (Carbapenem-resistente Enterobacteriaceae bakteriearter).
Visse CRE-bakteriearter er resistente over for flere forskellige antibiotika. 'Superbugs' – har medierne navngivet disse multiresistente bakterier (som er meget svære at slippe af med med de former for antibiotika, der er til rådighed i dag, red.).
LÆS OGSÅ: MRSA-gennembrud: Kur mod multiresistente bakterier fundet
Antibiotika er supereffektive
Siden oldtiden har man anvendt alternative metoder til behandlingen af infektioner, men ingen behandling er lige så pålidelig, sikker og effektiv som en moderne antimikrobiel behandling med blandt andet antibiotika.
Men på grund af stigende resistens og mangel på udvikling af nye præparater kan en tilbagevenden til den før-antimikrobielle æra gå hen og blive en realitet.
Så hvordan behandlede man egentlig infektionssygdomme, før udviklingen af antibiotika i begyndelsen af det 20. århundrede?
LÆS OGSÅ: Danskere finder ny metode til at bekæmpe antibiotikaresistens
Åreladning var løsningen i årtusinder
I mere end 3.000 år benyttede man åreladning som en medicinsk behandling.
Åreladning er en sygdomsbehandling, der har været kendt gennem hele lægekunstens historie. I antikken betragtedes blandingen af de fire kropsvæsker (eller 'humører' fra latinsk humor ‘væske’, red.) – blod, slim, gul galde og sort galde – som afgørende for et menneskes fysiske og mentale tilstand.
Man mente, at infektioner var forårsaget af et overskud af blod, så man tappede blod fra patienten på flere måder. Åreladning kunne foretages ved, at en vene blev åbnet med et skarpt instrument, for eksempel en kniv, hvorefter der blev aftappet blod.
(Illustration: History of Medicine, NLM, The Conversation)
Cupping var en anden almindelig metode, hvor man placerede opvarmede glaskopper på huden. Kopperne skabte et vakuum, der sprængte de små blodkar, hvilket resulterede i store blodudtrædninger under huden.
Men den mest famøse åreladningsmetode er brugen af igler til formålet.
LÆS OGSÅ: Åreladning kan hjælpe overvægtige
Behandlingsformen vandt frem i Egypten 1.000 år før vor tidsregning og blev brugt helt op til midten af det 20. århundrede.
Medicinske tekster fra oldtiden og helt op til 1940'erne anbefaler således åreladning til behandlingen af en lang række lidelser, men især mod infektioner.
Så sent som i 1942 indgår åreladning som en behandling for lungebetændelse i William Oslers 14. udgave af Principles and Practice of Medicine – en historisk toneangivende lærebog om lægekunst.
Måske virkede åreladningerne
Selv om åreladningerne blev anbefalet af lægerne, blev de i praksis udført af barberer eller 'barber-kirurger'.
Den karakteristiske hvide og røde cylinder, der kører rundt uden for en barbersalon, startede faktisk som en slags 'reklame'. Sådan reklamerede barbererne nemlig for deres serviceydelser; rødt symboliserer blod, og hvidt symboliserer bandager.
Det er muligt, at denne praksis med at aftappe blod faktisk var gavnlig. I det mindste for visse bakterietyper i de tidligste infektionsstadier.
Visse bakterier har nemlig brug for jern til replikationsprocessen. Hæmoglobin findes i de røde blodlegemer, hvor det er ansvarligt for at bære ilten rundt med blodet. Jern indgår i hæmoglobinmolekylerne, så i teorien resulterede færre røde blodlegemer i mindre tilgængeligt jern, som opretholder den bakterielle infektion.
LÆS OGSÅ: Hyppige bloddonorer lever længst
Meget smertefulde behandlinger
Naturligt forekommende grundstoffer og kemiske forbindelser er gennem historien blevet anvendt til behandling af en række infektioner. Især til behandling af sårinfektioner og syfilis.
Jod, brom og kviksølvholdige blandinger blev brugt til at behandle inficerede sår og koldbrand under Den Amerikanske Borgerkrig, med brom som den hyppigst anvendte behandlingsform.
Det var meget smertefuldt, når brom enten blev anvendt topisk eller blev injiceret i et sår. Brom kan desuden forårsage vævsskader. Behandlingerne hæmmede den bakterielle cellereplikation, men de kunne også gøre skade på normale menneskeceller.
LÆS OGSÅ: Forskere udstyrer mennesker med solfanger
Kviksølv mod syfilis
Fra cirka 1363 til 1910 brugte man kviksølvholdige blandinger til behandling af syfilis.
Man indsmurte oftest kviksølv på huden, formentlig uden at påvirke sygdomsforløbet, men med alvorlige bivirkninger. Kviksølvblandinger blev også indtaget oralt eller injiceret.
(Illustration: History of Medicine, NLM, The Conversation)
LÆS OGSÅ: Middelalderlæger helbredte spedalskhed med kviksølv
Forbedret behandling med arsenforbindelsen Salvarsan blev indført omkring 1910 af Paul Ehrlich. Selv om det var en effektiv behandling, var der bivirkninger som optisk neuritis (en betændelse i eller en beskadigelse af en eller flere nerver, som kan medføre stærke smerter og lammelser, red.) samt kramper, feber, nyreskade og udslæt.
I 1943 fortrængte opdagelsen af penicillin heldigvis disse behandlingsmetoder, og penicillin er stadig førstevalgspræparat ved alle af syfilissens sygdomsstadier. (Penicilliner er en gruppe af antibiotika, som er historisk vigtige, da de var de første lægemidler, som effektivt kunne behandle en række alvorlige infektionssygdomme som tuberkulose, syfilis og stafylokokinfektioner, red.).
LÆS OGSÅ: Store opdagelser: Mirakelmidlet penicillin
Naturlægemidler fra haven
Gennem flere århundreder blev en række naturlægemidler udviklet til behandlingen af infektioner, men meget få er senere blevet evalueret gennem kontrollerede kliniske forsøg.
En af de bedst kendte naturlægemidler til behandling af infektioner er alkaloidet kinin, der anvendes til behandling af malaria. Kinin udvindes af kinabark, som er barken på det sydamerikanske cinchona træ.
I dag bruger vi en syntetisk kinin til behandling af malaria. Men før i tiden blev kinabarken tørret, malet til pulver og blandet med vand, som man så drak.
Brugen af kinabark til behandlingen af feber blev beskrevet af jesuitiske missionærer allerede i 1600-tallet, og det blev sandsynligvis brugt blandt indfødte populationer langt tidligere.
LÆS OGSÅ: Traditionel malariabehandling skal lægges på hylden
Nobelpris for malariabehandling
Artemisinin, som isoleres fra planten kinesisk malurt, Artemisia annua, er et gammelt og almindeligt brugt middel i traditionel kinesisk medicin og er endnu en effektiv behandling mod malaria.
Den kinesiske kemiker, Dr. Tu Youyou, og hendes team analyserede gamle kinesiske medicinske tekster og folkemedicin og kunne konkludere, at udtræk af Artemisia annua effektivt hæmmede replikationen af malariaparasitten i dyr.
I 2015 blev Tu Youyou sammen med William C. Campbell og Satoshi Ōmura tildelt Nobelprisen i fysiologi eller medicin for 'hendes opdagelser i forbindelse med en ny behandling mod malaria'.
LÆS OGSÅ: Here we go again: Derfor er Nobelprisen ikke død
Lægemidler i køkkenskabet
Du har sikkert selv botanisk afledte behandlingsformer mod sårinfektion hjemme i dit køkkenskab. Brugen af honning til sårheling daterer sig tilbage til Sumererne i år 2.000 før vor tidsregning.
Det høje sukkerindhold dehydrerer bakteriecellerne, mens syreindholdet hæmmer væksten og delingen af visse bakterier. Honning indeholder også et enzym, glucose-oxidase, der reducerer oxygen til hydrogenperoxid (brintoverilte), som er bakteriedræbende.
(Foto: NIAID via Flickr)
Ligesom andre botanisk afledte behandlingsformer har honningen inspireret til udvikling af lægemidler. Medihoney eksempelvis er honning af medicinsk kvalitet, som er udviklet af Derma Sciences og bliver anvendt til at fremme heling af forbrændinger samt andre sårtyper.
LÆS OGSÅ: Honning kan hele sår
Bekæmpelse af antibiotikaresistens
Selv om nogle af de gamle behandlingsformer har vist sig at være effektive nok til, at de i dag stadig kan anvendes i en eller anden form, er de bare ikke lige så gode som de moderne antimikrobielle stoffer til behandlingen af infektioner. Og desværre bliver antibiotika mindre og mindre effektiv på grund af mis- og overforbrug.
Mindst to millioner mennesker bliver hvert år i USA smittet med bakterier, der er resistente over for antibiotika, og mindst 23.000 mennesker dør hvert år som en direkte følge af disse infektioner.
Mens resistente bakterier er det mest almindeligt rapporterede, kan modstanden mod medicinske behandlingsformer også opstå i andre mikroorganismer, blandt andet svampe, vira og parasitter.
LÆS OGSÅ: Kan antibiotika-resistens forsvinde?
Kapløbet om behandlingsformer
Øget resistens har skabt mulighed for, at visse infektioner i sidste ende ikke kan behandles med de antibiotika og andre antimikrobielle stoffer, vi har i øjeblikket.
Kapløbet for at finde nye behandlingsformer for disse infektioner er startet, og forskerne udforsker nye behandlingsmetoder og nye antibiotikakilder.
Ud over kun at bruge antibiotika som anvist, og kun når det er strengt nødvendigt, kan man i første omgang undgå infektioner gennem passende vaccinering, sikker fødevarehåndtering og god håndhygiejne.
Men vi skal holde de resistente infektioner under opsyn, så vi kan lære mere om dem og deres risikofaktorer. Begrænset brug af antibiotika både blandt mennesker og dyr, vil også kunne bidrage til at mindske risikoen for resistente bakterier.
LÆS OGSÅ: Nyt farligt resistensgen fundet i Danmark
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark
.
